Mario & Luigi: Paper Jam Bros.

PS_3DS_MarioAndLuigiPaperJamBros_GER
Hvis man, som jeg selv, synes at japanske rollespil (også kaldet JRPGs) er noget af det hyggeligste, og hvis man har ejet en Nintendo-maskine siden Super Nintendoen, så har man måske på et tidspunkt stiftet bekendtskab med et af Nintendos efterhånden mange JRPGs med deres maskot, Mario. Mario & Luigi: Paper Jam Bros. er et nyt af slagsen, men lad os lige først træde lidt tilbage og kigge på historien bag.

Det første af slagsen hed Super Mario RPG, og det var netop til Super Nintendo. Det blev udgivet i Japan og USA i 1996, men ikke i Europa, før den digitale genudgivelse til Wii 12 år senere. Det var et samarbejde mellem Nintendo selv, og firmaet Square, der stod bag kæmpe-serien Final Fantasy. De to selskaber stoppede samarbejdet kort tid derefter, så der kom aldrig en reel Super Mario RPG 2, men Nintendo selv gik videre og lavede den åndelige efterfølger, der fik navnet Paper Mario, og udkom på konsollen Nintendo 64 i 2000 og 2001. Det blev endda udgivet i Europa. Paper Mario blev skamrost af anmeldere, deriblandt vores egen Lars Jørgensen, og til forskel fra Super Mario RPG kunne Nintendo frit lave efterfølgere til Paper Mario. Paper Mario 2: The Thousand Year Door udkom til Nintendo GameCube i 2004, og fik ligeledes meget pæne ord med på vejen. Et tredje spil ved navn Super Paper Mario blev udgivet til Wii i 2007, og selvom modtagelsen ganske vist var positiv, var spillet blevet gjort mere til et platformspil, og det virkede som om Nintendo følte, de blev nødt til at tage Paper Mario-serien i en ny retning. Det fjerde og indtil videre sidste spil i Paper Mario-serien prøvede igen at ændre ved den grundliggende opskrift. Paper Mario: Sticker Star udkom i 2012 til 3DS, og var dermed det første spil i serien, der kom til en bærbar konsol. I Sticker Star havde Nintendo forsøgt at gøre spillet mere enkelt, og havde fjernet mange af de ting, der ellers er faste bestanddele i traditionelle JRPGs. Der var ingen erfaringspoint eller magi. Ens status og angreb blev repræsenteret af klistermærker, og som resultat deraf føltes det unødvendigt at deltage i de kampe, der udgjorde en rigtig stor del af spillet. Anmeldelserne var måske ikke ligefrem negative, men det var tydeligt, at Paper Mario som serie var kørt lidt af sporet.

Sideløbende med Paper Mario-serien er der faktisk en ANDEN serie af JRPGs med Mario i hovedrollen. Serien hedder Mario & Luigi, og dén serie startede på GameBoy Advance i 2003 med spillet Mario & Luigi: Superstar Saga, der var udviklet af AlphaDream. I Mario & Luigi-serien følger man altid både Mario og hans bror, Luigi. Det første lange stykke tid virkede det til, at Paper Mario-serien var på de stationære konsoller, hvor Mario & Luigi udkom til de bærbare, og ser man bort fra Sticker Star, så holder det faktisk stadig i dag. Superstar Saga blev en succes, og efterfølgeren kom til Nintendo DS i 2005 (2006 i Europa) under navnet Partners in Time, hvor man både styrede unge og voksne udgaver af de to brødre. Spillet var hyggeligt, men modtog ikke helt så høje karakterer som hverken Superstar Saga eller det tredje spil, der fik titlen Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story. Inside Story udkom i 2009, og skulle blive det sidste i serien til Nintendo DS. Det var også lidt mere eksperimenterende end de tidligere spil i serien, og det skulle vise sig at være en rigtig positiv ting. Noget af tiden gik man rundt inde i Marios ærkefjende, Bowser Koopa, der var blevet kæmpestor. Til tider skulle man vende maskinen på langs i en ny slags kamp, eller man skulle måske bruge DS’ens stylus og mikrofon. Bowser’s Inside Story fik som sagt en meget positiv modtagelse af anmelderne, og selvom serien ikke helt har levet op til det siden da, så var seriens fjerde udspil, denne gang til 3DS, stadig en solid titel, der passede godt ind i serien. Spillet udkom i 2013 i den periode, Nintendo kaldte “The Year of Luigi”. I den periode udgav Nintendo en serie af spil, hvor Luigi havde en mere central rolle end normalt. Spillet havde undertitlen Dream Team Bros., fordi meget af handlingen foregik i Luigis drømme.

Det bringer os frem til 2015, hvor begge serier mødes. Jeg har tilbragt en små 20 timer i selskab med det seneste spil om Mario og Luigi, nemlig Mario & Luigi: Paper Jam Bros. Titlen har dog intet med printere at gøre, men indikerer derimod, at der er tale om en crossover imellem de to JRPG-serier. Mario & Luigi-serien har siden det andet spil altid haft en gimmick, og denne gang er det altså, at der er indblandet elementer fra den anden serie. Til forskel fra Paper Mario-serien har AlphaDream det ret fint med at udgive spil uden kæmpe ændringer, og det er også tilfældet med det seneste spil her – der er ingen kæmpe nytænkninger, og fans af serien ved på forhånd, hvad de går ind til. Til gengæld er der adskillige små twists, der alligevel gør spillet friskt og interessant.

