Slitherlink

6 out of 6 stars
Mit liv er ændret.

Sudoku-feberen har længe raseret over de vestlige himmelstrøg, med trykte udgaver i stort set alle papirbårne medier og et utal af rene sudoku-bøger. Jeg laver dem da stadig, men efter at have mestret dem i en grad, hvor jeg enten udfylder alle felter på under fem minutter eller forlader dem uløste, hvis jeg ikke kan finde et tal hurtigt, har jeg været på udkig efter nye udfordringer.

Picross havde mig tryllebunden i lang tid, og den bliver stadig taget frem af gemmerne fra tid til anden. Men hvor lækkert Picross end er, er det ikke et puzzle, jeg er i stand til at koble helt af med – jeg skal have for mange variable i hovedet på en gang og det kræver dermed mere koncentration, end jeg kan opnå på mit forestrukne puzzle-sted: Togturen til og fra arbejde.

Hudsons middelmådige Sudoku Master er faktisk kun én lille brik i deres Puzzle Series-spilserie, der i skrivende stund tæller 13 udgivelser med flere på vej. Desværre er Sudoku Master den eneste af dem, der er brudt ud af det japanske tyngdefelt, og sammenlignet med andre Sudoku-spil, er der ikke meget, der taler i dets favør. Heldigvis kræver mange af disse puzzlere intet kendskab til det japanske sprog, da de for det meste handler om tal, så man kan roligt importere dem – til en pris af kr. 150 stykket kan man ikke brænde nallerne alt for alvorligt.

Slitherlink er udtænkt af atomhjernerne hos Nikoli, et japansk pusleri-magasin, der står bag en stor mængde kulturuafhængige puslespil, der primært arbejder med tal. En anden af Nikolis enorme succeser er netop Sudoku, der dog blev opfundet i Amerika, men altså blev populariseret af Nikoli – hvilket er grunden til, at vi ofte tænker på Sudoku som et japansk fænomen.

De bedste puslespil er altid en perfekt kombination af simple regler og benhård logik. Reglerne for Sudoku kan forklares på 20 sekunder, og alligevel kan de svære af dem tage omkring en time at løse. Det samme gør sig gældende for Slitherlink, der kort og godt går ud på at tegne en slange, der bider sig selv i halen. I et gitter er alle felter enten blanke eller udfyldt med et tal mellem 0 og 3. Tallet angiver, hvor mange sider af feltet, slangen skal berøre. Står der 0, må slangen slet ikke komme i nærheden af feltet. Står der 3, skal slangen berøre tre sider af feltet. Blanke felter er som jokere – her er det frit, hvor mange sider, om nogen, slangen skal berøre.

Det viser sig hurtigt, at Slitherlink er mere vanedannende end heroin.

Spillet starter blidt ud med nogle små gitre på 6×6, der er proppet med tal – jo flere tal, jo nemmere er det. I starten kan man næsten mærke sin hjerne skvulpe rundt og rekonfigurere sig selv i et forsøg på at tænke i Slitherlink-baner. Langsomt, men sikkert, begynder konceptet at klikke, og i et mesterværk af en sværhedsgrads-kurve, følger spillet spillerens udviklende evner så tæt, at det næsten er uhyggeligt. Når man er færdig med de 100 lette opgaver og tager hul på de 100 normale, tænker man instiktivt i Slitherlink-billeder. Hjernen er i stand til at frakoble uvigtige funktioner såsom hørelse og tidsopfattelse og dermed tilføre flere cykluser til det eneste vigtige: Slitherlink.

Når de normale opgaver er klaret, og man begiver sig ud på det dybe vand med de sidste 50 i den svære kategori, kan man tydeligt mærke at ens hovede vokser med en sagte knagen. Man kan ikke længere passe sin kasket og skal nok ha’ en ny hue til vinter, men til gengæld kan man se den lysende slange slynge sig ind og ud mellem de hvide tal, selv med lukkede øjne, og man er i stand til at betjene spillet med så stor hast og behændighed at sms’ende tøser måbende klapper deres telefoner sammen og slukørede rejser sig for at finde en anden kupé at sidde i.

Jeg er næsten sikker på, at mit hovede pulserer nu. Og jeg er lige så sikker på, at Hudson ikke har inkluderet flere opgaver i spillet af frygt for at skabe en super-race af overmennesker, der ultimativt vil destruere vor elskede planet i jagten på det numeriske fix.

Alle spillets 250 opgaver er tilknyttet en timer, og det er mildest talt lamslående at vende tilbage og løse nogle af de tidligere opgaver igen og konstatere, hvor meget bedre man er blevet til det. Hurtigere tider giver flere stjerne-points, der kan veksles til forsøg i spillets rang-test. Sidstnævnte stiller en tilfældig opgave, der skal løses på kortest mulig tid (ligesom alle de andre opgaver i spillet). Klarer man det under spærretiden, får man sin rank vist på hovedmenuen. Når først man er blevet nummer 1, er der ikke så meget at komme efter – men det er også komplet ligegyldigt, da det er spillets opgaver, der drager.

Der kan spilles med stylus eller knapper, og hvor det i starten er nemmest at sidde og pege på de linier, man gerne vil tegne, bliver det hurtigt for unøjagtigt – både i takt med at man selv bliver hurtigere i hovedet, og derfor har brug for et hurtigere interface, og fordi felterne bliver mindre i takt med at spillepladen bliver større. Man kan godt zoome ind, men så mister man overblikket. Knap-interfacet fungerer perfekt og er lynhurtigt at bruge – selvom det kan have lidt problemer med at følge med en hurtig spiller på de største opgaver.

Jeg har spillet over 100 timer på den her lille gnalling af plast og silicium fra fjernøsten, og jeg kan slet ikke overskue den tomhed, der vil indtræde i mit liv i det sekund, den sidste opgave er gennemført. Jeg er bange for, at jeg vil genspille alle levels, jeg ikke har fået højeste rang på allerede – og så ellers bestille en hel bunke flere Puzzle Series-spil. Er du ramt af lange togture og/eller en uslukkelig tørst efter talpuslerier, er Slitherlink det spil, du har manglet hele dit liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.