Metal Gear Solid V: Phantom Pain

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain udkom i september 2015. Her på Geek Culture prøver vi i så vidt muligt omfang at anmelde spil (og andre udgivelser) indenfor en rimelig tidsgrænse. Det er fair over for de udgivere, der giver os adgang til titlerne, og det gør også, at vi kan ride med på bølgen, når folk sidder og søger efter et nyt spil, de måske har hørt nævnt her og der, og som de gerne vil vide mere om. I skrivende stund er vi på vej mod maj måned 2016, og jeg formåede vist ikke ligefrem at skrive denne artikel indenfor en rimelig tidsgrænse. Men det er dog en grund til.

Den vigtigste, og min primære pointe om spillet, er dog, at Metal Gear Solid V: The Phantom Pain ikke er noget dårligt spil. Det er til tider et dybt fascinerende, spændende og grundlæggende godt spil i den kategori, hvor du som spiller har alle muligheder i hele verden for at snige dig rundt i flere timer uden at blive opdaget af nogen fjender. Som spillet skrider frem, får du adgang til mere og mere legetøj, du kan bruge til at drive gæk med fjenderne, og alene derfor, er det sjovt at spille videre, da der kan være noget nyt på vej, om det så er en riffel med kikkertsigte eller noget mere eksotisk.

Det er ikke kun mennesker, du kan frelse og tage med hjem til din base. Du kan også åbne dit eget menageri. Hunden her viser sig dog hurtigt at være lidt for meget en vildbasse til, at man kan lade ham tøffe rundt i fangenskab.

Spillet er omfattende. Jeg endte med at bruge mere end 100 timer på The Witcher 3, inden jeg var færdig med spillets hovedhistorie, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne få mindst lige så lang tid ud af Metal Gear Solid V: The Phantom Pain. Men jeg har også, i de små 20 timer, jeg har fået tvunget mig selv til at spille spillet, opdaget, at spillet bare ikke er noget for mig. Det har intet med spillets gameplayelementer at gøre. Der er intet som sådan, der står i vejen for, at du som spiller får en fantastisk oplevelse ud af det. Men spillets historie fortælles på en måde, der gør, at jeg bliver frastødt af det.

Jeg ved ikke helt, hvorfor. Men hver gang jeg når til en mellemsekvens eller en mission, hvor historien er i fokus, får jeg lyst til at lægge spillet fra mig for så aldrig at røre det igen. Det er en sær oplevelse, og det er ikke en, jeg har haft før med noget spil. Og det er synd. Det er synd, for Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er et fremragende spil, målt på gameplay. Det er et open world spil, der bare venter på at blive udforsket og indtaget. Dets verden er delt op i hoved- og sidemissioner. De fleste af missionerne kan koges ned til, at du skal liste dig rundt omkring nogle fjender for enten at kidnappe nogen, redde nogen, sprænge noget i luften eller udføre en lignende handling. Og når det bare handler om det, er jeg klar. Den del af spillet er virkelig god underholdning. Du har adgang til våben med sovemedicin, en smart kikkert, en art tablet (med art mener jeg, at spillet immervæk foregår i 80’erne, omend i en lidt anden version af verden, end den vi kender) og alskens andet legetøj. Og der kommer som allerede mere til undervejs.

Du kan kidnappe fjender, redde frænder og hugge alt fra stående maskingeværer over containere og lastbiler. Du binder blot en ballon fast til dit mål, og så svæver den ellers hjem til din base. På basen bliver dine gevinster omdannet til ressourcer, som du kan bruge på at udvikle flere våben og mere legetøj til dig og den makker, du har med dig på mission. Din første makker er en hest, herefter følger en hund og herefter har du andre muligheder end det. Og det lyder jo alt sammen meget godt, så hvad er det, der afholder mig fra at kyle tre eller fire gange så meget tid efter spillet, som jeg har gjort?

