Terrace House

4 out of 6 stars
Efterhånden som Netflix spreder sig over hele kloden, begynder en interessant ting at tage form; måske et bud på fremtidens tv. Netflix’s mål er, at det samme indhold skal være tilgængeligt i alle lande, og selvom rettighedsejerne i de enkelte regioner stadig ikke har fattet den globale verden, gør Netflix selv et stort arbejde med at producere nyt indhold, som bliver tilgængeligt i alle tjenestens regioner.

I starten betød det en del amerikansk indhold, og det er der jo bestemt ikke noget nyt i for os danskere, der stort set kun kan kigge i én retning, når det gælder udenlandske tv-serier. Men nu har vi også fået den columbianske thriller Narcos (produceret i samarbejde med Telemundo) og den mexicanske telenovela (et enormt populært format i sydamerika) Club de Cuervos. Efter Netflix trådte ind i Japan, har det indtil videre resulteret i tre udgivelser i samarbejde med Fuji Television. Ingen af dem er specielt højprofil, og man kan godt mistænke Fuji for at have trukket noget middelmådigt frem fra skuffearkivet, da Netflix troppede op med en pose penge.

Allerførst på listen stod Terrace House, en reality-serie, hvor seks singler i 20’erne – tre piger og tre drenge – flytter ind i en lejlighed i Tokyo og skal bo og fungere der i seriens løbetid. Det lyder umiddelbart som Paradise Hotel på japansk, og jeg gik uden om den i en stor bue i lang tid, for jeg havde virkelig ikke brug for en japansk-talende Amalie Szighethy, og et hus fyldt med hormonforstyrrede idioter, der skiftevis knalder og bagtaler hinanden. Det eneste, man kan bruge dansk reality-tv til er at sukke over, hvor lavt folk kan synke og smile i en selvfed godt-det-ikke-er-mig-følelse, indtil man slukker i afmagt.

Terrace House er nogenlunde så langt fra det lort, som man overhovedet kan komme, og stadig kalde det reality-tv. De her seks mennesker er enormt sympatiske, og selve seriens koncept er markant anderledes: Der er ingen, der bliver stemt hjem, så man bliver ikke udsat for den evindelige taber-dyrkelse, som stort set samtlige danske konkurrenceprogrammer er hoppet på, og som jeg indædt hader. Der er heller ikke nogen, der kan vinde noget. De er ikke spærret inde i huset; de bor der bare, mens de passer deres jobs og studier. De kan også gå ud og handle, tage på tur til stranden eller dates i byen. Undervejs flytter nogen af dem ud, fordi de skal eller vil noget andet, mens andre flytter ind.

https://youtu.be/tJlJbd_4SkY

Man kan have (og jeg har) spørgsmål til, hvorfor folk vil melde sig til et projekt, hvor man kommer helt ind under huden på dem på globalt tv. De motivationer undersøges kun flygtigt, og de fleste melder ud, at de havde brug for noget nyt i deres liv og derfor meldte sig. Nuvel, det kan godt være sandt. Hvad der derimod er sandt, er, at der er tale om seks helt normale og velfungerende unge i 20’erne, som langsomt lærer hinanden at kende. Seriens største fokus er naturligvis på relationerne mellem de seks og et håb om, at romance vil blomstre op, men der bliver talt lige så meget om studier, arbejde, håb og drømme om fremtiden, som naturligt udgør en stor del af livet i netop den alder, hvor man for alvor er ved at begive sig ud i sin karriere.

Mest imponerende det indblik man får i den japanske kultur. Det er ikke nyt for nogen, at japanerne er meget høflige, men de kan samtidig være ekstremt direkte og brutalt ærlige. Det skyldes, at der altid er stor respekt imellem de seks i huset, og derfor kan man også tillade sig at stille virkeligt direkte spørgsmål, man som dansker ville kræve en del indledende manøvrer at komme frem til, fordi vi først skal etablere den respekt og forståelse, der ligger indbygget i den japanske kultur.

Jeg var også dybt imponeret over den næsten totale mangel på bagtalelse, som ellers nærmest er en nationalsport i Danmark. Pigerne og drengene har hver deres fælles soveværelse, og der bliver naturligvis talt en del om modparten i hvert rum, men det er altid med respekt. Der udvises en stor forståelse for modpartens intentioner og bevæggrunde, og det, der normalt ville være bagtalelse, bliver i stedet til indsigtsfulde analyser. Følelser spiller en stor rolle i de her spirende romancer, og det glæder mig at se dem stille og roligt mærke sig frem i et forhold. I en dansk serie ville de sikkert starte med at knalde for åbent kamera og så bagefter finde ud af, om de overhovedet kan lide hinanden. Her er det omvendt, og vi skal 16 episoder ind, før nogen drister sig til et lille kys.

På et tidspunkt i serien bliver to af pigerne interesseret i den samme fyr, men i stedet for at kalde hinanden for billige ludere, er de helt ærlige overfor hinanden om deres intentioner. Der er ingen kærlighed tabt imellem dem, det er tydeligt, men i stedet for at bitche over tingene, skruer de bare kampen om fyrens affektion op med en frisk må-den-bedste-kvinde-vinde-attitude. Når et ungt menneske i tyverne siger, at skæbnen ser mildt på dem, der gør deres bedste, bliver man både deprimeret over hvor let man selv tager på tingene, og imponeret over, hvor meget japanerne går op i altid at gøres deres bedste for ikke at svigte omgivelserne eller sig selv. Ganbatte!

De 18 episoder dækker lige så mange uger, og varer omkring 25 minutter, så man kan regne ud, at der er klippet gevaldigt i tingene.  Jeg synes arbejdet er gjort godt, og man har fokuseret på de scener, der giver relevans i forhold til relationerne mellem deltagerne og ikke ret meget andet. To-tre gange i hver episode klippes der over til et studie, hvor fem granvoksne sidder og kommenterer på tingene. Det er for det først skide skægt, for én af dem er sådan en mavesur komiker, der bare gerne vil hade de her unge mennesker, men alligevel må se i øjnene, at de kan opføre sig langt mere modent end ham selv. For det andet er det ekstremt oplysende, for de fungerer som tolke for os, der ikke helt kan fange de mere subtile sider af hændelserne. De kan f.eks. bruge tid på at tale om en bemærkning fra en af pigerne om, at hun er sulten. På tidspunktet synes jeg de lagde lovligt meget i det, men senere viste deres forudsigelser sig at ramme hovedet lige på sømmet. Pacingen mellem handling i huset og kommenteringen er perfekt, og man begynder at sidde og glæde sig til at høre, hvad panelet mon mener om det, man lige har set udspille sig i huset.

Serien var berammet til 18 episoder, men viste sig at være så populær, at den blev udvidet og stadig kører (der er 38 episoder i skrivende stund). De senere episoder er dog endnu ikke i den danske Netflix, så den slutter desværre lidt brat. Det gør ikke noget, for der er tale om et besøg i seks menneskers liv, og på et eller andet tidspunkt skal man jo hjem igen. Det skal dog ikke forhindre mig i at håbe på en sæson 2.

Terrace House har i dén grad overrasket mig. Jeg har ikke binget den på samme måde som en spændende tv-serie, men jeg har altid glædet mig til at se den næste episode, for at finde ud af, hvad der sker og – ikke mindst – hvad kommentarpanelet kan finde på at sige om det. Jeg afskyr dansk reality-tv, men Terrace House er mere at betragte som et socialt eksperiment med unge japanere, og serien giver et helt unikt indblik i deres liv og kultur. Mest imponerende er, at den forventelige godt-det-ikke-er-mig-reaktion i stedet er blevet erstattet af en stor trang i mig til at blive et bedre menneske og behandle mine medmennesker med den respekt, de fortjener. Det var nok det absolut sidste, jeg havde forventet af en reality-serie.

3 tanker om “Terrace House

  • 23. august 2016 at 1:59
    Permalink

    Jeg deler fuldstændig din holdning og opfattelse af dansk reality (men jeg tror dog det for en stor del skyldes bevidst casting af klaphatte), men jeg undrer mig lidt over din sætning om de direkte og ærlige japanere; Jeg har altid haft en fornemmelse af, at en af de ting som udlændinge er mest forbavsede/rystede over når de møder danskere er netop, at vi er meget direkte og ærlige (formentlig pga et skolesystem som tilstræber kritisk tænkning og et samfund der er meget egalitært og med lav korruption). Hvad er forskellen ?

    Svar
    • 23. august 2016 at 19:50
      Permalink

      Jeg tror forskellen – i hvert fald her i serien – er, at de er virkelig ærlige om deres følelser, og de er bestemt ikke bange for at erkende nederlag, fejl og mangler. Danskere har en irriterende vane med at give andre skylden for, at et eller andet gik galt. For det første er det ofte forkert, og for det andet – og langt mere vigtigt – kommer man ikke videre. Hvis det er de andres skyld, er der jo ikke noget galt med en selv, og så kan man bare fortsætte som hidtil.

      Her er de gode til både at erkende egen skyld, men også sige til andre, at de har begået fejl. Ikke på en nedladende måde, men på en måde, der får modparten til at tænke over situationen og gøre det bedre fremover.

      Svar
  • 2. oktober 2016 at 16:16
    Permalink

    Fortsættelsen kommer på Netflix her i midten af oktober. Lidt kedeligt, at flere af de interessante karakterer nu har forladt uset, men de nye bliver nok også sjove at følge.

    Bemærk: Forladt. Der er ingen, der bliver stemt ud her. Folk går selv, når de har brug for noget andet i deres liv.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.