Ajin


Kei Nagai er en teenager på vej til et godt og produktivt liv. Han laver sine lektier, sigter efter at blive læge og vælger sine venner med omhu. Han vil være en god samfundsborger, og gør sit bedste for at opnå sit mål. Det gør ham til en noget distanceret og kold fyr, der går mere op i karakterer end venner – men alt det tager en skarp drejning den dag han bliver dræbt i et biluheld.

Og rejser sig fra blodpølen få øjeblikke efter. Kei opdager på den hårde måde, at han er Ajin, et demi-menneske, der er helt normale udadtil, men besidder den egenskab, at de ikke kan dø.

Kei er ikke den eneste, og det er her Netflix-serien Ajin skiller sig ud fra mængden af jeg-er-ikke-som-de-andre-og-skal-lære-at-leve-med-det-serier, man har set så mange gange før. Kei bliver hurtigt jaget vildt, og da Ajin ikke opfattes som mennesker, er der åbenbart frit slag for diverse skruppelløse organisationer, der indfanger dem og foretager grusomme eksperimenter på dem med henblik på at udvikle nye våben og medikamenter og tjene fedt på det.

Serien følger fra begyndelsen Kei, mens han og vi lærer om de strabadser, man udsættes for, når hele verden jagter én – og han samtidig opdager, at der er mere end bare udødelighed ved at være Ajin. Der er et stærkt tema om at være offentligt udstødt, og hvordan almindelige mennesker uden synderlig grund kan lægge en befolkningsgruppe for had. Og en lige så spændende fortælling om, at selvom man er en lille gruppe mod resten af verden, kan man blive tvunget til at foretage ubehagelige valg på sine venners bekostning. Kei passer godt ind her, for han er et logisk tænkende væsen uden megen empati.

Historiemæssigt er Ajin en rutschebanetur af den slags, hvor man bliver spændt fast og høvler rundt i loops, vandgrave og mørke tunneler. Der sker helt utroligt meget i seriens i alt 26 episoder, og universet er så friskt, at det kan fyldes med nye og uventede historier og drejninger. Samtidig er det realistisk, så man kan relatere til handlingen og sidde og gætte med på, hvordan situationerne bedst tackles.

Vi har binget Ajin i uhørt grad her i huset: Det tog kun tre dage at komme igennem begge sæsoner, og vi stoppede kun fordi man skulle op og gå på arbejde dagen efter. Jeg kan ikke erindre at have oplevet en serie med så spændende historie før, fordi intet af det føles som noget, man har set før, og man hungrer i den grad efter at få hele historien fortalt på én gang.

Først på dette sene tidspunkt i min anmeldelse finder jeg det relevant at nævne, at Ajin er anime, altså japansk animation og ikke “rigtig” film med skuespillere. Jeg har altid haft en forkærlighed for anime, men det har måske også farvet min holdning i forhold til værkernes indhold, da man kunne foranlediges til at tro at noget var godt, blot fordi det var anime. Det synes jeg ikke er tilfældet med Ajin, der sikkert ville være lige så god som live action. Fordelen ved at animere den i stedet for at filme den er for det første økonomisk: Langt mere kan lade sig gøre for færre penge, når man kan tegne det i stedet for at bygge kulissen – og det har Ajin i den grad brug for, for der er utallige voldsomt spektakulære scener, der ellers ville have kostet indtil flere formuer at realisere. For det andet virker de overnaturlige ting ikke urealistiske i et medie, der i forvejen ikke afbilder virkeligheden fotografisk.

Ajin ligner traditionel håndtegnet animation på en prik, men når tingene begynder at bevæge sig, bliver man hurtigt klar over, at der er noget på færde: Det ser simpelthen alt for godt ud. Der er mange detaljer, der er svære eller helt umulige at håndanimere, og lyssætningen er utrolig flot med blændende lys og skarpe skygger, der flyder helt realistisk henover karakterernes beklædning. Animationen er lavet af Polygon Pictures, der specialiserer sig i 3D-animation, og hele serien er altså ren CGI. Det plejede at være lidt af et fy-ord i det tegnede animationsmedie, men jeg må blankt erkende, at hvis kvaliteten er så høj som her, er det faktisk at foretrække. Tv-anime er normalt en meget stillestående affære, hvor man kun animerer de dele, der absolut skal bevæge sig. I Ajin er de stille og dialogtunge scener fyldt med små, subtile bevægelser, der får det til at se enormt realistisk ud – og actionscenerne er fuldstændigt overdådige. Og det er stadig kun detaljerne, der afslører, at det ikke er håndtegnet. Stregen er helt, som vi kender den, detaljerne er holdt nogenlunde på niveau med det, vi er vant til, og frameraten er stadig de hakkende 12 billeder i sekundet, som har været normen de sidste 20 år. Men hold da op, hvor er det flot animeret! Polygon Pictures kan i dén grad sit kram, og det kan ses, at de har lavet det her siden 90’erne.

Heldigvis har computergrafikken ikke fjernet sjælen fra karaktererne, hvis personligheder tydeligt brænder igennem. De bedste historier har aldrig sorte og hvide karakterer, men en grå masse, som agerer ud fra deres opfattelse af verden, der kan være rigtig eller forkert i forhold til beskueren, men som er et rationelt afvejet valg. Det er for nemt bare at lave en skurk og et hold gode, der bekæmper ham, men det ærinde har Ajin ikke. Hovedpersonen Kei mangler i den grad medfølelse, og behandler til tider folk omkring ham frygteligt dårligt. Han fortager ikke en uselvisk handling, og løfter ikke en finger for andre, hvis det ikke gavner ham selv. Alligevel nærer man sympati for ham og hans situation, og undrer sig over, om man ikke selv ville have gjort noget af det samme. Det samme kan siges om næsten alle karakterer i serien, og det er typisk for den, at alliancer løbende flyder sammen og skilles på nye måder undervejs. Ligesom karaktererne, ved man aldrig, hvad der sker, og det kommer der vidunderlige – og frygtelige – episoder ud af.

Ajin er en meget dyster fortælling; især er den første sæson håbløs i ordets egentlige forstand. Der er ikke noget at grine af overhovedet, men til gengæld er fortællingen enormt cool, i mangel af bedre ord. Den kører hårdt på, og handlinger resulterer i umiddelbare og kolossale konsekvenser, der får seeren helt ud på kanten af sædet.

Får jeg vredet armen om på ryggen og bliver aftvunget noget brok, må det gælde de sidste tre episoder, som er et noget langtrukkent opgør, der egentlig kravler ned i velkendte fortællinger og ikke bringer meget nyt til torvs. Jeg har også en mistanke om, at den turbulente historie har forført mig, og at jeg nok ikke vil være så bjergtaget, hvis jeg ser serien igen. Det var et problem dengang man betalte mange penge for anime på dvd’er, og derfor havde intentioner om at se dem mange gange. Når der derimod er tale om en serie på Netflix, kan man jo bare nyde den en enkelt gang uden at føle behov for at vende tilbage senere.

Ajin er en hæsblæsende fortælling, der samtidig giver sig tid til at reflektere. Historien kører med fuldt knald på i de mest utrolige retninger, men er stadig troværdig og dermed virkelig spændende at leve sig ind i. Karaktererne – og der er mange – er alle dybt realiserede med hver deres baggrunde og motiver, og det hele klikker perfekt sammen i noget af det smukkeste animation, jeg endnu har oplevet i en tv-serie. Hvis du troede, at anime var stagneret i metervare-produktioner skræddersyet til et overfladisk publikum, vil det glæde dit hårde hjerte, at ting så smukke og spændende som Ajin eksisterer.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz