Serienarkomanens bekendelser

Hej. Jeg hedder Peter. Jeg er TV-serie-narkoman. Det er 20 minutter siden jeg sidst så et afsnit af en TV-serie. Og jeg bliver ved, for stik mod al forventning bliver stoffet renere og renere…

Den første TV-serie jeg fulgte i længere tid var vist Dynasty (Dollars). Ikke fordi det var en specielt fremragende serie, men nærmest fordi det var en slags søndag eftermiddags-familiehygge, da jeg var 10-11 år gammel. På et tidspunkt meldte jeg mig dog ud af den familietradition. Den kedede mig.

Den næste egentlige sæbeopera jeg blev opmærksom på hed The Bold and the Beautiful (Glamour) og var lige ved at runde de tusind afsnit. Vi var flyttet til et soveby-område syd for København fra Jylland og efter en masse fiflen med genstridige UHF-antenner kunne vi pludselig se hele fem forskellige TV-kanaler. Kanal København – eller hvad den nu hed dengang – og Kanal 2, som nu hedder TV Danmark, var dog mest af akademisk interesse, da antennesignalet var ufatteligt dårligt. Og nej, vi kunne ikke bare klage til Stofa eller OnCable – det var vores eget problem, dengang i pionertiden. Min søster, der på det tidspunkt var 8-9 år gammel, begyndte at følge Glamour. Den fangede aldrig min interesse – ikke at jeg gav den mange chancer – men jeg opdagede snart, at selv hvis man så et afsnit ud af 20-30 stykker, så kunne man følge med i de store træk. Der skete rent ud sagt ingenting.

Det var også omkring dette tidspunkt, at jeg opdagede sit-com’en Full House, og selv om den var sjov, skete der heller ikke meget der. Et ganske svagt flow i handlingen, efterhånden som folk skiftede jobs og blev ældre, var der, men ikke noget, man ikke kunne følge med i, uanset om man havde set de omkringliggende afsnit. Det vildeste der kunne ske, rent kontinuitetsmæssigt, i serier som Full House og Family Ties (Blomsterbørns Børn) var, at en historie handling strakte sig over to afsnit.

Som tiden gik blev jeg lidt af en serie-narkoman. Det startede med at jeg købte alle afsnit af The Young Ones (12 afsnit) på VHS i Laserdisken og fotsatte med at jeg optog næsten alle afsnit i de første seks sæsoner af Red Dwarf (36 afsnit. Det var hvad TV2 viste, da serien første gang gik over skærmen). En komplet samling af den langt mindre kendte, men meget kreative Parker Lewis Can’t Loose (Klassens Skræk) (73 afsnit) blev det også til efter lidt bytteri med en engelsk samler. I en længere periode fulgte jeg endda Beverly Hills 90210, men det skal til mit forsvar siges, at denne serie i de første sæsoner ofte havde nogle solide pointer. Pointer og frem for alt kontroversialitet havde også Picket Fences (Under Overfladen) om sheriffen og lægen i en amerikansk lilleby. Transvestitter, demens, plastiske operationer og andre “hemmelige” emner blev her sat grundigt under lup.

Og så skete der jo det, som må ske, når man er serie-narkoman og science fiction-junkie på en og samme tid: Jeg blev trekkie.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Det kom snigende. Jeg så nogle få afsnit af Star Trek: The Next Generation da TV2 sendte første sæson, men det lod mig kold. Så var der en eller anden sjuft, der viste mig et senere afsnit, som var så velskrevet og velspillet, at jeg måtte overgive mig. Jeg så alle afsnit jeg kom i nærheden af. Det var heldigvis ikke et problem, for ændringerne sæson til sæson var så små, at man ikke rigtig havde den store risiko for at blive forvirret, hvis man sprang fra anden sæson til sjette og derefter tilbage til første. Besætningen var i store træk den samme og opførte sig ens, uanset hvilken sæson man var havnet i. (“Shut up, Wesley!”)

Af en eller anden grund, der fortaber sig i tidens tåger, begyndte jeg at købe den næste Star Trek-serie Deep Space Nine om folkene på en rumstation tæt ved et ormehul, der giver adgang til den anden ende af galaksen. Den var ret god. De medvirkende var knap så meget flødeboller som i de tidligere serier og i seriens faste persongalleri indgik folk, der var decideret uærlige. Ikke i Starfleets rækker, naturligvis, men udenfor. Hen mod slutningen af denne serie var der historier, der strakte sig over tre-fire afsnit og der skete jævnligt ting, der fik varige følger. Det var faktisk nødvendigt at vide hvor i serien man var for at vide hvilke imperier der i øjeblikket var i krig med hinanden og hvem, der var allieret.

