Z.O.E.: Zone of the Enders

Mechs. Eksplosioner. Anime. Z.O.E.

Mens vi venter på Konamis utvivlsomt største udgivelse nogensinde (“Se også”), mener Hideo Kojima at vi vil finde underholdning i hans mech-spil, Z.O.E. Og han har ganske ret.

Drengen Leo bor på rumkolonien Antilla i år 2172. Under et fjendtligt angreb på kolonien, ser Leo sine venner blive dræbt af en Frame Runner (mech), og han flygter. Han støder på en forladt Frame Runner af klassen Jehuty, som han klatrer ombord i. Af dens computer, ADA, bliver Leo bedt om at aflevere Jehuty tilbage til dens rette ejere, og således er eventyret igang.

Og eventyret er et godt, gammeldags actionspil. I Jehuty flyver man rundt mellem sektorerne på rumkolonien for at destruere den ene bølge af flyvende mechs efter den anden. I ny og næ brydes disse sekvenser op af opgør med specielt hårdføre mechs, der bl.a. flyves af den onde Viola, som Leo møder indtil flere gange. Andre steder fortælles handlingen via nogle utroligt flotte FMV-sekvenser, der (ligesom spillet selv) kører aldeles upåklageligt og ser fandens godt ud – måske fordi Z.O.E. kommer på DVD fremfor CD?

Styringen fortjener megen ros, idet Konami har formået at gøre robotterne lige så fleksible, som vi kender dem fra tegnefilmene og serierne. Jehuty styres med venstre joystick, og dens hoved med højre joystick. Topknapperne kontrollerer lock-on, lock-off (hvis man vil prøve at flygte), boost og skjold, mens 2 af de almindelige knapper styrer primær og sekundær ildkraft og de 2 andre styrer højde. Den primære skydeknap har desuden hele 3 funktioner, afhængig af afstand til fjenden (langt væk; kanon, tæt på; lyssværd), samt om man affyrer det, mens man bruger boost (selvsøgende missiler). De sekundære våben skal findes først, og der er ca. 15 at vælge mellem. Det virker kompliceret, men man finder meget hurtigt ud af det – ellers kan man konsultere træningssektionen i starten af spillet, hvor det hele forklares i detaljer.

På trods af de mange funktioner lærer man altså hurtigt at kontrollere Jehuty og styringen føles simpel. Det samme kan nok også siges om det ,til tider, ensformige forløb ved at flyve til og fra de forskellige sektorer og eliminere mechs. MEN det medrivende plot holder én fast i samme jerngreb som du kan holde dine modstandere i, og man har hele tiden lyst til at spille videre, for at se hvad der sker.

Og så er det ikke kun plottet der er fremragende (omend en anelse sentimentalt) Modstanderne eller ligeledes fabelagtige! Nogle af dem er gigantiske i størrelse, og de er alle brilliant designede af Yoji Shinkawa der bl.a. også stod bag karakterdesignet i Metal Gear Solid (1 og 2).

Z.O.E. er således et solidt, engagerende actionspil, som dog kan gennemføres på 6-8 timer. Derefter belønnes man med en “Versus”-mulighed, hvor man kan prøve kræfter mod computeren eller en ven, men det trækker egentlig ikke værdien synderligt op. Til gengæld må vi så ikke glemme at nævne, at man jo altså også får en demo af Metal Gear Solid 2 med i købet, og det er så bestemt en oplevelse man ikke bør gå glip af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.