A Series of Unfortunate Events
Look away, look away
This show will wreck your evening, your whole life, and your day
Every single episode is nothing but dismay
So look away, look away, look away
There’s nothing but horror and inconvenience on the way
Ask any stable person, “Should I watch?” and they will say
Look away, look away
De tre Beaudelaire-børn lever et harmonisk liv sammen med deres forældre, hvor de har alt, hvad de har behov for, og dyrker deres interesser. Violet, den ældste, elsker at opfinde ting. Klaus, den midterste, elsker at læse, og Sunny, den yngste, elsker at bide i ting. Men hun er også kun en baby. Alt går dog galt den dag deres hus brænder ned og forældrene omkommer. De tre børn bliver, ad ikke helt ærlige omveje, bragt til at leve hos den ekstremt mistænkelige Grev Olaf, som har fået manøvreret sig ind som nærmeste slægtning ved at påpege at hans hus ligger nærmest forældrenes nedbrændte.
Grev Olaf er kun interesseret i at arve familieformuen, men da den først kan udbetales, når Violet bliver myndig, må han modstræbende påtage sig forældremyndigheden. Han er naturligvis verdens største røvhul, der kun giver dem én seng (“og en gratis bunke sten”) at sove i, og tvinger dem til at udføre alverdens frygtelige gøremål. Hver gang de klager til de voksne omkring dem, bliver de mødt af en mur af dumhed og inkompetence, som oftest er helt hysterisk sjov, og de finder hurtigt ud af, at de er nødt til at klare ærterne selv.
Grev Olaf har en lille teatertrup med sig, som laver alt andet end at spille teater. Da det lykkedes Beaudelaire-børnene at slippe væk, følger den griske greve og truppen naturligvis med, iført de mest åndssvage forklædninger, som ingen af de dumme voksne overhovedet kan gennemskue.
A Series of Unfortunate Events er bygget over en bogserie af samme titel fortalt af den fiktive fortæller Lemony Snicket. Hans baggrund lærer man ikke meget om i første sæson, men han optræder jævnligt som fortæller hele vejen igennem serien, hvor han henvender sig direkte til publikum og altid bedyrer, at det bliver meget værre endnu, og man nok bør finde noget andet at se. Han er spillet af den enormt karismatiske Patrick Warburton, der har en ualmindeligt fængslende stemme. Han er, af uransaglige årsager, ikke særligt kendt, men stemmen havde jeg da i hvert fald hørt før: Kronk, det noget naive muskelbundt fra den sublime The Emperor’s New Groove.
Selvom Warburton er fantastisk, et seriens klarest skinnende stjerne utvivlsomt Neil Patrick Harris (How I Met Your Mother) i rollen som Grev Olaf. Han er så skide skæg, at hver eneste scene med ham er det pureste guld. De første to episoder er han ‘bare’ Grev Olaf, men i de resterende optræder han forklædt som hhv slangetæmmerassistent (seriens absolut morsommeste karakter), kaptajn og storbarmet sekretær. Serien er baseret på børnebøger, og den er da også fortalt i børnehøjde, men Neil Patrick Harris og hans teatertrup, hvoraf én er listet i rulleteksterne som “Henchperson of Indeterminate Gender”, gør det, som Pixar også gør i deres bedste film: smider replikker og handlinger ind, som vi voksne kan sidde og hulke af grin over.
Selvom jeg allerede har rost Neil Patrick Harris til skyerne for hans rolle i serien, er jeg nødt til at nævne endnu en stor præstation fra hans side: Han synger også den helt vildt ørehængende titelsang, som vi har gået og sunget i huset i ugevis, og han gør det utroligt godt. Lad endelig være med at springe den over, for den ændrer sig i hver episode.
Tilbage i 2004, hvor bøgerne var aktuelle, blev en filmatisering med Jim Carrey som Grev Olaf vist i biograferne. Det var nogenlunde samtidigt med Harry Potter, så du er undskyldt, hvis du ikke kan huske den. Den er også på Netflix, og jeg prøvede kræfter med den efter at have set denne series otte episoder til ende uden at være mæt på historien. Carreys Grev Olaf er simpelthen vand ved siden af Neil Patrick Harris’ vidunderlige fortolkning, og jeg måtte slukke efter kort tid. Til gengæld købte jeg alle 13 bøger (seriens første sæson dækker de første fire), og glæder mig til at læse dem.
Serien er instrueret af Barry Sonnenfeld (Men in Black, Get Shorty), og han kender den gode balance mellem spændende historie og gode grin. Billedsiden ligner noget, der er revet ret ud af en Tim Burton-film, og det passer utroligt godt til den skæve og gakkede historie. Handlingen – især alle voksne personers handlinger – er karikeret og overdrevet, men passer faktisk perfekt til det lige så karikerede og overdrevne sceneri, placeret i et bizart 1950’erne med farverne skruet op på maks, hvor man køber timeglas på Amazon og kører med Uber.
Skal man sige noget negativt om serien, falder det kritiske blik på nogle af skuespillerne. Beaudelaire-børnene er pæne, men de er bestemt ikke gode skuespillere. Alfre Woodard som tante Josephine (der er bange for alt) er en underlig rolle i et par episoder, der savner gnist, og selvom Grev Olaf forklædt som Captain Sham er sjov, så er det lidt synd for ham, at Anders Matthesen har udødeliggjort Stewart Stardust i en karakter, der virkelig ligner, men er meget sjovere. Man kan også mærke, at Barry Sonnenfeld overlader instruktørstolen på de sidste fire episoder til andre, da meget af magien fra første halvdel af serien forsvinder. Til gengæld er det sjovt at se Don Johnson (jepper, Sonny Crocket fra Miami Vice, hvis du er så gammel) i rollen som Sir, den onde skråstreg dumme savværksejer.
A Series of Unfortunate Events er et forfriskende dystert børneeventyr fortalt med et meget voksent glimt i øjet, så folk i alle aldre kan nyde serien. Manuskriptet er helt i top, humoren er kulsort og historien har fuld fart på, fyldt med mindeværdige øjeblikke og masser af latter. Og så spiller Neil Patrick Harris sit livs rolle som den vidunderligt modbydelige Grev Olaf – han alene gør i den grad serien værd at se.
Patrick Warburton så jeg først i Seinfeld (Elaines kæreste Puddy), og hans stemme glemmer man derefter aldrig. Han lægger bl.a. også stemme til Joe i Family Guy, og han har lagt stemmer til en del spilkarakterer gennem de sidste 15 år.
Jeg har også set filmen med Carrey, og den var ikke imponerende, nej. Vil bestemt se serien!
Jeg syntes Carey-filmen var ret morsom, og serien ligger er ikke langt fra den.
Derfor tror jeg du bliver lidt skuffet over serien.
At Lars ikke genkender Puddy kan jeg kun ryste på hovedet af.
Puddy for fanden. Han stjal jo ALLE scener i Seinfeld.
Jeg husker den nok bare for dårligt. Jeg vil stadig prøve at se serien. Man kan jo altid stoppe 🙂
Jeg bemærkede forleden at serien var kommet på Netflix. “Billigt cash-in garanteret” tænkte jeg og sprang den over.
Du har solgt mig, Lars. Lyder som en jeg er nødt til at se.