Rollcage Stage 2

4 out of 6 stars
Sidste år fik de fartglade en (lille) grund til at være glade. Psygnosis udgav Rollcage, en variant af WipEout, hvor man kørte rundt i biler, der i afsindig fart trodsede tyngdeloven og kørte på vægge og lofter. Problemet var bare, at spillet var for frustrerende svært for dødelige mennesker, og AI’en var simpelthen for uhyggelig god (læs: uretfærdig). Det afholdt dog ikke spillet fra at sælge i store mængder, og en efterfølger var uundgåelig.

Rollcage Stage 2 er navnet på dén efterfølger, og jeg kan med glæde i stemmen fortælle, at det er et bedre spil end forgængeren, både for hardcore fart-fans og for de mere normale.

Selve spillet ligner sig selv, hvorfor jeg vil anbefale at folk trykker på link’et ovenfor, og læser min oprindelige anmeldelse vedrørende selve gameplay’et. Der er derudover kommet nye baner (ialt ca. 20), biler (også ca. 20 forskellige), våben (som man stadigvæk IKKE kan vælge at smide væk!), samt nye måder at spille på i multiplayer, hvilket jeg vil komme ind på senere. Endelig har de husket at inkludere single-player “Arcade”, hvor man kan vælge en bane og køre mod computerstyrede modstandere et givent antal omgange. Tak!

MEN, det vigtigste de har rettet til var forgængerens største problem; styringen og modstandernes intelligens/snyderi. Omend det stadig er svært at lære bilen at kende helt og holdent, er der en mindre tendens til at tabe løbet på sidste omgang, fordi en modstander kører op i enden på én, således at man pludselig peger den forkerte vej. Desværre har ATD undladt at fjerne det absolut mest frustrerende våben fra etteren: Missilet, der KUN går efter førerbilen. Det våben gav ofte lignende resultater – at man tabte løbet på sidste omgang. Jeg har ikke oplevet den samme højde af frustration mht. dette våben i denne ombæring, men man ved jo aldrig hvad der kan ske i de hårde sværhedsgrader…

AtD har også prøvet at inkludere alle tænkelige måder at spille multi-player på i toeren. Deathmatch, Rubble Soccer (fodbold med biler), Demolition (smadr alt på en bane)m.v. De forlænger spillets levetid gevaldigt, såfremt man altså har en ven af spille mod. For single-spillere er der (foruden “Arcade” og “Demolition”) bl.a. kommet køreprøver, hvor man skal køre fra A til B indenfor en given tid, hvilket denne anmelder har brugt mere tid på en selve mesterskaberne. Der er sammenlagt 35 konstruerede køreprøver. Og så kan mesterskaberne nu også spilles på 2 måder: Den klassiske, hvor det “bare” gælder om at komme først, og den udvidede, hvor man kan samle tillægspoint til sin placering, ved at skyde modstandere, bygninger o.lign. Alt dette kan man læse mere om på den officielle hjemmeside.

Resultatet er et fyldigt mix af Rollcage og WipEout, der fungerer meget bedre end forgængeren. Masser af “extras” forlænger spillets levetid, omend forgængerens problemer stadig skinner igennem fra tid til anden. Er du nysgerrig på musikken kan du trykke her! Endelig er det også værd at nævne, at prisen er den laveste, jeg endnu har set for et PSX-spil: Ca. 330 kroner!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.