Spin Jam
En ny variant af Puzzle Bobble er dukket op. Og Spin Jam er beviset på, at innovation stadig er at finde blandt fortærskede spilkoncepter. Ovenikøbet med et vellykket resultat.
Fængende gameplay, simpel styring, nuttede karakterer, japansk pop og gennemsyret af neonfarver. Inspirationskilden er som sagt let at se.
Men det gør ikke automatisk Spin Jam til et godt spil, hvilket eksempelvis Ballistic beviser alt for klart.
Reglerne er simpliciteten selv. Skyd farvede kugler ind i midten af skærmen (der ligner en stor blomst), hvor de sætter sig fast på et tandhjul. Drej tandhjulet rundt, og placér 3 ensfarvede kugler på den modsatte side, så de rører hinanden. Så eksploderer disse, hvorefter den første kugle skydes ud af skærmen igen. Kunsten ligger så i, at man sørger for, at denne kugle (eller kugler!) rammer et “kronblad” af samme farve, hvorefter bladet forsvinder. Når alle blade er væk, er banen klaret.
Man får en lille frist til at dreje sit tandhjul på plads, inden eksplosionen skyder kuglerne afsted. kugler som ikke rammer et kronblad af samme farver kommer tilbage, og det kan benyttes til spillerens fordel. Man kan nemlig let forestille sig, at de kan ramme andre kugler at samme farver, hvorefter nye eksplosioner opstår.
Hvis man læser ovenstående og stadig forestiller sig, at det er et let spil, vil jeg lige tilføje følgende: Nogle af kronbladene kræver mere end én farvet kugle, ikke-eksploderede kugler forbliver på tandhjulet fra bane til bane, kuglerne kan få virus og formere sig på tandhjulet, kronbladene kan begynde at dreje rundt, og meget meget mere.
Man bliver hurtigt fanget ind af det, tro mig. Og selv om denne farveblinde satan af en venstrehåndet anmelder STADIG ikke kan se forskel på de gule og de grønne kugler, så bider han frustrationen i sig, og griber atter et joypad, som burde have opgivet ævret for flere år siden. For første gang i et spil af denne art har man mulighed for at styre skidtet med en mus, men jeg vil fraråde det. Præcisionen er langt bedre med et standard joypad.
Spiller man i den sædvanlige “Story mode” kan der åbnes op for yderligere karakterer, mens “Arcade” giver spilleren chancen for at gennemføre 100 baner med kun 5 “credits” til hjælp. Tårerne vælter frem. Endelig må vi ikke glemme muligheden for at ydmyge venner og familie i “Battle”. Den mulighed må vi SLET ikke glemme!
…Hvem kan sige nej til et spil, hvor en af personerne er en grøn klat (med kaninhale), som lyder navnet “Booger”? …Jeg griner stadig.