Den lyse side

Peter sidder i SK407 på vej hjem fra et møde i Stockholm og tager en bog frem, som han skal anmelde. Han åbner bogen og kigger på tegningerne.

Tegning 1: Kvinde står i regnvejr og kigger slukøret frem for sig. Regnvejret er meget lokalt – det er kun lige over hende.
Tegning 2: Kvinden står stadig i regnen. Nu ser hun decideret opgivende og trist ud. En lille pige kommer dansende ind fra højre.
Tegning 3: Kvinden står der stadig. Pigen kommer tættere på.
Tegning 4: Kvinden samler pigen op og krammer hende. Imens er regnen stoppet.
Tegning 5: Pigen danser videre. Kvinden ser trist ud som før og regnen regner igen.
Tegning 6: Pigen danser videre ud ad siden til venstre. Kvinden fortsat trist.

I flyet sidder Peter og tænker, at det i grunden er smukt nok fortalt, men en anelse naivt og uinspirerende.

Tegning 7: Kvinden står i regnvejret, stadig trist, men nu med et svagt anstrøg af “hvad så nu?” i sit ansigt.
Tegning 8: Kvinden har sat sig i regnen. Hun ser ud som om hun græder.
Tegning 9: En kat kommer ind fra venstre. Kvinden bliver siddende.
Tegning 10: Kvinden bliver siddende, mens katten langsomt tripper tættere på hende.
Tegning 11: Katten er nu helt henne ved kvinden, der i den silende regn får øje på katten.

I flyet bladrer Peter videre til næste side, afventende den lidet overraskende scene, hvor kvinden kæler for katten, mens regnen stopper igen for en kort stund.

Tegning 12: Regnen er stoppet. Kvinden tager en pistol frem og skyder katten i hovedet med et ansigtsudtryk, der siger “Gad vide, hvad der sker, hvis jeg gør sådan?”
Tegning 13: Regnen er startet igen. Kvinden er igen trist. Katten ligger fladt på jorden med blod løbende fra skudhullet – i øvrigt bogens første brug af farve.

I flyet sidder Peter og fniser hysterisk over den mildest talt overraskende vending, historien tog.

Pantomime-fortællingen om kvinden i regnen og hendes melankolske dag fortsætter 18 tegninger endnu og er en smuk introduktion til bogen. Fraværet af replikker i denne historie indbyder også til at nyde Maren Uthaugs simple, men effektive streg. Når jeg ovenfor beskriver Kvindens følelser på billederne, hører det med, at hendes arme er to streger, hendes hår to andre, hendes ansigt alene de to prikker, der udgør øjnene. Alligevel formår Maren Uthaug at udtrykke sindsstemninger med en klarhed, som andre kunne lære meget af. Jeg kan ikke undgå at tænke på Scott McCloud’s Understanding comics, hvor han forklarer, at jo simplere tegningen af en person er, des nemmere er det for læseren at identificere sig med og føle empati for personen. Det forstår Maren Uthaug at udnytte. Igen og igen.

I den følgende historie, Det går middelgodt med at være voksen, kritiseres Kvinden for at tillade sig at føle sig ensom, når hun har mand og børn og hund og kat og blog – og i øvrigt er “hende den sjove”. Kvinden svarer kort “undskyld”, og det griber dybt i mig. Den skarpe modstilling af verdens krav om, at man skal være tilfreds og glad, når man har alle de ydre ting, kontra den indre følelse af eksistentiel ensomhed, der vel kan gribe os alle, illustreres simpelthen blændende i denne korte udveksling.

Bogen fortsætter stille og roligt gennem knap 300 sider med beretninger om at være helt vildt barnlig, når man af skolen får lidt for meget voksenansvar, om at lede efter lykken sammen med sin hund og slutter med en skøn illustration, der sammen med introduktionen om Kvinden i regnvejret maler en fin ramme. Jeg lo højt flere gange undervejs (hvilket kan virke upassende på et eftermiddags-fly på en trist oktober-fredag) og blev også rørt. Ikke dårligt.

Bogen har kun én tegning pr. side og er for det meste sparsommelig med brugen af tekst. Jeg skal indrømme, at den slags nogle gange har irriteret mig, men her ville det være urimeligt. Formatet giver plads og opfordrer ligefrem til at dvæle ved den enkelte tegning på en måde, som et klassisk strip-album (a la Garfield eller Steen & Stoffer) ikke formår. Og til 149 kr. er bogen perfekt som værtindegave til voksne, følsomme mennesker, der garanteret vil genkende sig selv mange gange undervejs i Maren Uthaugs tværsnit af et sted midt i livet.

I stedet for sider fra bogen har jeg valgt at linke til en animeret udgave af en af fortællingerne. Jeg tror nok at jeg blev “i fyrrerne” allerede i tyverne.