Geek Culture Awards

Gennem den tid Geek Culture har eksisteret, har vi anmeldt alt mellem himmel og jord indenfor geek’ede områder såsom film, spil, musik og andet af interesse for geeks og godtfolk. Vore læsere har kunnet bruge os som en slags guide, der har informeret om, hvad der rørte på sig i geekverdenen. Nu da vi har gjort nettet usikkert i over et år, mener vi det er på tide, vi lægger vores samlede ekspertise på bordet og fortæller jer, læserne, hvad der var cremen blandt sidste års udgivelser.

Vi opsatte visse kriterier for, hvad der kunne vinde en pris. Inden selve uddelingen vil vi lige oplyse jer om disse, så i ikke sidder og siger “hvorfor vandt dén ikke?”.

KRITERIER:
-For at vinde skulle emnet være udgivet inden for tidsrammen 4. kvartal 1999 til 4. kvartal 2000.
-En series sidste afsnit skal være udgivet indenfor tidsrammen.
-Emnet skal være udgivet i vesten (Europa/Amerika).

Nogle vil måske undre sig over, at der er to vindere i nogle af kategorierne. Det har sin årsag i, at vi simpelthen ikke har kunnet blive enige om vinderen. Afstemninger og omafstemninger førte ikke meget med sig, så vi besluttede os for, at der godt kunne være to vindere i en kategori.

Inden vi går til selve uddelingen er her en kort forklaring/uddybning af de forskellige kategorier:

  • Film: Det er selve filmene det drejer sig om her. Formatet er underordnet, så her florerer både biograf- og videoudgivelser. Film-kategorien er opdelt i de genrer, vi mener er de mest centrale. “DVD-Special Edition” forstås som mest omfattende/interessante mht. ekstramateriale.
  • Elektronik: Kategorien hvor vi kårer noget vi i særlig grad synes er geek’et.
  • Musik: Hvilket album kan du bare ikke leve uden og hvilket soundtrack hører hjemme i enhver filmelskers samling? Det er her det sner.
  • Gaming: Hvilke spil var de bedste på markedet? Vi uddeler priser i hver af de vigtigste genrer. Det er spillene og ikke platformen, der er i fokus her.
  • Litteratur: Føde for din hjerne. Hvilken roman tryllebandt vore skribenter og holdt dem væk fra familie og vennekreds? Og hvilken “comic strip” var den mest originale formidler af humoristiske pointer?
  • Anime: At opdele anime i genrer ville være umuligt. Istedet har vi valgt at kåre vindere indenfor kategorierne bedste TV-serie, OVA og Film.
  • Det vi glæder os mest til at se på vore breddegrader: Hvilke igangværende produktioner har vi særligt store forventninger til? Og hvilke endnu ikke udgivne værker skal bare blive tilgængelige i vores ende af verden?…..Er i her endnu? Godt, for her kommer så selve prisudelingeeeeeeenn!

    FILM:

    Action: The Matrix

    Scifi, fed action og tilstrækkelig med dybde i plottet til at afholde den fra at være ren mainstream.

    Øvrige nominerede:
    “Crouching Tiger, Hidden Dragon”, “Gladiator”, “The Boondock Saints”, “X-men”
    .

    Komedie: Galaxy Quest

    En film, der ikke bare er sjov og flot, men også indeholder en herlig satire over en af de mest geekede tv-serier nogensinde.

    Øvrige nominerede: “Austin Powers: The Spy Who Shagged Me”, “O Brother, Where art Thou?”, “Being John Malkovich”, “Dogma”, “Toy Story 2”.

    Drama: Fight Club

    En misforstået film, der alt for ofte får drøje hug af folk, der sjovt nok ikke har set den. Få film slår benene væk under en som denne. Stil, skuespil og plot går op i en højere enhed.

    Øvrige nominerede: “Magnolia”, “American Beauty”, “Sleepy Hollow”, “Gladiator”, “The Blair Witch Project”, “Being John Malkovich”.

    Animation: Prince of Egypt

    Noget nær den perfekte tegnefilm. Smukt tegnet, fremragende fortalt og med en lydside, der virkelig suger én ind i filmen. At kalde den for “tegnefilm” er ikke dækkende. “Tegnet film” passer bedre.

    Øvrige nominerede: “The Iron Giant”, “Tarzan”, “Toy Story 2”, “Road to El Dorado”, “Fantasia 2000”, “Hjælp, jeg er en fisk!”, “Titan A.E.”.