Problemet ligger som sagt i historien. Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er en del af en spilserie, der strækker sig over mere end 20 år, og som tæller mere end 10 spil. Jeg har rodet med et enkelt andet spil i serien og læst og set en hel del indhold om selve historien, der er ganske indviklet, for at sige det mildt. Mange husker måske spillet Metal Gear Solid, der i sin tid udkom til PS1. Det spil handlede om Solid Snake, mens Metal Gear Solid V: The Phantom Pain handler om en karakter kaldet Venom Snake. De to spil fokuserer på hver deres hovedperson, og de to spil fokuserer dermed også på hver deres tidslinje. Der er den tidslinje, hvor man følger Solid Snakes karriere, og der er den, hvor man følger den anden Snake, også kaldet Big Boss. Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er kulminationen på den fortælling og skulle gerne forklare, hvorfor Big Boss blev en skurk i spillets samlede univers. Men så langt nåede jeg altså ikke i historien.

Metal Gear Solid V: Phantom Pain 2
Og efter et stykke tid i spillets univers er hunden pludselig voksen nok til at komme med sin adoptivfar på eventyr.

Jeg tror dog også på, at Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er et af den slags spil, der nok skulle komme ud til sine fans, om anmelderne skrev om det eller ej. Samtidig fik spillets lovprisninger i spandevis, da det udkom i efteråret 2015, og spørgsmålet er så, hvad jeg kan bringe med til bordet? Kender du spilserien grundigt nok til umiddelbart at vide, at der er forskel på de forskellige hr. Snakes i spillet, og ved du, at Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er fuldlængdefortsættelsen til den prequel, der udkom i i 2014, kaldet Metal Gear Solid V: Ground Zeroes, så har du truffet din beslutning. Og så har du nok allerede købt spillet.

Men kan andre, der ikke er fans af serien, få noget ud af det? Ja, det vil jeg absolut mene. Hvis du er glad for snigespil og elsker ideen om at have et kæmpe område, fyldt med fjender fordelt på baser, som du kan overvåge, infiltrere og slippe helskindet ud fra igen, så vil Metal Gear Solid V: The Phantom Pain sikkert være et spil for dig. Jeg ved til gengæld ikke, hvor meget man får ud af spillets historie, hvis man intet kender til universet på forhånd. Det gik jo meget godt for mig i The Witcher 3, da jeg på forhånd havde sat mig ind i universet, men selv efter at have set en hel del videoer om Metal Gear-universet, er jeg stadig ikke sikker på, at jeg forstår, hvad der går for sig. Og når jeg endelig møder historien i dette spil, bliver jeg som sagt frastødt.

Metal Gear Solid V: Phantom Pain
Spillet er virkelig flot fortalt. Især i mellemsekvenser.

Derfor er dette heller ikke en anmeldelse i konventionel forstand. Er du fan af universet, skal du selvfølgelig have det sidste Metal Gear Solid-spil fra Hideo Kojima med. Er du fan af snigerspil, er dette et virkelig godt bud på et, du kan fordrive virkelig mange timer med. Det fangede bare ikke mig nok til, at jeg virkelig kunne blive grebet af det. Brug det, som du vil.

Hvis du vil vide mere om universet, og vil du vide mere om de foregående spil i serien, er der heldigvis rige muligheder for det. Spilentusiasten MattVisual er for tiden igang med at gennemføre spilserien i kronologisk (udgivelsesmæssigt) rækkefølge. Den finder du bag følgende link Metal Gear Road. Min absolutte spiljournalistfavorit, George Weidman (besøg hans kanal her: Super Bunnyhop.) er fan af universet og stor fan af i hvert fald ét af de mange spil. Han har lavet en samling af videoer, der er her: Super Bunnyhop – Metal Gear.

6 tanker om “Metal Gear Solid V: Phantom Pain

  • 8. maj 2016 at 12:50
    Permalink

    Du skriver flere gange, at du bliver frastødt af historien, men ikke hvorfor?

    Selv har jeg kun spillet Metal Cear Rising af PlatinumGames, men det er basalt set en helt anden genre. Jeg gav treeren en chance, men det var alt for historetungt, og jeg fik dårlige nerver af snigeriet.

    Svar
    • 9. maj 2016 at 9:52
      Permalink

      Det er svært at skrive om uden at afsløre historien. Og det er faktisk også ret svært at forklare, fordi det virkelig er begrundet i følelser mere end så meget andet.