Historien starter med at Luigi ved et uheld vælter en bog ned fra en reol. Bogen indeholder Paper Mario-universet, og ud vælter forskellige karakterer, der alle ser ud, som om de er lavet af papir. Pludselig er der to Marioer, to prinsesser, og vigtigst af alt, to Bowsere. Bowserne skændes lidt med hinanden til at starte med, men de bliver dog enige om at kidnappe de to prinsesser. Mario og Luigi skal naturligvis redde dem, og de får så selskab af Paper Mario, der denne gang fungerer som den tredje del af deres gruppe.

Hvis man aldrig har prøvet et af disse spil før, så er en kort beskrivelse på plads, også selvom man har prøvet et JRPG før. Man kan vandre nogenlunde frit rundt i Mario & Luigi. Perspektivet er sådan lidt oppefra og til siden ligesom i Zelda-spillene, og når man møder en fjende og kommer i kamp, skifter spillet over til en særlig kampskærm, hvor man som regel har hovedpersonerne i den ene side og fjenden i den anden side. Intet er dog helligt, og specielt i de mange specialangreb kan der vendes op og ned på det hele i kampene. Kampene foregår dybest set efter tur, men det er mere indviklet end som så. Spilleren vælger i en cirkulær menu, om der skal angribes eller bruges helbredende genstande, og hvis man så vælger at angribe, er der forskellige typer angreb. Normalt er der mulighed for at hoppe på fjenderne, som man også kan i Marios platformeventyr, eller man kan slå dem med en hammer, som i Donkey Kong. Fjender med pigge på ryggen skal slås med en hammer af indlysende grunde, og flyvende fjender skal besejres med hop. Der er også specielle angreb, hvor brødrene (og nu også Paper Mario) kan arbejde sammen om at opnå større og vildere effekter. Disse specielle angreb fungerer lidt som mini-games, netop fordi de i så høj grad vender op og ned på det hele. I et af de nye angreb bliver fjenderne klistret op på en mur, som de tre hovedpersoner så spiller squash op ad. Hver gang bolden rammer muren, tager en af fjenderne skade, og bolden ryger tilbage til hovedpersonerne, hvor spilleren skal trykke på den knap, der svarer til den nærmeste hovedperson. Hver eneste af disse særlige angreb kan man til enhver tid slå op i spillets indbyggede guide, hvor man også får frit lov til at øve sig, til man føler sig tryg med timingen. De almindelige angreb kræver også særlig timing. Hvis man trykker på Marios knap, lige som Mario hopper på en fjende, så giver han ekstra skade. Trykker man på Luigis knap lidt for sent, når han forsøger at slå fjenden med en hammer, så falder hovedet af hammeren, og angrebet giver meget mindre skade. Ligeledes skal man være vågen i modstanderens tur, for et tryk på knappen på det rette tidspunkt kan betyde, at man måske undviger et angreb, eller endda vender angrebet tilbage imod modstanderen eller modstanderne. Denne fokus på mere dynamiske kampe gør spillets kamp mere levende, og der går længere tid, ingen kampene kommer til at føles kedelige.

Normalt i disse spil samler man erfaringspoint efter kampene, og når man opnår et fastlagt antal, går man et niveau op og bliver en lille smule stærkere – et såkaldt “level up”. Man er sjældent langt fra et level up med en af de tre hovedpersoner, så det føles hele tiden som om, man bliver stærkere, og man er hele tiden motiveret til at tage en kamp mere. Kampene føles sjældent unødvendige. Skulle jeg pege på noget negativt ved karakterudviklingen i spillet, skulle det være, at man har fået mindre medbestemmelse end tidligere. Førhen har man haft mulighed for at vælge en attribut ved sin karakter ved level up, og den attribut får så en lille smule bedre tal end ellers. Det kan være styrke, forsvar, mængden af specialangreb, karakteren kan igangsætte eller nogle andre ting. I dette spil er udvalget lidt mere begrænset. Udover levels har man nu også rang. Den første rang hedder Mushroom, og den dækker fra level 1 til 5. Den næste rang hedder Shell, og den varer fra 6 til 11. Der kommer længere imellem de forskellige rangklasser, men hver gang man går en rang op, kan man så vælge en attribut, som automatisk får flere plusser ved level up. Dette valg gælder så hver level up, og samme attribut kan ikke vælges flere gange. Man føler stadig, man har indflydelse på udviklingen, men ikke i så høj grad som før. Det er ærgerligt. Der er også en mængde hamre, sko, bukser og lignende udstyr, man kan købe og bruge til at gøre karaktererne bedre. Det er ikke vildt mange, men lige nok til at man får indtryk af, at man kan gå i forskellige retninger med karaktererne. Jeg havde Mario til at være hurtig, mens Luigi havde meget forsvar. Paper Mario var til gengæld hurtig, så han kunne nå at agere før fjenden, hvis jeg var i en mere alvorlig situation end normalt, som eksempelvis en boss fight. Paper Mario fungerer også lidt anderledes end de to “normale” brødre, for han har evnen til at lave kopier af sig selv, og kan på den måde undgå at tage skade, hvis man sørger for at lave nok kopier.

