Ballistic
Har du nogensinde spillet så meget Tetris, at din hjerne begyndte at stakke brikker, når du lukkede øjnene? Det har jeg, og jeg er altid glad når en ny puzzler dukker op til min favoritkonsol. Indtil videre har jeg Tetris og Bust-A-Move stående på hylden over evige klassikere, jeg hiver frem igen og igen. Nogle gange for at tage et spil selv, men oftest for at spille mod en ven. Det er efterhånden blevet et fast ritual at slutte en hyggelig aften af med en times puzzle-fight mod hinanden.
Jeg så en skæg spillemaskine kaldet Time Loop på min ferie i Spanien i sommer – det lignede Bust-A-Move, og så kan det jo ikke være dårligt. Spillet er nu blevet udgivet under navnet Ballistic til PlayStation på det amerikanske marked (kan bl.a. købes via DVD Express) og det var med store forventninger jeg greb om mit joypad.
Spillet er, som de fleste puzzlere, ekstremt simpelt. En række af farvede kugler bevæger sig på et spiralspor ind mod midten af skærmen, hvor spillerens kanon står. Du skyder farvede kugler ud i rækken. Får du tre eller flere ensfarvede kugler til at ligge ved siden af hinanden, forsvinder de. Din opgave er selvfølgelig at få alle kuglerne skudt væk inden de når midten af skærmen. Som i Tetris er der ingen tidsfrist, men hastigheden stiger efterhånden som tiden går.
Spillet har tre modes: Stage, Panic og Versus. Stage giver dig nogle prædefinerede baner, du kan kæmpe dig igennem. Panic minder meget om Tetris – der er kun den samme bane, kuglerne bliver ved med at komme, hastigheden stiger støt og det gælder om at overleve så længe som muligt. Versus giver dig mulighed for at spille mod en ven i split-screen. Det virker på præcis samme måde som i Bust-A-Move; når du skyder mange kugler væk, ryger de over i modstanderens række. Det er sindssygt skægt og har den flygtige, meget eftersøgte “lige-een-gang-til”-faktor, der gør det værd at investere i Ballistic.
De fire stjerner er baseret på Versus-mode. Hvis man køber spillet for at hygge sig med det på egen hånd (som man sagtens kan med både Tetris og Bust-A-Move), støder man hurtigt ind i et alvorligt problem: Sværhedsgraden. Den stiger næsten lodret i Stage-mode. Det er ikke ualmindeligt at bruge en hel aften på at gennemføre een bane, og belønningen er en bane, der er endnu sværere. Panic-mode er forholdsvis sjov, men man mangler lysten til at spille den igen. Den ovennævnte “lige-een-gang-til”-faktor bliver erstattet af “nu kan det fandme være nok”. Puzzlere skal være svære og frustrerende til en hvis grad. Men det her er en fornærmelse af spilleren.
Synd at udviklerne ikke har brugt den ekstra tid på at gøre spillet spændende for single-players. Men har du puzzle-fanatiske venner, skal denne perle stå i din samling.
Gamefan har nogle gode screenshots.