99% Invisible

99invI de seneste dage har jeg genfundet kærligheden til et radioprogram, der hedder 99% Invisible. Jeg opdagede programmet for nogle år siden, hørte en del af deres indslag, og så stoppede jeg med at lytte efter. Ikke fordi, programmet dalede i kvalitet, men fordi jeg ikke længere havde tid til at høre efter, hvad der blev sagt i det. 99% Invisible er et program, du ikke har lyst til at gå glip af, og siden de fleste afsnit tager mindre end en halv time at lytte til, skal du ikke sætte megen tid af for at kunne nå et afsnit engang imellem. Og hvis du som jeg elsker at lære nye ting om alt muligt forskelligt, er det svært at komme udenom 99% Invisible.

99% Invisible er et uafhængigt radioprogram, drevet af design- og arkitekturnørder, der sætter den gode fortælling over snart sagt alt andet. Det skal forstås positivt. For selvom en del af afsnittene fokuserer på netop design eller arkitektur, er især Roman Mars først og fremmest glad radiomediet, og han elsker gode fortællinger. Det trænger igennem i hans formidling, når han som vært for programmet hver uge tager et nyt emne eller en ny fortælling under kærlig behandling. Formatet er tilpas løst til, at det aldrig føles skabelonskåret, men på den anden side mindes jeg ikke, at andre end Roman har haft den overordnede værtsrolle. Han præsenterer den ugentlige historie, nogle gange har han været med til at producere den, og andre gange træder han hurtigt i baggrunden og giver andre plads til at fortælle.

Netop fortællingerne er programmets største styrke, og variationen er som sagt stor. De seneste uger har jeg således lært om den røde sløjfe, der blev designet for at skabe opmærksomhed om AIDS i slutningen af 1980’erne. Jeg har lært om det arbejde, der lægger i at finde og få lov til at benytte forskellige bygninger til film- og tvoptagelser. Jeg har hørt om Freud’s Sofa, definitionen på en stat og en hel del om betonbygninger. Samtlige afsnit kan anbefales, men det afsnit, jeg husker bedst, er fra november 2012. Jeg hørte det for et år eller to siden, og det har siddet fast i mig lige siden. Det fortæller historien om, hvordan en 13-årig pige baldrede en rude hos en nabo – ved et uheld – og hvordan det vindue hjemsøgte hende de næste mange år. Skaden blev aldrig repareret, og hun fik aldrig selv erkendt sin skyld. Ikke før, hun lavede en radiodokumentar om det.

De gode fortællinger er den primære, men ikke enlige, årsag til, at jeg holder rigtig meget af 99% Invisible. Hvert et afsnit, jeg har hørt, er lige velproduceret. Og det er en ret vigtig pointe, at Roman Mars åbenlyst elsker radiomediet. Det skinner igennem, når han glædesstrålende kan præsentere en genudgivelse af en radiodokumentar fra 1980’erne om et hotel i New York, eller når han taler om de mennesker, der hver uge hjælper han og hans kolleger med at få de bedste historier frem i lyset. 99% Invisible er både en hyldest til radiomediet og et eksempel på, hvad god taleradio er. Samtidig er det fortællemæssigt og rent fagligt virkelig godt stykket sammen. Du føler dig ikke fortabt i historierne, heller ikke selvom mange af dem i sidste ende handler om design, noget der ellers ofte har brug for at blive præsnteret visuelt. Men beskrivelserne af knirkende rulletrapper og kamuflerede krigsskibe er så gode, at du kan nyde fortællingen som den er.

Du kan lytte til programmet gennem din foretrukne Podcast-afspiller – eller direkte fra deres hjemmeside:
http://99percentinvisible.org/ – og hvert et link i denne anmeldelse henviser til et indslag, jeg vil anbefale dig at lytte til, hvis du vil finde ud af, om 99% Invisible er noget for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *