No Man’s Sky
Hello Games burde efterhånden være kendt af alle, idet deres magnum opus No Man’s Sky bestemt ikke har savnet omtale de seneste par år. Men det er muligvis ukendt for mange, at det ikke er det første spil, de har udgivet. Således kender jeg dem faktisk bedst for deres charmerende debutspil Joe Danger til PS3, som jeg har brugt utallige timer i selskab med. Hvorfor fortæller jeg så det? Jo, fordi det er vigtigt for mig at fortælle, at Hello Games både er et ungt firma og et småt firma. Og specielt det sidste faktum er værd at tage i betragtning, når man skal sammenholde hypen forud for No Man’s Sky med slutresultatet.
Every Man’s Sky.
Den massive omtale til trods har det alligevel været svært at sætte No Man’s Sky i bås, selvom vi har fået en masse information om dets forskellige gameplay-elementer hen ad vejen. Der er rumrejser i et univers bestående af et nærmest uendeligt antal planeter, Der er rumdueller, bjærgning af vraggods og udvinding af metaller fra meteorer, og så er der en omfattende udforskning og indsamling af ressourcer på selve planeterne, hvor handel med fremmede racer er et fremtrædende element. Personligt forestillede jeg mig derfor en oplevelse, der var lige dele Elite, Warhead, Captain Blood og Minecraft, “blot” med et uudtømmeligt univers at udforske, og udfra den antagelse er jeg både blevet glædeligt overrasket og fælt skuffet. Og det er med skuffelsen in mente, at det er så vigtigt huske på, at Hello Games kun består af 15 mennesker, der både har skullet konstruere et kæmpe univers samt inkludere en form for narrativ, så man ikke føler sig fortabt i det uendelige rum.
Hvordan kan det så overhovedet lade sig gøre? Hvis vi starter med at se på skabelsen af universet, så hedder nøgleordene “proceduralt genereret“. Således er hver eneste planet forskellig, både visuelt og hvad angår atmosfære, vejrforhold samt hvilke ressourcer den har at byde på. Der er bjerge på nogle, frysende tundra på andre og dybe have på helt tredje. Sol og frisk luft er normalt at foretrække, men man skal være forberedt på ugæstfrie planeter, hvor regn, syreregn eller decideret permafrost er dagens ret. Alle har de endvidere et væld af forskellige planter og dyr, foruden baser, handelsstationer og en håndfuld andre bygninger, der med sine beboere og handelsmuligheder kan hjælpen én til at nå spillets overordnede mål; at rejse til universets centrum.
In space no one can hear you dream.
Vi starter ud på en ukendt planet, hvor vi træder i moonboots’ne på en skibbruden rumpilot, og gennem spillets yderst sparsomme tutorial lærer vi i løbet af de først par timer at reparere og opgradere vores rumskib ved hjælp af udvundne mineraler og halv- og helfabrikata, som man også lærer at konstruere selv efterhånden. Vi lærer også om vores jetpac-udstyrede rumdragt, der ligeledes kan opgraderes på flere områder, samt om det alsidige Exotool, der både bruges til udvinding og som decideret projektilvåben. Der er nok at sætte sig ind i, og samtidig er en effektiv ressourcestyring bydende nødvendig, idet standardstørrelsen af lagerpladsen i rumskib og rumdragt er latterlig lav. Der er megen løberi frem og tilbage mellem det åbne landskab og handelssteder, hvor man kan købe og sælge ressourcer, og man udforsker alt minutiøst for ikke at gå glip af noget.
Udforskningen af en planet er umiddelbart berusende, idet der er meget at se på, underlige dyr at registrere, ressourcer at udvinde fra undergrunden samt besøg i det uudtømmelige antal bygninger både med og uden fremmede folk at handle med. Man kan let bruge mange timer bare på den første planet, hvor man blot bruger tid på at opgradere sit udstyr og rumskib, idet den procedurale generering af universet sikrer en stadig strøm af nye ressourcer og baser. Planeternes dyr kan godt finde på at angribe, men det er faktisk robotvagter, Sentinels, som man skal passe mest på, da de godt kan blive sure over de besøgendes udgravninger, og de svinger også fra at være venligtsindede og/eller ligeglade med ens tilstedeværelse til decideret fjendtlige, hvor de skyder, så snart de ser dig. Sidstnævnte sker som regel på planeter med mange værdifulde ressourcer, har jeg oplevet, men det er faren værd at tage kampen op, idet salgsprisen kan være ganske høj, såfremt man altså ikke skal bruge ressourcerne selv til opgradering.
