Idoru

3 out of 6 stars

Forsangeren Rez fra bandet Lo/Rez er blandt de største pop-idoler i verden og på den baggrund har han lov til at gøre sære ting. Men da Rez erklærer at han vil gifte sig med den virtuelle idol-sanger Rei Toei bliver det for meget for 14-årige Chia Pet McKenzie og hendes veninder i fanklubben. De bliver enige om at sende Chia til Japan (hvor Rez er) for at finde ud af, om der er hold i rygterne. Ombord på flyet til Tokyo møder Chia den ældre Maryalice og de falder i snak. Ved ankomst får Maryalice Chia til at bære en af hendes tasker igennem tolden, hvilket viser sig at blive skæbnesvangert for næsten alle karakterer i bogen.

Colin Laney blev som teenager udsat for forsøg med eksperimentalmedicin og lider nu af en sær koncentrationsmangel, der gør ham i stand til at finde mønstre i enorme datamængder. Han arbejder for TV-showet Slitscan, der lever af berømtheder. Med adgang til DatAmericas enorme datalagre kan Colin følge alle berømthedernes gøren og laden via deres elektroniske spor fra kreditkort og andet. Var der en elsker? Stofmisbrug? Colin ville finde det og Slitscan ville fortælle resten af verden om det i programmet ugen efter. En pige i Colins søgelys efterlader et specielt mønster i datauniverset: Hun vil begå selvmord. Colin prøver at forhindre det, men det mislykkes, og han vælger at vende ryggen til Slitscan.

Vagten i Colins bygning, Rydell (en af hovedpersonerne fra Virtual Light) fortæller om et job i Japan; Rez’ sikkerhedschef Blackwell vil gerne have Laney til at undersøge, om Rez’ fascination af Rei Toei skyldes udefrakommende kræfter ude på at skade Rez.

Når linierne er trukket op og spillerne står klar, taber historien pusten. Gibson træder vande mens han beskriver Japan og japansk kultur oplevet gennem øjnene på en 14-årig amerikansk pige, der ikke forstår meget af, hvad hun ser. Der er lidt udvikling i historien hist og her, men meget atypisk Gibson er den forudsigelig, man kan se tingene komme lang tid i forvejen. Han stiller et mål op og bevæger sig stille og roligt hen imod det uden twists, hvilket får handlingen til at virke som en dårlig B-film. Enkelte af de centrale plot-devices er så tilfældige, at det gibber i læseren.

Tynd handling kan reddes hjem af gode karakterer, men også i denne afdeling skuffer Gibson, der normalt plejer at levere diamanthårde personskildringer. Chia er irriterende naiv, Laney er en tro men handlingslammet kopi af Rydell fra Virtual Light. Blackwell er lidt interessant, men hans beskrivelse bliver gentaget til hudløshed igennem bogen, og man bliver træt af at høre hvor stor og sej han er. De mest interessante personer er birollerne. Advokaten Aaron Pursley (også fra Virtual Light) har en glansrolle på ca. to sider og han er en af de mest memorable karakterer fra bogen.

Gibsons store force er et uhyggeligt talent til at ekstrapolere nutiden ud i en meget realistisk fremtid. Det understreges yderligere af, at da han i 1981 sad bag en gammel mekanisk skrivemaskine og skabte Neuromancer havde han aldrig set eller arbejdet med en computer før. Hans fantasi var fri og ikke hæmmet af virkelighedens grænser. I mellemtiden har Gibson stiftet bekendtskab med de første barneskridt af den teknik han forudså for alle de mange år siden, og hans visioner er stagneret. Idorus teknikske univers tager udgangspunkt i Internet med 3D-immersion, men Gibsons beskrivelser fra 1996 virker allerede i dag forældede, forkerte eller ligegyldige.

Idoru er mest af alt et snapshot af japansk popkultur. Gibson var fascineret af de japanske fabrikerede idoler (idoru er det japanske ord for idol) “with a high milli-vanilli factor”. Han mente det var unikt japansk og aldrig ville holde i vesten. I mellemtiden har vi fået Spice Girls og Britney Spears og en syndflod af kopier og Idoru virker i dag som uberettiget mudderkastning på en kultur, vesten er i færd med at kopiere.

Mange hævder at Idoru er den mest tilgængelige Gibson, hvilket er helt rigtigt, og det vil heller ikke undre mig, hvis det er hans bedst sælgende bog. Men med Gibson i hånden forventer jeg udfordring, ting at tænke over, visioner, god handling og herlige karakterer. Jeg måtte læse Neuromancer et par gange, før jeg forstod den helt og undervejs udviklede den sig til den bedste bog, jeg endnu har læst. Som med musik: Den plade, der umiddelbart lyder bedst, er også den man først bliver træt af. Perlerne i samlingen er de plader, der krævede mange gennemlytninger før man forstod dem.

Idoru er ikke en dårlig bog, men det er en dårlig Gibson. Det er svært at følge op på et værk som Neuromancer, der har vundet flere priser end noget andet litterært Science Fiction-værk. Men indtil han udgav Idoru, har
Gibson konsekvent været i stand til at holde vision og inspiration knivskarp og gennemborende. Jeg håber Idoru er en enkelt forbier og krydser fingre for All Tomorrow’s Parties.

Addicted to Noise har et stort interview liggende med lydklip og videosekvenser.
Det hippe Salon Magazine lavede et interview i forbindelse med udgivelsen af Idoru.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.