LEGO City: Undercover

5 out of 6 stars
Travellers Tales kaster sig over det oplagte; en hel by bygget af LEGO. Tilføj en hård strømer, en superskurk og en spandfuld humor. Resultatet? Den formentlig stadig bedste LEGO-titel til dato. Nu nedsat til kr. 199 i Nintendos eShop.

Chase McCain vender tilbage til LEGO City efter et par år i eksil. En tidligere sag har bragt McCain i uføre blandt korpsets ledelse, men samtidig er han lidt af en levende legende blandt de menige donut-spisere. Nu er superforbryderen Rex Fury imidlertid sluppet fri fra fængslets snærende bånd, og politichefen tager en pause fra middagsluren for modvilligt at sætte McCain på sagen efter pres fra borgmesteren.

Herfra går den vilde forbryderjagt, og selv om vi kender de fleste mekanikker fra tidligere LEGO-spil, føles det hele forfriskende og nyt i LEGO City. Hvis du troede, at Grand Theft Auto og Saints Row-serierne var distraherende, så vent til du ser en LEGO-by fyldt med skinnende dimser, hvor næsten alt kan – og bør – slås i stykker. Alle biler kan stjæleskonfiskeres, og man kan hoppe ind på bagsædet af en limousine eller taxa, hvis man ikke bryder sig om at køre selv. Der er også mulighed for at tage toget eller færgen, når man først har låst op for dem, så det er ikke svært at komme rundt i den ganske store by.

Ingen slendrian

Spillet mestrer dog en ting, som andre sandkassespil ofte fejler i: Historien er stramt fortalt, og selv om man let kan rende rundt og gøre, hvad man har lyst til, bliver man blidt puffet i retning af handlingen. Det var med til at holde min interesse fangen i længere tid ad gangen, hvor jeg i andre sandkassespil har lettere ved at fare ud ad en tangent med 200 kilometer i timen og politihelikoptere efter mig. Tilføj en sund dosis humor og masser af referencer til både politifilm, -serier og øvrig populærkultur, og underholdningen er sikret. Det hele bliver hjulpet godt på vej af den mentalt udfordrede rigmandssøn Frank Honey, som er menig betjent og stor fan af McChase. Næsten alle kommandoer fra de overordnede bliver sjovere med et “Honey” tilføjet.

Der er desværre to ting, der trækker lidt ned i helhedsindtrykket. Dels er der ikke mulighed for at spille i co-op, og dels er loadtiderne på den lange side. Sidstnævnte bliver dog mindre frustrerende, des længere man kommer ind i spillet, for der er flest filmsekvenser og skift mellem indendørs- og udendørsområder i starten. Efterhånden som man får fri adgang til byen, bliver der længere og længere mellem loadskærmene. På plussiden er der en progress bar, der giver et godt indtryk af den resterende ventetid, og noget vældigt funky musik, så man kan passende groove hen og hente en kop kaffe, når ventetiden indtræffer. Og eventuelt en donut. Jeg sørgede for at have en PS Vita ved hånden, så jeg kunne nå en hurtig runde Treasures of Montezuma Blitz – hvilket også betyder, at det tager lige omkring et minut, når det er værst. Det er dog som regel kun den første loadskærm, som tager så lang tid. Efterfølgende pauser er typisk kun halvt så smertefulde. Det siger ikke så lidt om spillets kvalitet, at jeg vælger at se gennem fingrene med det i bedømmelsen, for det trækker ganske enkelt ikke nok ned, når resten er så godt.

