Star Fox Zero

3 out of 6 stars

For de blandt os, der har spillet Nintendo-spil siden vi gik med ble (næsten), er Star Fox-serien en gammel kending. Det første spil kom til Super Nintendo (SNES) tilbage i 1993, og var med sit udnyttelse af den nye Super FX grafikchip temmelig banebrydende. Chippen – der i øvrigt sad i spil cartridge’n, og ikke i selve konsollen – gav hjemmespillerne flydende 3D-grafik, der kunne matche den, man så på arcademaskinerne. Star Fox blev udviklet specifikt for at demonstrere mulighederne i Super FX, og det blev så populært, at serien efterhånden er kommet op på seks udgivelser. Den seneste hedder Star Fox Zero, er til Wii U, og er på mange måder også en teknologidemo.

Spørgsmålet er, om det stadig er en god ting.

Håber du er god til multitasking

Styringen i et Star Fox-spil har aldrig været superenkel (måske med undtagelse af det første, som var 100% on-rails), men i Star Fox Zero bliver niveauet skruet helt op til 11. Som i de tidligere spil skal man både styre sit fartøj og sigte med våbnene separat. Styringen af retningen med venstre styrepind på GamePad’en er ligetil, men samtidig skal man sigte ved at bevæge GamePad’en. Man kan ikke få lov til at bruge den højre styrepind. Samtidig er der jo nu en ekstra skærm på GamePad’en, så den skal naturligvis også bruges til noget. Her i spillet ses et cockpit view på den lille skærm, og du må hellere være klar til at bruge det view til at sigte med, for ellers rammer du aldrig noget.

Resultatet er, at man sidder og kaster sig frem og tilbage med GamePad’en for at sigte, samtidigt med at ens blik flakker mellem tv’et og den lille skærm, Hvis man, som jeg, hurtigt bliver frustreret over komplicerede kontroller, varer det ikke længe før man er klar til at smide sin GamePad i skraldespanden i et rendyrket rage quit.

Star Fox Zero 3
På Arwing-missionerne er alt ved det gamle.

Så det er tydeligt, at Nintendos udviklere har fået besked på at benytte så mange af Wii U’s specielle muligheder, uden at skele for meget til, om det var den rigtige måde at designe kontrollerne på. Istedet er i hvert fald styringen blevet til endnu en teknologidemo, og i dette tilfælde imponerer det ikke.

Okay, men hvad med spillet?

Ser man bort fra den kluntede styring, er Star Fox Zero på mere sikker grund. Kendere af serien vil omgående genkende Fox McCloud og hans kammerater Slippy, Falco og Peppy. Det velkendte Arwing-rumskib har også her selskab af flere andre fartøjer, bl.a. Landmaster-kampvognen og den nye Gyrowing, der er en slags mellemting mellem en helikopter og en drone. Når man flyver Gyrowing, kan man sænke en lille robot ned i et kabel, og denne kan man så bruge til at nå ind på steder, hvor ens eget fartøj ikke kan komme. Kablet er dog ikke særligt langt, så man skal placere sin Gyrowing med forsigtighed, inden man firer sin robot-MiniMe ned. Under træning er det ikke noget problem, men under konstant beskydning fra fjender kan det blive hektisk. Robotten kan også bruges til at hacke sig vej ind i nye områder på banen, men dette er ikke, som man kunne tro, et minigame indeni spillet. Man kører bare robotten hen til døren, trykker på en knap, og så er der åbent.

Star Fox Zero 2
Der “hackes”.

Spillets historiemissioner veksler mellem Arwing-, Landmaster- og Gyrowing-missioner, så det er ikke sådan at man bare kan vælge det fartøj, der passer en bedst. Grafisk har spillet fået en opdatering (meget naturligt på en ny hardwareplatform), men derudover er der meget lidt nyt. Stilen er stadig (bevidst) 60’er-retrofuturistisk, og selv om det kan være lidt svært at tage de antropomorfiske topguns særligt alvorligt, så er spillet fyldt med action. Bortset fra den problematiske styring er Star Fox Zero en værdig nok efterfølger til de andre spil i serien, og er man en twitch gamer med hang til 3D-action, der kræver barberbladsskarpe reaktioner men knap så meget eftertænksomhed, er der underholdning til en del timer.

Og ja, man kan stadig lave et barrel roll.

8 tanker om “Star Fox Zero

  • 6. maj 2016 at 14:06
    Permalink

    Jeg varmede bare aldrig op til denne serie. Jeg har prøvet adskillige gange, senest til 3DS, hvor oplevelsen da også var lidt lunken.

    Og hvis vi lige tager “Det er jo fra Nintendo!” ud af ligningen, så ser jeg netop kun serien (som Henrik så skarpt observerer) som en techdemo. Næ du, giv mig et nyt Metroid Prime – dét kan de finde ud af! At det så ikke er fra Nintendo internt, kan man tænke over, men det er stadig deres serie.

    Svar
    • 6. maj 2016 at 14:27
      Permalink

      Hvad skulle du med en ny Metroid Prime? Du har jo ingen WiiU så vidt jeg husker – og nægter at købe flere konsoller, der ikke hedder PlayStation,

      Svar
      • 6. maj 2016 at 16:35
        Permalink

        Nægter og nægter. Med det rette spil kunne jeg godt finde pengene, og kom der et Metroid Prime med ALMINDELIG controller-styring som i GC’ens dage, så købte jeg fluks en Nintendo-maskine.

        Det rører dog ikke ved det faktum, at jeg ikke har fundet Nintendos spil så interessante siden GC’en. Jeg har da en Wii, men jeg gider bare ikke hele det der flagreri med armene for at spille et spil. Når VR lander her i huset bliver det også for seated plays skyld, at jeg investerer i det.

        Svar
        • 6. maj 2016 at 23:05
          Permalink

          Jeg har aldrig ejet en Wii eller Kinect. Det tætteste jeg er kommet er Move, og det var ingen udpræget succes. Jeg står ikke i første række til VR, og hvis jeg hopper på, venter jeg nok en generation eller to, så Jens, Morten og andre first movers har fundet alle børnesygdommene.

          Svar
  • 6. maj 2016 at 14:21
    Permalink

    Jeg overvejde at melde mig som anmelder, men jeg brød mig ikke om tanken at styre med skærmen på controlleren. Det var også det, der ultimativt ødelagde Wonderful 101 for mig.

    Svar
    • 6. maj 2016 at 16:40
      Permalink

      Netop. Al den fysiske udfoldelse, når man bare vil slappe af – det er en uskik, siger jeg 🙂

      Svar
      • 6. maj 2016 at 23:02
        Permalink

        Jeg er helt enig. Og ud over at det krævede fysisk aktivtet (uha), så var det forvirrende og decideret spilødelæggende.

        Svar
  • 7. maj 2016 at 9:14
    Permalink

    En anden ting, som I Unge Mennesker helt glemmer, er at folk oppe i alderen altså skal have læsebriller for at se ting tæt på. Det betyder at spil, hvor man alternativt skal kigge på tv’et og gamepad’en meget hurtigt bliver lagt på hylden her. Jeg gider ikke sidde og tage briller af og på hele tiden, og at kigge ud over kanten af læsebrillerne (når man skal se tv’et), får mig naturligvis til at se frygtindgydende klog ud, men det er godtnok noget af en showstopper for underholdningen.

    Svar

Skriv et svar til Lars Kim Lund Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.