Tarzan

Disney’s tur gennem de gode historier er nu kommet til Tarzan, en løs genfortælling af Edgar Rice Burroughs gamle roman. Men denne Tarzan, den 48. filmatisering af historien, har ikke den selvsikre og stærke Johnny Weismuller. Tarzan er et barn, der fra meget tidlig alder ved at han er forskellig fra resten af stammen. Han kæmper hele filmen igennem med at blive accepteret – både af de gorillaer han lever i blandt og af de mennesker han møder undervejs.

Historien er alvorlig og giver stof til eftertanke. Disney har skævet til Japansk animation og tonet ned på de skægge sidekicks (selvom Tantor er hylende skæg), så de ikke går i vejen for den dybere handling. Det er blevet acceptabelt at fortælle en alvorlig, voksen historie i en tegnefilm. Karaktererne har heller ikke en ubændig trang til at bryde ud i sang hvert andet øjeblik – der er kun een sang i filmen, og den passer perfekt til sit øjeblik. Phil Collins leverer et udmærket soundtrack, der fra tid til anden får lov til at springe i forgrunden og understrege de utroligt flotte scener.

Junglen har aldrig været mere levende, takket være heftig brug af computergrafik. Disney har med deres Deep Canvas-teknik for første gang formået at få computergrafik og traditionel animation til at smelte sammen til en forbløffende tredimensionel helhed. De laver panoreringer og kameraføringer, man skal se for at tro på: Bavianjagten gennem junglen og kampen på skibet er næsten hele billetten værd. Animationen er i topklasse – ingen kan hamle op med Disney på det punkt; man kan kun læne sig tilbage i biografsædet og nyde den detaljerigdom og flid, der ligger i hver enkelt lille bevægelse.

Disney gør sig ikke så meget i at hyre en stor bunke kendte skuespillere til karakterernes stemmer og Tarzan er ingen undtagelse. Minnie Driver skal dog have et kompliment med på vejen for at give en stemme og personlighed til Jane jeg snildt kunne blive forelsket i.

Skurken virker overflødig og er ikke nær så spændende som f.eks. Hades, Cruella eller Ursula – de er onde på en skæg måde, har personlighed og motiver. Ham her har man bare lyst til at skyde fra det første sekund man ser ham og han formår kun at blive mere irriterende undervejs. Jeg tror at Disney er bange for at forlade recepten med gode roller, onde roller, konflikt og forløsning. Men netop Tarzan havde været bedre foruden skurken: Historien handler ultimativt om at være anderledes og kampen for blive accepteret. Det behøver man ikke en dum englænder med jagtgevær for at fortælle.

Skynd dig ind at se Tarzan mens den går i Imperial. 21.15-forestillingen er på engelsk (undertekstet) i en børnefri sal fyldt med animationsfanatikere som dig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.