Gamepad’en er nydeligt integreret i spillet. Den fungerer som kort, videotelefon, scanner og GPS. Faktisk render McChase rundt med sin egen gamepad i spillet, så man får en fornemmelse af, at man bruger den samme gadget som ham. Man låser løbende op for ny funktionalitet, og noget af det sjovere er en scanner, der giver mulighed for at bevæge gamepad’en rundt 360 grader om en selv, og placeringen er synkroniseret i forhold til tv-skærmen. Her kan man finde forbrydere, LEGO-klodser, aflytte samtaler og andet godt. GPSen fungerer også glimrende. Man trykker på kortet for at sætte en destination, og så dukker små, grønne “studs” op på vejen, som man bare kan følge til fods eller i bil. Det fungerer rigtigt godt – og det er en mere legesyg tilgang end de fleste andre GPS-efterligninger i computerspil. Den gode integration betyder selvfølgelig også, at det ikke er muligt at streame spillet til gamepad’en, hvilket altid er lidt trist, men siden den fungerer som en integreret del af spillet, så gør det heller ingenting.

Missionerne er sjove og varierede, og der er tydeligvis fundet inspiration i Grand Theft Auto og lignende titler. Siden der er tale om et LEGO-spil, er det selvfølgelig mere stuerent end inspirationskilderne. Det betyder dog ikke, at man bliver snydt for at begå kriminalitet. Det tillades kun, når man er undercover, og chefen har selvfølgelig givet grønt lys til at erstatte alt ødelagt. Man kan med andre ord gå berserk med samvittigheden så ren som nyfalden sne. Volden er dog nedtonet så meget, at man højst slår eller sparker fjender ned og giver dem håndjern på.

Undercover som LEGO-lover

Som i de andre LEGO-titler, har man forskellige evner, når man skifter forklædning. Ligeledes bliver der åbnet op for missioner, man allerede har spillet, så man når som helst kan vende tilbage og prøve et område med nyfundne kræfter. Det fungerer egentlig endnu bedre nu, hvor verden er en stor sandkasse, end i de første LEGO-spil, som i højere grad var opdelt i egentlige baner. Når man er på jagt efter superklodser med scanneren, kommer man ofte ud til områder, hvor man får helt nye ideer, og der er også gemt nogle små, sjove hyldester til andre spil i LEGO-byens kroge – blandt andet et af Nintendos mest kendte.

Et aspekt, jeg holder rigtigt meget af i LEGO-spillene, er de aha-oplevelser, man får undervejs. Nogle gange kan man sidde fast i et område et stykke tid, hvorefter man enten giver sig til at lave noget andet i spillet – eller helt lægger controlleren fra sig et stykke tid – og når man kommer tilbage, går en prås op, og løsningen er pludselig indlysende. Det er den samme oplevelse, som når man spiller et godt, klassisk adventurespil med puzzles. Kombineret med glimrende platformsspil, velfungerende (omend simpel) action, humor og en masse minispil, er der tale om en sikker vinder. Det siger egentlig ikke så lidt, at det eneste, der trækker ned i LEGO City: Undercover’s single player-oplevelse, er loadtiderne. Taget i betragtning hvor godt spillet er, er det en tålelig pris at betale. Rent teknisk kører spillet også nydeligt med kun sjælden og ubetydelig hakken, hvilket er dejligt i et sandkassespil.

Hvis man har børn i hjemmet, er der både dansk tekst og stemmer i spillet. Har man ikke børn, vil jeg anbefale at styre udenom i en stor bue, for de danske stemmer er som knækket kridt mod en tavle i forhold til de engelske skuespilleres levering. Oversættelsen lader dog ikke til at fejle noget – i hvert fald ikke i den periode jeg tvang mig selv til at spille med dansk tale for at se forskellen. Vil man skifte mellem sprogene (og der er en hel del understøttede), tager det sin tid, for man skal først gemme ændringerne, hoppe ud til Wii U-hovedmenuen og derefter starte spillet forfra. Det er lidt ærgerligt, hvis man først vil lade afkommet spille, og derefter selv tage en runde, men det slår trods alt kun at have dansk i spillet.

Som i tidligere LEGO-spil er der mange timers leg tilbage, når historien er gennemført. Man savner lidt achievements eller trophies i et spil af denne type, men der er ikke desto mindre en oversigt over, hvor langt man er kommet, og hvad man har samlet. Er man typen, der vil være sikker på at få 100% gennemførelse i sine spil, kan man altså stadig sigte efter det, og så har man sin sag for. LEGO City: Undercover er bestemt blandt de bedste Wii U-titler – og jeg er sågar fristet til at købe en 3DS for at spille parallelhistorien, som er udgivet på den platform. Så godt er LEGO City Undercover. Med co-op tilføjet ville den sjette stjerne være i hus.