      Men hvis vi ser på andre spil, der har brugt lignende virkemidler som MGS V, havde jeg ikke et problem med at gennemspille No Russian i Call of Duty: Modern Warfare 2, ej heller By the Book i GTA V.

      Stemningen i Metal Gear Solid V er gennemsyret af det, der udgjorde korte sekvenser i de to nævnte spil, og det kan være, det er derfor, jeg ikke har det godt med at spille historiemissionerne. Fordi jeg hurtigt opdagede, at jeg ikke ville komme langt i spillet, har jeg gennemgået artikler og videoer om spillets historie, og det hele er gennemsyret af en stemning, jeg ikke bryder mig om.

      Jeg tvivler dog på, at det vil frastøde fans af serien, og hvis man godt kan lide open world stealth, er det her nok et af de bedste spil, der nogensinde er lavet i den genre. Du har virkelig mange muligheder for at lave rav i gaden, og for en som dig, kan spillet måske være interessant, fordi det ikke er særlig historiedrevet, målt mod resten af spillene i serien.

      Svar
      • 9. maj 2016 at 14:10
        Permalink

        “Det er svært at skrive om uden at afsløre historien.”

        HAHHAHAHAHAHAHAHAHA. Jeg har gennemført spillet, og jeg fatter HAT af historien 🙂 Der var selvfølgelig noget i slutningen, som man ikke børe spoile her, men ellers sad jeg og lignede et spørgsmålstegn ved de fleste mellemsekvenser 🙂 Og jeg har vel at mærke spillet en del af de forrige spil…

        Jeg har dog ingen kvaler ved at give det fem, flotte stjerner, da det virkelig er et gennemført MGS-spil. Det er enormt stort, og de 50 hovedmissioner kan let rive over 50 timer ud af ens kalender. Og så går jeg ikke i detaljer med de 127 sidemissioner samt muligheden for at genspille hovedmissioner i jagten på flere delmål…

        Største anke er nok, at det tager for lang tid at opgradere de forskellige våben, så man (jeg) nok har en tendens til at holde sig til nogenlunde det samme arsenal gennem det meste af spillet.

        Svar
        • 9. maj 2016 at 22:39
          Permalink

          Jeg har haft svært ved at lade mig rive med af forgængerne, men MGS5 er dæleme coolt. Historien kræver vist enten et kort og en ordbog eller en bunke LSD, men jeg forstod nok af den til at være underholdt. Alene Fulton-mekanikken er værd at købe spillet for (jeg ved godt, at det egentlig er fra en tidligere version, men alligevel). Hold kæft hvor er det sjovt at tømme en base for ALT med Fulton. Inklusive bevidstløse fjender – eventuelt stuet sammen i en bil.

          Svar
  • 6. juli 2016 at 12:34
    Permalink

    Hmm, jeg er lidt uforstående overfor kritikken af historien. Jeg havde spillet Ground Zeroes inden da og læst op på plottet i Peace Walker, som Phantom Ground Zeroes er en direkte efterfølger af. Det gav fin mening. Gameplayet var ikke til at skyde igennem – det er stort set perfekt og slår alt i genren. Historien var jeg dybt fascineret af og jeg slugte det råt.

    Der er også vilde mængder af detaljer, som man bare ikke ser i andre spil. Små ting som at efter “we will make them into diamonds and carry them with us into battle”-scenen, så kan man i closeups på Big Boss’ uniforms logo se at de skinner mere.

    Spoiler incoming!

    Jeg var især imponeret af den måde Emmerich er portræteret på. Jeg har sjældent set så overbevisende en skildring af en person, hvor man virkelig bliver i tvivl om han er en forræder eller ej. Og de gakkede ting var geniale. Alle båndene med samtaler mellem Kaz og Code Talker om burgere var virkeligt sjove.

    For mig var MGS5 et af de få spil der var i stand til at gøre mig ked af det. Ked af at der vil gå årevis før vi ser et spil så velpoleret på alle fronter igen.

    Svar
  • 10. maj 2017 at 13:08
    Permalink

    FYI: Det er at finde på PSN’s maj-udsalg til 74 dask, hvis man er interesseret. En ganske god pris, må jeg sige.

    Svar

Skriv et svar til Lars Kim Lund Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.