Animal Crossing (PAL)

6 out of 6 stars

Endelig! Nintendo i Europa har lyttet til befolkningens klagesang og bragt en klassiker til vores verdensdel. Men er det for sent?

For brugere på dette site vil spillet Animal Crossing (AC) ikke være noget nyt bekendtskab. Lars skrev en livsbekræftende anmeldelse af det for næsten halvandet år siden, og AC bytte-tråden i vores fora er et af vores mest besøgte og har flest indlæg. Der har også været en livlig debat om de forskellige udgivelser i anmeldelsens kommentartråd. Faktisk er det dét spil, der har sat gang i flest kommentarer og tråde på dette site.

Der er gået to år siden den amerikanske lancering i midten af september 2002, men nu er det så endelig kommet til Danmark og kan købes i butikkerne. Bevares, konverteringer tager tid, men det kan da undre, at der hen mod slutningen af 2003 udkom en PAL-udgave i Australien, der ikke blev udsendt i Europa. Hvor svært kan det være?

Bare fordi der skal laves en instruktionsbog til stort set hvert land, rettes helligdage, så de passer med de største europæiske lande og oversættes en masse tekst til fem sprog… Sidste opgave er som altid den største forhindring for en hurtig konvertering til det europæiske marked, men det er en særlig fænomenal opgave at skulle oversætte de enorme mængder tekst, der er i AC til fransk, tysk, italiensk og spansk udover at tilpasse det engelske sprog, så det passer til britisk-engelsk. Når det tilmed er gjort med sans for detaljerne i sproget (i hvert fald det spanske, jeg prøvede), er det ikke overraskende, at en europæisk udgivelse har ladet vente på sig.

Fire tilflyttere kommer til matyburg

En våd og regnfuld aften tager matcat toget til matyburg, da en venlig sjæl, Rover, spørger, om han har et sted at bo, når han nu ankommer til byen. Lettere forfærdet over matcats beslutning om at rejse til et nyt sted uden først at have sikret sig et sted at bo hjælper Rover matcat med tage kontakt til en god ven i byen, Tom Nook, der nok kan skaffe ham husly. Det kan han så sandelig også, og matcat kan få lov at købe sig et af fire mindre imponerende huse af Tom. Da matcat kun lige akkurat har nok penge (klokker) til at købe, hvad der svarer til et telt, får han lov til at arbejde resten af i Tom Nooks butik. Træt efter en hård nats arbejde med at plante træer, besøge alle byens indbyggere, der bestemt ikke bryder sig om at blive forstyrret så sent på aftenen, og levere pakker til enkelte af dem, går matcat træt i seng.

I de efterfølgende dage er der et sandt rend af nye indbyggere i byen med lige så fjollede navne som matcats: Først dukker mimi op og køber huset med det lysebrune tag, og dagen efter dukker chico op og erhverver sig huset overfor. Endelig et par dage efter er det den søde coco, der tager byen, og i særdeleshed næsehornet Spike, med storm. Kan de fire finde ud af at bo side om side i meget ens huse – og hvem er det, der poster uartige beskeder på byens opslagstavle?

Lorte Twiggy Shit

Som Lars også fint beskrev i sin anmeldelse af spillet, er AC ikke et spil i traditionel forstand med et klart mål, en vinder eller en slutning. Det er begreber, der ikke eksisterer i den sære, men utroligt underholdende verden, Nintendo har kreeret. Her er det et stort øjeblik, når en ny indbygger kommer til byen, når Tom Nook får nye varer i butikken, eller man bliver forfulgt af en bisværm, fordi man har rystet et træ. Detaljer som bisværmen er der så mange af, at man bliver overrasket hver dag. Man finder det eksempelvis helt naturligt, at man løbe om kap med en bold, når man smider den i floden, og nå at fange den igen længere nede. Det er også en selvfølgelighed, at man kan snurre sin paraply ligesom Gene Kelly, og gør man det i regnen, står det ud med dråber til alle sider.