8 tanker om “LEGO City: Undercover

  • 1. juni 2016 at 8:21
    Permalink

    For nylig nåede jeg de 100%, hvilket tog omkring en 70 timer Jeg måtte ty til en walkthrough for at finde den sidste figur, men ellers var det hyggeligt at daffe rundt i Lego City.
    Endnu en gang tak for anmeldelsen, købte spillet på grund af den oprindelige 🙂

    Svar
    • 1. juni 2016 at 17:06
      Permalink

      Jeg synes det er utroligt at folk kan lægge så mange timer i et spil uden at gå kold i det. Jeg har som regel fået nok efter ti timer og det er meget få jeg har brugt mere end tyve timer på. Uanset hvor godt det er.

      Svar
      • 3. juni 2016 at 15:39
        Permalink

        Hvad mener du? Jeg har lige lagt 97 timer i Final Fantasy Tactics Advance. Til Gameboy Advance (dog afvikjlet på Wii U). Fra 2003. Bedste hygge evar!

        Svar
      • 3. juni 2016 at 21:40
        Permalink

        Et umiddelbart blik kastet på mit bibliotek siger, at jeg har brugt 492 timer på CSGO, omkring 400 timer på GTA V, 50 timer på Mass Effect og ca. 40 timer på Mass Effect 2. Jeg har gennemført Dishonered på Xbox 360 og er på vej igennem udvidelserne på PC. Så der er der også 20 timer. Og jeg er ikke færdig med nogen af spillene endnu.

        Men det varierer virkelig meget.
        Se på MGS V, eksempelvis. Det kunne jeg knap nok trække 20 timer ud af.

        Svar
      • 4. juni 2016 at 14:11
        Permalink

        Præcis sådan har jeg det med tv-serier. Jeg ser et par afsnit af et eller andet og så stopper jeg igen. Jeg bliver ikke fanget, jeg ved der kan fortælles historier med mere dybde i karakterene osv. Men jeg gider ikke at investere den tid det tager. En film på to-tre timer passer mig bare bedre.

        Svar
      • 5. juni 2016 at 15:27
        Permalink

        Som (den anden) Lars siger er det ren hygge at tulle rundt i et spil man kender godt. Det kræver selvfølgelig at spillet kan bære det. I Lego City Undercover er der stor afveksling i opgaverne, og som anmeldelsen kommer ind på er der masser af sjove hentydninger rundt omkring.
        Jeg har dog også brugt rigtig lang tid på Tales of Graces F, som man ikke lige kan beskylde for at være hverken afvekslende eller have en masse sjove hentydninger. Her vil jeg tro det er en form for “gotta catch ’em all” virus der gør sig gældende (selvom jeg nu også godt kan lide kampsystemet) . Det er simpelthen ultra fedt og knæhøj karse, at få noget nyt udstyr eller endnu en titel.
        World of Warcraft er et andet eksempel. Selvom man havde lavet en dungeon flere hundrede gange før, var det stadig hyggeligt at sidde og knevre med kammeraterne mens monstrene faldt som fluer.
        Mest af alt handler det måske om at stikke af fra hverdagens stress og jag, ind i verden med faste systemer som man kender ud og ind 🙂

        Svar
        • 5. juni 2016 at 16:29
          Permalink

          Jeg har det lidt på samme måde med tvserier. Det er nye historier i et kendt univers. Dejligt let at forholde sig til.

          Svar
        • 10. juni 2016 at 15:51
          Permalink

          Mest af alt handler det måske om at stikke af fra hverdagens stress og jag, ind i verden med faste systemer som man kender ud og ind

          This!

          Bedste definition af min grund til at spille spil, jeg har læst.

          Svar

Skriv et svar til Kiwi Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.