Tenchi Universe vol. 1

4 out of 6 stars

Når man søsætter et anime-projekt i Japan starter man normalt med en OVA, en afsluttet historie på 3 til 12 episoder kun udgivet på video. Sælger OVA’en godt, begynder man så at snakke med TV-stationerne for at høre om de er med på at financiere en TV-serie.

Tenchi OVA’en udkom i 1995 og blev så kolossalt populær i Japan, at en TV-serie var givet. Det blev senere til endnu en TV-serie (to, hvis man tæller Pretty Sammy spin-off’en med) og tre spillefilm.

Men hvad gør man, når ikke alle TV-kiggere har set OVA-serien? Man kan ikke fortsætte historien og man kan heller ikke fortælle den igen. Svaret ligger i de alternative universer: Populariteten i OVA’en skyldes karaktererne og det spøjse univers, og dem kan man uden videre bringe over i en ny serie og bruge til at fortælle en ny historie.

Tenchi Universe, der gik i luften i 1996 i Japan, er altså (endnu) en alternativ Tenchi-verden, hvor vi starter fra en helt ny begyndelse. Ryoko strander på Jorden skarpt forfulgt af Mihoshi i en Galaxy Police powersuit. Inden der er gået mange minutter har pigerne installeret sig selv i Masaki-husholdet, om Tenchi kan lide det eller ej, og Aeka, Sasami og Washu kommer strømmende til i løbet af skivens fire episoder.

Man har brugt mange af idéerne fra OVA’en, men det bliver ikke kedeligt for garvede seere da man har byttet rundt på karaktererne og deres indbyrdes forhold. Karakterer, der lå i baggrunden i OVA’en får mere plads her, hvilket kun er et plus, da alle karakterer i Tenchi-universet er meget individuelle.

Netop karaktererne er, hvad der gør Tenchi så helt speciel fra andre serier. Alle Tenchi-fans har deres favorit og det er et cadeau til designerne, at hver karakter har et veritabelt mylder af fansider på nettet. Man har formået at proppe utrolig meget personlighed i dem og holde dem konsistente på tværs af TV-serier og film – jeg kan knække sammen af grin når Yosho bare står og kigger roligt men bestemt ind i kameraet; jeg ved, hvad han tænker, fordi jeg kender ham så godt.

De første fire episoder af seriens 26 disker op med alle de kendte Tenchi-varemærker: Skønne piger, rumskibe, romantik, eksplosioner, håndgemæng, tumultagtige scener og en ung mand med nervøse trækninger i øjenkrogen i midten af det hele. Episoderne på DVD’en følger kotumen for starten af TV-serier og introducerer karaktererne – der sker ikke så meget andet; selve historien kommer senere.

Animationen er i den bedre ende af skalaen for TV-serier. Den er ikke på højde med OVA’en, men det er der heller ikke ret meget andet, der er. Holdt du af OVA’en, er denne serie lige noget for dig. Den anden TV-serie (Tenchi in Tokyo) og filmene kræver forudgående kendskab til universet, men for en gangs skyld kan jeg sige: Nybegyndere kan starte her!

DVD’en er oppe på Pioneers vanlige høje niveau. Billedkvaliteten er helt i top, lyden er som den skal være og menuerne er simple og nemme at navigere rundt i. I extra-feature-afdelingen finder man non-credits openings og endings, animerede karakterprofiler og et galleri med 25 tegninger fra designbordet.

Da dette er min 10. Tenchi-anmeldelse på Geek Culture har jeg ikke mere at sige, der ikke allerede er sagt før. Prøv den, hvis du har lyst til at opdage at anime er meget andet end store robotter, vold og korrupte multinationale mega-corporations.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.