Animal Crossing: Wild World

5 out of 6 stars
Det tog Nintendos magiske tidsfordriv af et pseudospil to år om at nå vores breddegrader i sin Gamecube-forklædning, og det har firmaet hørt for mange, mange gange. “Big N” har derefter tilsyneladende lært af sine erfaringer, idet de nu udsender DS-udgaven i Europa blot fire måneder efter Japan og USA.

Velkommen hjem

Vi har anmeldt både NTSC- og PAL-udgaven, så jeg vil i det følgende gå ud fra, at folk allerede kender spillets grundlæggende idé. Et stort tab ved Gamecube-udgaven var dog, at det ikke bød på nogen form for online-mulighed, og det er et af de store plusser ved denne udgave, foruden det åbenlyse faktum, at man nu kan spille Animal Crossing, hvor end man befinder sig.

Før jeg kommer til multiplayer-funktionaliteten, er det dog værd at nævne de andre, mindre forskelle mellem GC- og DS-udgaven. Med DS’ens stylus er det nemlig pludselig blevet lettere at stave sig gennem breve, tegne mønstre til blandt andet tøj og tapet, fange fisk og insekter og generelt udføre andre handlinger, der altid har kunne bruge en større præcision, end et joystick kunne give. Spillet fungerer dog også glimrende uden brug af stylus – og det er muligvis bedst uden i det lange løb, da der sjældent er et behov – og taget i betragtning, at den øverste skærm sjældent bruges til andet end at vise himlen, kunne spillet sagtens have været udgivet til GBA. Blot en strøtanke… Af negative ændringer må nævnes, at NES-spillene ikke er med mere, hvilket jeg synes er en stor skam, da jeg mere eller mindre havde møbleret mit gamle hus med dem – og også slappede af med at spille dem i ny og næ.

Som i GC-udgaven kan op til fire beboere flytte ind i ens by, selvom man nu må dele hus (og gæld). Byens omfang er generelt blevet en anelse mindre, men til gengæld har Nintendo både fundet plads til et observatorium og en bar i museumsbygningen. I førstnævnte kan man muntre sig med at kigge på stjernebilleder – eller konstruere og navngive dem selv – mens sidstnævnte serverer fandens god kaffe og byder på levende musik med vores allesammens K.K. Slider. Væk er også den skøre jollekaptajn, men da spillet nu alligevel er mobilt, er det vist også omsonst med sådan en sejlads (der også mere var en gimmick end en nødvendighed). Andre kære og kendte personager er dog i live endnu, og deres kommentarer er stadig fyldt med latterperler, så dialogen aldrig bliver kedelig eller forudsigelig. Der er også mindre arbejde med at returnere ting til byens beboere, hvilket var ret tidskrævende før, så spillet føles altså friskt, om end velkendt.

Fri som fuglen

Trådløst kan op til fire karakterer mødes og trille rundt i samme by, og via et WiFi access-point eller gennem et af Nintendos “WFC hotspots” (hvis man kan finde ét) kan man desuden besøge fjerne venner, udforske deres byer og bytte ting og sager, så længe man blot har udvekslet en vennekode på forhånd. Det er herefter utroligt smertefrit at invitere gæster eller besøge deres by, så længe de blot har tændt for spillet, selvfølgelig. Det er ganske underholdende at mødes på denne måde og se, hvordan ens venner har indrettet sig, mens udveksling af ting så blot er et spørgsmål om at smide dem på jorden foran hinanden. På den anden side er der ikke understøttelse for “gavekoder” mere, så skal man bytte ting skal det altså ske trådløst, hvilket godt kan gå hen og føles mere besværligt end de kendte koder.

Åbner man sin byport, kan der også ske sjove ting, som jeg dog endnu har til gode at opleve. De inkluderer besøg af en mystisk, vandrende kat, som folk over hele jorden har tegnet i ansigtet, hvilket man så også selv kan gøre, inden den forlader byen igen. Opslagstavlebeskeder og breve vil ligeledes dukke op fra tid til anden, og man vil også kunne støde på nye stjernekonstellationer, som ens venner har konstrueret.

Der er desværre ingen understøttelse af tale, hvilket nok vil ærgre folk med for hurtige ADSL-forbindelser og for lidt tid til at besøge sine venner (læs: undertegnede), men stavning med stylus er acceptabel. Spillet ville ellers være yderst passende som et “interaktivt chat-program”, men sådan skulle det desværre ikke være. …Denne gang, håber jeg at kunne tilføje, for jeg tvivler ikke på, at konceptet afføder en dedikeret efterfølger på et tidspunkt.

Grafisk lever DS-udgaven fint op til sin storebror, der dog på ingen måde udnyttede sin værtsplatform fuldt ud. Kameraet er placeret lidt tættere på jorden for at kompensere for den mindre skærm, og samtidig har man krummet horisonten en anelse, således at skærmen ikke virker så fyldt – se skærmbillederne. Det giver et godt overblik, og det er egentlig kun ved præcisionskrævende handlinger, at man bemærker, at spillet rent faktisk udspiller sig på en anden og simplere platform. Lydeffekter og musik er også replikeret ganske tilfredsstillende, og de simple triller skal nok grave sig ind under huden på én. Igen.

I morgen er en ny dag?

Når dagen atter er omme, så er den håndholdte udgave muligvis det bedste spil i serien, men der er enkelte skår i glæden: Har man allerede lagt måneder af sit liv i GC-udgaven, kan det håndholdte tidsfordriv godt føles som en anstrengende øvelse nogle gange. Inklusion af en decideret chat-funktion kunne derfor have hjulpet gamle fans med at sluge pillen, da multiplayer uden lyd er en anelse tamt og tidskrævende. Hvor om alting er, så fortjener Animal Crossing: Wild World alligevel sin flotte karakter, da det isoleret set er ren magi i lommeformat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.