Glæden ved at møde nye personer (der er næsten 200 i alt), der hver især har sine særheder, er stor, specielt når man nærer følelser for næsten alle karaktererne i spillet. Dette nære bånd til de små nuttede skabninger dannes, fordi der er lagt et enormt arbejde i at give dem personlighed, både i det de siger og i deres ansigtsudtryk. At de også kan nære stærke følelser for spillerne vises med små symboler henover deres overdimensionerede hoveder i korte øjeblikke. Man kan f.eks. gøre dem sure ved at skubbe til dem, mens breve gør underværker for de positive følelser. De er også meget glade for at fortælle de andre spillere i byen, hvem der gør dem glade, og nogle gange viser de også brevene andre har sendt. Den eneste anke er, at de er helt ligeglade med, hvad man har skrevet i brevet, hvilket jeg måtte erfare, da jeg fik oplæst et brev min knægt på seks havde sendt til Twiggy: “Lorte Twiggy Shit”, et brev Twiggy var meget glad for…

(N)online…

Normalt når far får et nyt spil, bliver der spurgt flittigt ind til, hvad det er for noget, og de tre rødder vil meget gerne se mig spille noget af det. Det var der slet ikke tid til, da de først så, at AC var dukket op, det havde storesøster allerede hørt meget om fra en veninde. Derfor gik der ikke mange dage, førend vores lille virtuelle by var helt fyldt op, og samtalen ved middagsbordet og i bussen på vej til skole begyndte at ændre karakter. Det mindede meget om den måned, jeg købte Super Smash Bros Melee, hvilket tog overhånd i en sådan grad, at vi i en periode måtte lave regler om ikke at snakke om spil ved spisebordet. Der var dog en væsentlig forskel – denne gang generede det ikke familiens reelle overhoved, så selvom hun ikke gad spille det, ville hun gerne oversætte for de to mindste og hjælpe så godt som muligt.

Det er for mig bevis nok til, at dette er det ultimative familiespil, i højere grad end eksempelvis EyeToy eller SingStar. Vi udveksler oplysninger om nye beboere, sender frugt til hinanden og bruger vores lyserøde papir til at sende søde og grumme breve til hinanden. Fordi vi spiller det på mange forskellige tidspunkter af døgnet og ugen, kommer vi alle sammen til og oplever hver især meget forskellige sider af byen og personerne i den. Når lektier og andre husgerninger er overstået, er det AC vi samles og konkurrerer om. Konkurrence i den forstand at man gerne vil være først med at få betalt lånet på sit hus af, skaffe sig flest NES-spil og donere flest ting til museet.

Nintendos aktive fravalg af internetopkobling til GameCube er en fejlslagen beslutning, da lige præcis dette spil ville have været perfekt med en adgang til hinandens byer, i stedet for at ‘rejsen’ skal foregå ved, at man kopierer sin karakter over på et andet memory card og tager det med over til en ven. Heldigvis kan man bruge den meget omtalte byttefunktion, men det virker en smule oldnordisk. Til gengæld glæder jeg mig utroligt meget til Nintendo DS-udgaven, der giver mulighed for at spille mod hinanden via standard trådløse netværk – dog ikke via internettet. Blandt alle de annoncerede Nintendo DS-titler er Animal Crossing DS den titel, der virker mest oplagt til den lille todelte, håndholdte konsol.

Samlingspunktet

For et tre år gammelt spil, der fylder så lidt i hukommelsen på GameCuben, at man stort set kan spille det, selvom låget står åbent, er det imponerende hvor meget charme og personlighed, det har. Det har boret sig direkte ind i vores families sjæl og givet os en fælles interesse, som intet spil har gjort før. Havde jeg ikke oplevet mine børns begejstring foran spillet, ville jeg nok have fjernet en enkelt stjerne fra vurderingen, men man skal være et særligt barn for at kunne afvise den umiddelbare nuttethed, som hele AC-verden stråler af.

Tak Nintendo, fordi i har givet vores familie et nyt omdrejningspunkt i hverdagen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.