The Blair Witch Project

The Blair Witch Project er blandt de mest omtalte film i år. Internet har for første gang spillet den største rolle i markedsføringen af en film, og det har virket rigtig godt. Interessen for filmen var på kogepunktet, da den fik premiere i USA. Filmen, der har kostet $40.000 at fremstille har nu indspillet over $136.000.000 og bliver af mange regnet for den vigtigeste gyserfilm i 90’erne.

At få så meget omtale kan kun skrue forventningerne skyhøjt, og på samme måde som The Phantom Menace skuffede mange, vil The Blair Witch Project sikkert også resultere i en stor mængde “var det bare det?”-kommentarer på vej ud af biografens mørke.

Men ser man bort fra al omtalen og ser The Blair Witch Project uden alt for mange forventninger og blot bedømmer filmen alene ud fra det man ser, får man et helvedes godt gys leveret på en banebrydende måde.

Filmskolestudenten Heather Donahue beslutter sig for at lave en dokumentarfilm om heksen fra byen Blair. Hun allierer sig med to medstuderende, et HI8-videokamera og et 16-millimeter sort/hvid-kamera. Sammen tager de til Burkitsville, der ligger hvor byen Blair tidligere lå. De interviewer de lokale om myten og får nogle ammestuehistorier med på vejen. Historierne handler om et hus i skoven hvor syv børn blev slået ihjel og et sted kaldet Coffin Rock, hvor fem mænd blev bundet til hinanden, fik ridset okkulte symboler ind i huden og blev rituelt slagtet. Heather og hendes kammerater pakker vamt tøj, telte og mad og drager ud i skoven for at filme de pågældende steder.

Man hører aldrig fra dem igen. Et år senere finder man deres optagelser, og det er sammenklipningen af dem, der er The Blair Witch Project. Filmen er fortalt som en dogme-gyser: Håndholdt, rystet kamera, intet kunstigt lys, ingen kunstige lydeffekter – kort sagt, what we see is what they got.

I starten virker det lidt forvirrende og underligt at se dem fumle rundt med kameraerne, hyggesnakke, ryge smøger og komme igang med dokumentaroptagelserne. Men efter få minutter er illusionen perfekt: Vi er ude i en stor skov med tre unge, der prøver at lave en dokumentarfilm. De første tyve minutter er alting fryd og gammen, og vi bliver uopmærksomt trukket med ind i deres historie, som så vi en dokumentarudsendelse fra DR. Det hele virker mere ægte og nært end et dyrt hollywood-projekt kunne drømme om at komme. Da mørket falder på begynder ting at blive rigtigt ubehagelige.

De farer vild i den enorme skov, og hvad der skulle være en weekendudflugt bliver til en overlevelseskamp efterhånden som de opdager at de bestemt ikke er alene derude og at nogen eller noget jager dem. Slutningen er så uhyggelig og skræmmende at den vil spøge i dit hovede mange dage efter.

Filmen er intelligent nok til ikke at hive et frådende tentakel-monster op i hovedet på dig når du mindst venter det. Gyset i The Blair Witch Project er det, din hjerne ekstrapolerer ud fra det den tror den ser eller hører. Filmen spiller på en urgammel skræk i den menneskelige underbevidsthed for ukendte lyde i den kulsorte nat, og den rammer nerven med større kirurgisk præcision end de bedste digitale effekter nogensinde kan opnå.

Skuespillerne blev sendt ud i skoven med telt og oppakning, ganske som vi ser dem i filmen. De var alene uden kontakt til instruktørerne. I små kurve sat ud til dem, fik de mad og noter om, hvad de skulle gøre, men ingen dialog. Samtalen mellem dem er derfor ægte og giver et filmen et skær af autencitet. Når de sov om natten, løb instruktørerne rundt i skoven og lavede uhyggelige lyde. Når du er i midten af en enorm skov og bliver vækket klokken tre om natten ved lyden af barnegråd, er der ikke langt til hysterisk skræk. Filmholdet kørte skuespillerne trætte og bange nat efter nat, og deres ægte angst kan ikke undgå at smitte af på publikum. En gysers vigtigeste redskab er at virke ægte; The Blair Witch Project excellerer på dette punkt.

Mit ene kritikpunkt er, at filmen godt kunne have været mere uhyggelig. Bevares, da jeg så den var jeg ved at løbe ud af stuen mange gange. Men set i bakspejlet kunne nogle af natscenerne have givet mig mareridt i måneder, hvis de havde givet den bare en tand mere uhygge.

DVD’en er proppet med extra features. Der er de sædvanlige production notes, cast & crew bios og scene-access menuer. Herudover har skiven et kommentarspor med instruktørerne Daniel Myrick og Eduardo Sánchez og den næsten en time lange dokumentar-spoof Curse of the Blair Witch udformet som et program fra Discovery-kanalen. Sidstnævnte blev vist på en TV-kanal i USA inden filmen havde premiere og fik folk til at valfarte til Burkitsville, fordi de troede historien var sand. Det er genial opvarmning at se den inden man ser selve filmen og jeg håber, at den bliver sendt på en af de danske TV-kanaler inden biografpremieren den 2. december.

The Blair Witch Project er en utroligt vellykket gyser. Den er intelligent, gennemført og du vil have den i hovedet lang tid efter du har set den. Det varer længe før jeg går en tur i skoven igen.

Det hele startede på www.blairwitch.com
Blair Witch Project handler om indlevelse. Det har Peter skrevet et godt indlæg om.