Serien føles dog aldrig som en “dungeon crawler”, hvor hoveddelen af spillet foregår i enorme områder med kamp. Meget af tiden udforsker man bare, og hvis man af en eller anden grund ikke har lyst til at kæmpe, så kan man bare undgå at gå ind i fjenderne. I dette spil er det tit et mål, at man skal finde de svampemennesker, der stort set altid er med i Marios spil. De hedder Toads, og det gør det ikke mindre forvirrende, at der faktisk også er en karakter, der hedder Toad. Flere steder gemmer de sig, og man bliver så nødt til at finde dem, for at få hjælp til at komme videre i historien. Nogle af dem løber endda væk, og man skal så tackle dem på det helt rigtige tidspunkt. Ligeledes er der Toads, der er blevet snuppet af fjender, og man bliver så nødt til at besejre fjender, for at få dem tilbage. Der er altså en del gemmeleg og tagfat, og det er nok ikke helt tilfældigt, at meget af spillet vækker mindelser om barneleg. De lidt større kampe fra Bowser’s Inside Story er på en måde tilbage. Svampefolket får lavet kæmpe origami-udgaver af Mario og Luigi, og disse giganter skal så kæmpe imod tilsvarende udgaver af klassiske Mario-fjender i en helt anden slags kamp, der foregår i både 3D og realtid. Det er sjovt at prøve til at starte med, men disse kampe holder ikke så godt i længden. De er heldigvis hurtigt overstået.

Siden det forrige spil i serien er der kommet ny hardware på markedet. Paper Jam kører fint på en almindelig Nintendo 3DS, men hvis man har en New Nintendo 3DS kan man bruge de ekstra knapper til at bruge helbredende genstande hurtigere. Spillet understøtter også Amiibo på New 3DS eller ved brug af en særlig adaptor til de ældre 3DS maskiner. I kamp har man adgang til særlige kort, der fungerer ved siden af karaktererne. Disse kort kan man enten samle op, købe i spillets butikker, eller man kan lave dem selv ved brug af en Amiibo. Spillet har endda en særlig måde at skabe kort på, hvor man skal bruge to Amiibo-figurer. Jeg har kun én, så jeg har ikke haft mulighed for at teste denne feature, men jeg har heller ikke følt, at jeg manglede det i spillet. De særlige Amiibo-kort skabes, ved at man først køber et blankt kort. Så finder man det rette sted i spillet, hvor kortene bliver lavet. Figuren skal derefter placeres på den nederste skærm. Imens begynder kort at køre meget hurtigt rundt på den øverste skærm, lidt ligesom en enarmet tyveknægt. Når man så fjerner figuren igen, så fastslår spillet, hvilket kort, man har skabt. Det kort skal gemmes på figuren, der derfor igen skal placeres på skærmen. Når kortet skal bruges i kamp, skal Amiiboen igen placeres på den nederste skærm. Det virker en anelse upraktisk, og det gør spillet lidt mindre egnet til længere rejser. Som nævnt tidligere, så føles det dog mere som en skæg tilføjelse end som en vigtig del af spillet, så man kan godt klare sig helt uden.

Grafikken er ikke dårlig, men der er heller ikke noget specielt imponerende ved den. De fleste karakterer er todimensionelle sprites, også dem, der skal forestille at være tredimensionelle. Til gengæld er baggrundene for det meste tredimensionelle. Der er dog gjort meget ud af at gøre forskellen tydelig på sprites fra Mario & Luigi og deres modparter fra Paper Mario. Der er flere nuancer på dem fra Mario & Luigi, og de peger oftere i de mere “skæve” retninger, hvor figurerne fra Paper Mario næsten altid peger enten helt til højre eller venstre. Det er bittesmå detaljer, men det er tydeligt, at der er tænkt meget over det. En anden lille detalje er, at Paper Mario laver en anden lyd når han hopper, end Mario og Luigi gør. Ingen ville have brokket sig, hvis AlphaDream havde valgt en nemmere løsning, men det er alligevel fedt, at de har udvist den slags fokus på detaljer.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er virkelig begejstret for Mario & Luigi: Paper Jam Bros., men der er nogle småting her og der, der afholder mig fra at give det topkarakter. Det kunne måske klæde AlphaDream at tage lidt flere chancer med franchisen, men de har på den anden side også formået at lave et spil, der ligger meget tæt på midtpunktet mellem velkendt og friskt. Amiibo-delen gør ikke noget for mig personligt, men det var hyggeligt nok lige at få brugt den Amiibo, jeg ikke havde brugt siden Super Smash Bros. udkom til Wii U. Fans af genren, eller bare af let tilgængelige adventurespil med rollespilselementer kan trygt opfatte dette som en varm anbefaling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *