ATV Offroad

4 out of 6 stars

Hvad mon der sker, hvis man tager Motocross Madness 2 til PC og udskifter motorcyklerne med 4-hjulede “all terrain vehicles” – ATV’er? Jo, så får man faktisk ATV Offroad til PS2. Måske ikke så fantasifuldt, men dejligt underholdende alligevel.

Lad det være sagt med det samme – ATV Offroad ER Motocross Madness 2 på 4 hjul. For de uindviede kan jeg fortælle, at MM2 var et motorcykel-spil, hvor man både kørte ræs i terræn og på baner, samtidig med at man lavede diverse stunts, mens man var luftbåren. Og ikke alene har ATV kopieret de forskellige måder at køre ræs på, faktisk er flere af banerne nøjagtig de samme som i MM2(!) Det lugter jo lidt af hurtige penge, men det er heldigvis underordnet for os, idet spillet sagtens kan stå på egne ben (hjul).

Hvad får man så for pengene? Jo, der er selvfølgelig den obligatoriske træningssektion, hvor man lærer at styre sin ATV. Her lærer man bl.a., hvordan man bruger sin kørers vægt til at lave “pre-load” på støddæmperne, således at man kan få mere højde i sine hop. Og netop denne ting er fundamentalt afgørende for, om man kan beholde sin førsteplads, idet et for kort hop kan medføre, at man lander halvvejs oppe af den næste bakke, mens modstanderne flyver hen over hovedet på én. Øvelse gør mester og man lærer hurtigt, hvilke hop der kræver hvilken fart/”pre-load”. Det er en hårdfin grænse, men følelsen af at have gjort det rigtigt er suveræn. Alt i alt synes jeg, at ATV’en reagerer realistisk (uden at have prøvet en ATV selv), hvilket giver mig associationer til Sled Storm. Dette spil formår ligeledes at viderebringe dén kombinerede følelse af kontrol og realisme, som gør, at man virkelig føler tilfredsstillelse ved at have gennemført et løb – og vundet.

Foruden ATV-træningen er der muligheden for at enten ræse eller træne på banerne i en af de 4 hovedsektioner; kørsel på terrænbane, kørsel på stadiumbane (med mange hop), terrænkørsel for point (stunts) eller terrænkørsel gennem checkpunkter (valgfri rute). I teorien bruger man dog kun disse sektioner til træning (eller multi-player), idet der kun køres et enkelt løb ad gangen, og selvom man vinder disse, åbnes der ikke op for nye baner/ATV’er.

Så vil vi hellere spille Pro Career. Vælg en kører og en ATV og ræs dig gennem alle spillets baner og områder indenfor alle 4 sektioner. Hver gang man placerer højt i et løb, åbnes der for en bane, som kan trænes/ræses via de 4 hovedsektioner. Placerer du dig dårligt, kan du bare forsøge igen. Og igen. ATV Offroad er nemlig pinligt lineært opbygget i denne henseende. Og det er sørgeligt. MM2 havde nemlig nøjagtig den samme, kedelige opbygning, og jeg har svært ved at forestille mig, at det er synderligt vanskeligt at bygge lidt varians op omkring karrieredelen. Måske lidt forskellige mesterskaber, hvor man besøgte den samme bane mere end en enkelt gang? Oh well, måske i ATV Offroad 2.

Musikken er den slags, som jeg skruer ned for, MEGET hurtigt. Men elsker man musikken fra Tony Hawk-spillene, vil man også kunne lide dette soundtrack, som er licenseret fra de nogle af de samme bands. Man kan heldigvis skifte melodi under spillet, så har man bare fundet ét enkelt nummer, som er værd at høre på (hvilket jeg heldigvis har), så kan man sætte det på igen og igen, og drukne den monotone lyd af motorstøj. Teknisk er der dog intet at sætte fingeren på. Som i Smuggler’s Run (fra samme firma) kan man se så langt, som øjet rækker – og opdateringshastigheden er flydende (50-60 fps) det meste af tiden. Landskaberne er beplantet med (detaljerede) træer og har huse, jernbaner m.v., så det ikke virker for tomt.

Når man har vundet sin Pro Career er der desværre ikke så meget nyt at komme efter som enkeltperson, men så er der da altid muligheden for at ræse mod 1-3 menneskelige modstandere i split-screen. Det er også sjovere end at køre mod computeren, der har en tendens til at køre “dumt”, dvs. uden hensyn til, hvor de andre kørere er på banen. Såvidt jeg husker indeholder ATV ialt ca. 10 terrænbaner, 5 stadiumbaner og 5 terræner at ræse rundt i, hvilket nok skulle kunne byde på et par timers underholdning eller ti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.