Da jeg havde set de sidste afsnit af Deep Space 9 på lånte bånd, var min seriepusher begyndt at fremture: Nu skulle jeg altså se Babylon 5. Jeg havde udskudt det nogle gange, for det at skulle sætte sig ind i et helt nyt univers af mennesker, historie og politik tager tid, og det at man tit kender meget af baggrunden gør netop Star Trek så bekvem en serie. Jeg havde set nogle enkelte afsnit af Babylon 5 hos en ven, og fattede ikke hvad den gik ud på. Men efter en halsløs flirt med den yderst ligegyldige og kedsommelige Star Trek: Voyager besluttede jeg at give Babylon 5 en chance.

Min verden bliver aldrig den samme igen.

Her var der pludselig en serie, hvor en mand havde sat sig ned og i store træk beskrevet hvad der skulle ske i seriens fem leveår (110 afsnit). Henkastede kommentarer i første sæson kan have kolossal indflydelse på ting, der sker 100 afsnit senere og der er ikke en af seriens hovedpersoner (af hvilke der er en del), der ikke gennemgår en række større personlige udviklinger i seriens løb. Hvis de da ikke dør eller på anden vis skrives ud af serien med et formål i stedet for en dårlig undskyldning. At bøger, tegneserier og senere serier i samme univers (den kortlivede Crusade og den kommende Legends of the Rangers) ovenikøbet alle er passet elegant ind i den oprindelige histories kronologi gør kun fornøjelsen større. Det er for eksempel en fornøjelse at læse historien om en techno-mage ved navn Galen, hvor store dele med elegance væver sig ind i et bestemt afsnit i anden sæson af serien og giver et helt nyt perspektiv på hændelserne i dette afsnit.

Det var i øvrigt omtrent på dette tidspunkt, at jeg opdagede Anime. Mens amerikanerne havde kørt på med deres håbløse supper på “der må endelig ikke ske noget”-modellen havde japanerne spyttet serie efter serie ud, som man simpelthen er nødt til at se fra en ende af (og gerne flere gange) for at være helt med på, hvad der sker. Det betyder ikke nødvendigvis, at det altsammen er godt. Men æres den, som æres bør: Serier, hvor seriens forløb i de brede træk er gennemtænkt på forhånd er mere almindelige indenfor anime end indenfor amerikanske TV-serier.

Siden jeg blev færdig med Babylon 5 (som jeg så småt er i gang med at se for anden gang nu) har jeg opdaget Farscape. Også denne amerikanske sci-fi-sag har – når man lige kommer forbi de første introducerende enkelthistorier – adskillige komplikationer, som ikke er løst indenfor 42 minutter og et forrygende persongalleri, hvor helte ikke er helte og skurke ikke er skurke.

Og lige nu er jeg i gang med at se første sæson af The Sopranos, en serie om en familiefars problemer med at forene sin familie derhjemme med Familien på arbejdet. Her er det simpelthen nødvendigt at se afsnittene i rækkefølge, da der sjældent gives forklaringer, når der henvises til noget, en eller anden gjorde for to-tre afsnit siden. Jeg sidder med en klar fornemmelse af, at der er en eller anden, der har en rigtig god ide om, hvor historien er på vej hen, og ikke bare står og slår kuskeslag for at holde varmen. Serien føles mere som en 14 timer lang film end som en TV-serie.

Jeg var egentlig af den opfattelse, at denne tendens var noget nyt, der så småt var begyndt at røre på sig i det amerikanske TV-land, men Zeki har udpeget en længere række ældre serier, der også – i hvert fald i længere perioder – havde en rød tråd. Jeg ved dog ikke om han er rigtig vel forvaret, for han nævner blandt andet Dallas.

En biograffilm eller et afsnit af en TV-serie må nødvendigvis holde sin handling kort og koncis. Derfor er de mere at sammenligne med noveller en romaner. Men den nye udvikling i TV-serierne betyder, at de kan ses som romaner og kan have mange flere lag og underliggende handlinger.

Hvis denne type serier bliver virkeligt populære, så går vi serie-narkomaner en lys fremtid i møde – og det i en tid, hvor Hollywood og musikbranchen endeligt har opgivet alt, hvad der ligner originalitet i deres umådelige kamp om markedsandele.

(På et eller andet tidspunkt midt i alt det her serie-kiggeri, så jeg naturligvis også Lise Nørgaards succes-serie Matador. Der skulle gå lang tid, før jeg opfattede, hvad der gjorde den så speciel, at jeg kunne se den igen og igen. Det er det her med det store, kølige overblik hos en enkelt hovedforfatter igen. Men i forhold til en solid amerikansk serie er Matador med sine 24 afsnit næsten ikke-eksisterende.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.