Når man føler, at man er begyndt at få lidt styr på sit inventar og den konstante opgradering, så er det blevet tid til at komme afsted – og det er her, at spillets problemer så småt begynder at vise sig. Det er selvfølgelig fantastisk at kunne warpe til en ny samling planeter, der kan udforskes, og jeg nyder også at se forskelligheden i forhold til de allerede besøgte planeter. Ny flora og fauna blander sig med ny geologi, der dog desværre har en tendens til oftest at bestå af lettere ens udseende bjerge, dale og grotter. Samtidig er forekomsten af baser og bygninger også nogenlunde den samme som fra forrige planet, og selvom koncentrationen af disse varierer (ligesom udbuddet af de forskelllige ressourcer), så arbejder den procedurale generering efter min mening lidt imod spillets magi, når man har besøgt og udforsket 10-20 planeter, der overordnet ligner hinanden mere og mere. Et faktum, der efter min mening er ret ærgerligt, når man let kan risikere at skulle besøge ti gange så mange af slagsen, før man når universets midte. Hvis man overhovedet når så langt…
Det uendelige univers.
Det er nemlig en ufattelig lang og tidskrævende rejse at nå dertil, idet man er godt 180.000 lysår fra midten, når spillet starter. Rumskibets Hyperdrive kan opgraderes med hele tre forskellige slags Warp Reactors, der kan forøge et enkelt warp fra omkring 100 lysår til godt 1600 lysår – omend ikke i lige linje mod centrum. Det kræver ikke den store hovedregning at finde ud af, at der skal en god del minearbejde til, før man når hele vejen, og det tilføjer en god del grind til den ellers så fantastiske udforskning af planeterne, hvilket min tålmodighed bare ikke kan klare mere. Det åbner op for min anden – og største – anke til spillet, nemlig at Hello Games desværre ikke formår at skabe et meningsfyldt plot, der kunne give mig mere lyst til at gentage de samme udvindinger og ressourcehandler igen og igen.
Måske derfor har udviklerne, foruden det overordnede mål, forsøgt at levere en alternativ historie, hvor man følger entiteten Atlas et stykke gennem rummet og udfører nogle opgaver undervejs. Jeg vil råde alle til at følge denne tråd, da det idet mindste bibringer noget mening og struktur til det ellers ret så åbne spil, hvor ressourcestyring, handel og opgradering må siges at tage 95% af ens tid. Samtidig kan man bruge tid på at lære de fremmede racers sprog, hvilket forøger ens mulighed for at hjælpe de væsener, man møder undervejs på handelsstationerne. Med belønninger som Blueprints til nyt udstyr og andre mere eller mindre sjældne artifakter.
Der er ingen tvivl om det enorme arbejde, udviklerne har lagt i at skabe et troværdigt univers, og man kan vitterligt fortabe sig i generel udforskning i mange timer, hvis man vil. Personligt har jeg brugt 15-20 timer indtil videre, og jeg har nydt de fleste af dem. Men nu da jeg fået nogenlunde styr på mit rumskib og udstyr, så virker ethvert besøg på en ny planet mere som endnu en arbejdsdag, hvor jeg skal skrabe nok ressourcer sammen til endnu et warp. Derfor går der længere og længere mellem mine sessioner med spillet, og det skyldes altså primært manglen på narrativ og en følelse af, at jeg ikke får meget nyt igen for at bruge tid med spillet. Jeg elsker udforskning, men jeg hader meningsløs grind, og selvom Hello Games har givet mig kulisserne til et fantastisk rumeventyr, så klinger selve formålet med at være rumrejsende i dette univers desværre mere og mere hult, jo flere planeter, jeg besøger.
Jeg når nok aldrig til universets centrum, men jeg fortryder bestemt ikke min tid med No Man’s Sky. Dets kæmpe univers er et levende bevis på, at et lille team kan udrette store ting, og jeg har høje forventninger til fremtidig DLC og/eller en toer, hvor de 15 mand kan arbejde mere med indholdet, nu hvor rammerne er lagt.
No Man’s Sky_20160815192308
Det tog dem kun to år, men nu er visionen næsten i hus 😉
https://youtu.be/h3HphgSn0o4