Inside

Det føles som om, det er en menneskealder, siden Limbo landede på Xbox Live Arcade og skræmte folk med araknofobi fra vid og sans. Spillet var sort/hvidt men meget ekspressivt takket være den grusomt detaljerede animation – ikke mindst i de utallige dødsscener.

Siden da har der været stille om danske Playdead, men nu er de tilbage med Inside, og fra første øjekast er det tydeligt, at noget har ændret sig. Inside starter nemlig med et logo – i farver! Den sorte baggrund med den røde font er som taget fra en grindhouse-film, men lige så snart spillet starter, bliver farverne drænet fra universet. Ikke helt, men nok til at alt får et spøgelsesagtigt, sygeligt skær. Tankerne bliver ledt hen på film som Brazil og 1984, og verden er som druknet i blues.

Indledningsvist falder tankerne på Limbo, når tæppet går. En lille dreng alene i en skov. Men denne gang er der et blødt skær over alt, og vi ser ikke længere kun sort og hvidt. Kameraet bevæger sig cinematisk, lyset kærtegner både drengen og omgivelserne, og opmærksomheden bliver hurtigt ledt hen mod baggrunden, hvor nær-silhouetter af mennesker gør mistænkelige ting med lastbiler, og man føler sig hensat til farlige stunder ved mørke havneknejper. Lynhurtigt bliver det tydeligt, at man ingen venner har i denne verden, og man må bare rykke fremad, for selv om fremtiden er uvis, er stilstand farligere.

Det kan ikke lade sig gøre at fortælle så meget om handlingen i Inside uden at ødelægge oplevelsen, da den ikke er lige så ligefrem som i Limbo, og oplevelsen af selv at gætte med på, hvad man egentlig ser, er en vigtig del af helheden. Så i stedet vil jeg fortælle, hvorfor du bør spille det.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen, for Playdead har gjort animationen endnu flottere en sidst. Det ser stadig håndanimeret ud, men samtidig er der en variation i bevægelserne, som vi forventer at se hos navne som Nathan Drake eller Lara Croft. Kombineret med de usædvanligt flotte omgivelser ser Inside ud som noget, Studio Ghibli havde lavet, hvis de ville lave en dystopisk thriller. Vi kommer ganske vist aldrig helt tæt på personerne, så det er primært via mimik, at vi oplever følelser, men den er der til gengæld også gjort utroligt meget ud af, og samtidig er drengens opførsel en god indikator for, hvor stor fare der er i omgivelserne.

Hele vejen igennem er der skiftevis små actionsekvenser og puzzles, som løbende bliver mere og mere interessante. Først lærer man grundreglen, og så bliver der indført benspænd, så man bliver nødt til at tænke videre. De er aldrig voldsomt komplekse, men de kan kræve en del fodarbejde og eksperimentering at løse. Hverken actiondelen eller puzzledelen er sværere, end alle kan være med, hvilket to-knapsstyringen også understreger. En knap til at hoppe med og en til at interagere. Resten løses med godt design. Det er dog bestemt ikke for små børn, for det er til tider temmeligt uhyggeligt og blodigt. Det er ikke helt ved siden af at kalde Inside for et spilbart mareridt – det har bare betydeligt bedre gameplay end mine egne mareridt.

Uden at afsløre for meget kan jeg også sige, at man ikke kun er til fods denne gang, hvilket er med til at sørge for, at de omkring fire timer, spillet varer, flyver afsted. Variationen er langt større end i Limbo, og samtidig er kvaliteten helt i top fra start til slut. Der er ikke et overflødigt øjeblik i Inside, og det er næsten den største pris, jeg kan give et spil med indbygget historie. Der er en perfekt blanding af ro til at nyde stemningen og nye, interessante problemer at kaste sig over.

To af mine absolutte favoritplatformsspil er Another World og Mutant Blobs Attack, og både opfindsomheden, udtrykket og stemningen i begge må se sig overgået med Inside. Hvis du kan huske, hvordan det føltes at blive grebet af Another World og rent faktisk fik kæmpet dig forbi det første monster i 1991, så vil du have en idé om, hvordan det vil føles i dag at spille Inside. Heldigvis er Inside så godt balanceret, at alle vil kunne gennemføre det, hvilket man ikke kan sige om førnævnte klassiker. Med al respekt for andre danskudviklede spil, så vil jeg påstå, at den danske spilhimmel har fået sin største stjerne til dato – og den er i den grad af internationalt format.