    Dansk film: Blinkende Lygter

    Sjov, rørende og original. Velspillet er den endda også, så der er absolut ingen grund til ikke at synes om denne historie, der bør overbevise alle om, at dansk film lever i bedste velgående.

    Øvrige nominerede: “I Kina Spiser De Hunde”, “Kærlighed ved første hik”.

    DVD-SE: The Utimate Toy Box og Fight Club

    The Ultimate Toy Box: Det er utroligt hvad Lasseter og drengene fra Pixar har proppet i denne udgivelse. Animationsfans bør ikke være foruden denne perle.

    Fight Club: En original film med ligeså originalt ekstramateriale. At det så kommer i spandevis er bare ekstra glasur på lagkagen.

    Øvrige nominerede: “The Abyss: Special Edition”, “Spinal Tap”, “Men In Black – Collectors Edition”, “Gladiator – Limited Edition”.


    ELEKTRONIK:

    Mest geek’et: HotRod Arcade Joystick

    Nostalgi og grillbar-stemning. Hvad gør det, at den er dyr, når bare den bringer barndommen tilbage i geek’en.

    Øvrige nominerede: “Ericsson MP3-afspiller”, “Mobil Internet-radio”, “Dreamcast”, “LEGO Destroyerdroid”.


    MUSIK:

    Album: Underworld: Beaucoup Fish

    Underworld har altid stået som formskabere hvad angår electronica. Med Beaucoup Fish beviste de atter, at denne karakteristik holder. Et sublimt stykke musik.

    Øvrige nominerede: “No Smoking”, “Underworld: LIVE Everything, Everything”, “Leftfield: Rhythm and Stealth”, “Badly Drawn Boy: Hour of the bewilderbeast”, “Yo La Tengo: And
    then nothing turned itself inside out”, “Coldplay: Parachutes”
    .

    Soundtrack: O Brother, Where art Thou?

    Coen-brødrenes seneste film svælger i energiske og velspillede udgaver af gamle 30’er-hits, krydret med gospel og andre spændende sager.

    Øvrige nominerede: “Gladiator soundtrack”.


    GAMING:

    Sport: DC: Virtua Tennis

    Flydende grafik og fremragende gameplay præger dette spil. Nemt at gå til for alle og utroligt vanedannende.

    Øvrige nominerede: “DC: Dead or Alive 2”, “SSX – PS2”.

    Action: PS: Colin McRae Rally 2.0

    Flot, realistisk og fuld af detaljer. Er bilspil sagen, må du bare eje dette spil.

    Øvrige nominerede: “PC: Sacrifice”, “PC: Hitman: Codename 47”, “PC: Unreal Tournament”, “PSX: Castlevania: Symphony of The Night”, “DC: Jet Grind Radio”, “DC: Metropolis Street Racer”.

    Strategi: PC: Diablo 2

    Et af årets bedst sælgende spil var denne forbedrede udgave af klikfesten Diablo, som bød på mange timers strategi/rollespil. Det var stadig en klikfest, men det var også hulens sjovt!

    Øvrige nominerede: “Sacrifice”, “PC: Sudden Strike”.

    RPG: DC: Shenmue

    Et stort spil. Ordet “stort” skal her forstås i enhver tænkelig betydning. Grafik man går bagover af og en spændende historie er integrerede dele af dette spil.

    Øvrige nominerede: “PC: Diablo II”, “PSX: Vagrant Story”, “PC: Planescape: Torment”.

    Puzzle/Adventure: PC: Escape from Monkey Island

    Hvilken Geek har ikke siddet til langt ud på natten for at finde Monkey Island i sin tid? Det nyeste skud på stammen bevarer stemningen og humoren fra sine forgængere.

    Øvrige nominerede: “PSX: Vib Ribbon”,
    “DC: Chu Chu Rocket”, PS2: Fantavision”, “PC: The Longest Journey”, “GBC: Pokémon Pinball”
    .


    LITTERATUR:

    Roman: Jeg skriver til jer, fordi… – Et indblik i Ditlev H. Møllers omfattende brevveksling og Cryptonomicon

    Jeg skriver til jer, fordi… – Et indblik i Ditlev H. Møllers omfattende brevveksling: Sidste års mest lattervækkende danske bog. Bizar, underfundig og gennemtænkt. Simpelthen humor i
    verdensklasse!

