Andy Weir: The Martian

Der er en klassisk trend i science fiction, hvor en meget klog og mmartianeget begavet mand overvinder alle forhindringer, forfatteren lægger på hans vej, simpelthen ved at tænke sig vej forbi dem. Mark Twains hovedperson i A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court, Salvor Hardin og adskillige andre personer i Isaac Asimovs Foundation-serie osv. I det hele taget den ret fejlfri og dermed ofte lidt kedelige protagonist, der aldrig tager fejl – vi kender ham godt og han keder os efterhånden til døde.

Derfor har hovedpersonerne i god science fiction de sidste mange år da også bevæget sig væk fra den type. Moderne hovedpersoner har karakterbrister, de tager fejl (men redder typisk skærene alligevel) og er i det hele taget mere “virkelige”.

Det gælder ikke for Mark Watney. Han er af den gamle skole. Han kan tænke sig ud af ethvert problem, og han gør det. Og det er helt vanvittigt underholdende og noget så værd at læse.

Mark er botaniker og ingeniør på NASAs tredje Mars-mission, Ares 3. Et voldsomt uvejr kort efter at han og resten af besætningen er landet, gør at missionen må afblæses og basen rømmes. Alle skynder sig ombord i fartøjet, der skal bringe dem fra Mars til Hermes – rumfærgen, der sejler astronauter frem og tilbage mellem Mars og Jorden. Desværre bliver Mark fanget af et vindstød og han og hans dragt gennembores af en vildfaren radioantenne. Han efterlades, formodet død.

Det havde været en kort bog, hvis han var død. I stedet får vi beretningen om Marks halvandet år lange ophold på Mars. Først i form af dagbogs-afsnit, hvor han beskriver, hvad han gør for at overleve, i fald nogen engang skulle finde resterne af ham. Han har ingen kontakt med NASA, for hele antenneanlægget er væk og de redundante kommunikationssystemer var ombord på det fartøj, de andre stak af i.

Senere opdager NASA ham dog via satellit, og så får vi også lov til at følge forfærdelsen og de svære beslutninger, der skal tages i den ende af systemet, når en mand, der allerede er holdt mindehøjtidelighed for, nægter at dø.

Og alle tænker lidt for godt og klogt – men det føles ikke urealistisk. Marks utrolige projekt med at plante kartofler på Mars, f.eks., beskrives så udførligt og grundigt, at det virker realistisk. Og vi ved jo, at det kun er de absolut skarpeste knallerter i havnen, der bliver astronauter, så hans intellektuelle overskud og viden er ikke så malplaceret, som det nogle gange var i 50ernes science fiction.

Jeg tog mig mange gange i at bide negle, mens Mark var i knibe (for det kommer han hele tiden), og flere gange hen mod slutningen mærkede jeg en klump i halsen af frygt for at Andy Weir skulle finde på endnu en tarvelig hindring. Jeg var aldrig i tvivl om at Mark ville klare den, men jeg blev i løbet af romanen knyttet så stærkt til Mark, at jeg simpelthen ønskede ham det bedste i stedet for endnu et bump på vejen. Selv om det jo er bumpene, der er det spændende.

Det er også en bog, der er fuld af håb for menneskeheden. I en tid, hvor det politiske klima herhjemme og andre steder stinker af “andre mennesker er mindre værd end os”, kaster en masse mennesker sig i denne fortælling ud i at redde en mand, der er i knibe. Det føles godt. Men jeg tror i højere grad, at min glæde over bogen skyldes, at Mark er både helt og anti-helt. Hans flabede humor gennemsyrer hans dagbogs-afsnit, så jeg kommer til at holde af ham – samtidig med at jeg tydeligt fornemmer, at humoren er en fortvivlet overlevelsesmekanisme.

Lad mig give et par eksempler på stilen:

  • Actually, I was the very lowest ranked member of the crew. I would only be “in command” if I were the only remaining person. What do you know? I’m in command. 
  • Me: “This is obviously a clog. How about I take it apart and check the internal tubing?” NASA: (after five hours of deliberation) “No. You’ll fuck it up and die.” So I took it apart.
  • The screen went black before I was out of the airlock. Turns out the “L” in “LCD” stands for “Liquid.” I guess it either froze or boiled off. Maybe I’ll post a consumer review. “Brought product to surface of Mars. It stopped working. 0/10.”

Bogen er fuld af den slags guldkorn, og jeg har haft den med mig på min Kindle overalt, mens jeg læste den. Ethvert ledigt øjeblik (og toiletbesøg) blev brugt i selskab med Mark Whatney. Han er et af den slags mennesker, jeg ville elske at møde – så ville jeg give ham en øl og lade ham rante om rødt sand og støvstorme i timevis.

Er du til klassisk hard science fiction, hvor det tager et år at vende et rumskib og man ikke har kunstig tyngdekraft og andet trylleri, så bør du virkelig læse The Martian. Også fordi den er spændende og sjov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.