    Cryptonomicon: Da Neal Stephenson udgav Snow Crash gik den amerikanske presse bagover og råbte for 117. gang at nu var William Gibsons afløser kommet, og at denne roman i hvert fald var 90’ernes Neuromancer. Det er derfor overordentlig forfriskende, at Stephenson smider hele kyber-cirkuset overbord og sænker læseren ned i en dybt spændende og involverende historie om kodebryderne under 2. verdenskrig. At han formår at kæde historien sammen med et nutidigt venture-eventyr er intet mindre end genialt. Han er ikke Gibsons afløser, og det her er ikke det nye årtusindes Neuromancer. Han er Neal Stephenson og Cryptonomicon er en af de bedste “sådan er det nok sket i virkeligheden”-romaner med nørderne i helterollerne.

    Comic strip: Strid (Politiken)

    Én af de mest originale striber i lang tid, der på uovertruffen, skør vis udforsker genren og dens muligheder. Forarger og underholder til den store guldmedalje.

    Øvrige nominerede: “Dilbert”, “Sluggy Freelance” (www.sluggy.com).


    ANIME:

    Film: Princess Mononoke

    Suveræn vinder i sin kategori. En utroligt smuk film, hvis formål ikke er at sælge en burger, men bare fortælle en god historie. Ubestrideligt et fantastisk værk.

    Øvrige nominerede: “Patlabor 2”, “Perfect Blue”, “Tenchi Forever: The Movie”, “Slayers The Motion Picture”.

    Tv-serie: Cowboy Bebop og Serial Experiments Lain

    Cowboy Bebop: Animation og design, der langt overgår normen for anime tv-serier. Serien er den perfekte blanding af sjove, dystre og sørgelige episoder. Mainstream med en smule dybde. Kan man lide anime er det uundgåeligt, at man også kan lide Cowboy Bebop.

    Serial Experiments Lain: Kunst? Surrealisme? Eller en skizofren tegners værk? Svært at sige, men fantastisk det er det. Lain er ikke for alle, men næsten alle otaku’er vil samstemmigt mene, at Lain er noget af det mest originale, der nogensinde er kommet ud af Japan.

    Øvrige nominerede: “Slayers”, “Battle Athletes”.

    OVA: Samurai X / Rurouni Kenshin

    Kan man lave en “prequel”, der er bedre end originalen? Det skulle man ikke tro, men det er tilfældet her. Smukt tegnet og en fremragende historie. At det er en serie og ikke en film bemærkes næsten ikke.

    Øvrige nominerede: “Key the Metal Idol”, “Please Save my Earth”, “Macross Plus”.


    DET VI GLÆDER OS MEST TIL AT SE PÅ VORE BREDDEGRADER:

    Film: Star Wars: Episode 2

    En kommentar burde ikke være nødvendig her. Lad os nøjes med at sige at vi glæder os.

    Øvrige nominerede: “Lord of the Rings I: The fellowship of The Ring”, “Final Fantasy”, “AI”, “The Barber Project”, “Neuromancer”, “Tim Burtons: “Planet of the apes”.

    Spil: PS2: Metal Gear Solid 2

    Hvis ikke du synes at video-traileren er imponerende, så er du ikke menneskelig. Hideo Kojima har bevist det før, og med “Sons of Liberty” er vi sikre på, at han vil bevise det igen.

    Øvrige nominerede: “PC: Dragon’s Lair 3D”, “PC: Blade of Darkness”, “PC: Halo”, “PS/PS2: Final Fantasy IX”, “PC: Neverwinter Nights”, “DC: Phantasy Star Online”.

    Anime (film/serie/OVA): Memories

    Katsuhiro Otomo (Akira) er ikke en mand med en stor animeproduktion, så når han en gang imellem kommer med noget nyt, har man bare at være opmærksom. Kan ikke anbefales nok.

    Øvrige nominerede: “Escaflowne The Movie: A Girl In Gaea”, “Jin-Roh”, “FLCL”, “Hand Maid Mei”, “Love Hina”, “Karekano (His and her Cicumstances)”.

    Musik: Et nyt Kashmir-album

    Dansk rocks ukronede konger har netop udgivet en EP, og et helt album skulle være på vej i løbet af i år. Det bliver spændende at se om det kan løfte arven fra mesterværket The Good Life.

    Øvrige nominerede: “Björk: Domestica”, “Badly Drawn Boy i Lille Vega 15/03/01”.


    Ja det var så det. I den nærmeste fremtid vil vi afholde en brugerafstemning, hvor I vil få mulighed for at stemme om, hvem I synes skulle have vundet.

    Vi regner med at gøre Geek Culture Awards til en årligt tilbagevendende begivenhed, så indtil næste år. Be well.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.