Sol Bianca vol. 1: The Legacy

Historien om Sol Bianca starter 400 år efter koloniseringen af solsystemet. En stor krig har tilsyneladende sendt mange verdener ud i isolation, og Jorden er kun en legende i folks bevidsthed. April har mistet sine forældre i krigen, og lever nu som en slags kaptajn ombord på piratrumskibet Sol Bianca, som hun frygtløst styrer mod nye eventyr sammen med veninderne Jan, Feb og Jun.

Sol Bianca er en remake af en to-episoders OVA fra 1993. På coveret udbasuneres den som “fully computer generated digital animation”, og det er lykkedes overraskende godt for AIC (Bubblegum Crisis, Tenchi Muyo). Der er sekvenser, hvor CGI’en gør sig lidt for tydeligt bemærket, men generelt er det et enestående godt blend af digitale effekter og traditionel animation. Sol Bianca bliver kastet ud i mange hæsblæsende kampe, og skibet har nogle helt specielle og meget utraditionelle features, der bare skal ses. Det her er en OVA, men mange af scenernes animation er oppe på film-niveau.

Klipningen og billedkompositionen i Sol Bianca er spændende og oser af stil. Der leges med digitale effekter, lyssætning, farver, klip og vinkler til den helt store guldmedalje. I hip-ness ligger den side om side med Cowboy Bebop og Lain.

Karakterdesignet af Naoyuki Onda er tæt på at være genialt. Pigerne har tonsvis af udstråling og ligner ikke de formstøbte anime-figurer man er så vant til – designet og animationen af dem sætter dem langt ud over standarden og gør dem memorable. Designet kan bedst beskreves som en blanding af Lain og Perfect Blue. En spøjs og meget utraditionel anime-karakter er hologram-klovnen Sancho (med stemme af Yamadera Kouichi – Spike fra Cowboy Bebop), der minder meget om Genie fra Disney’s Aladdin. Det ville ikke undre mig, om nogle amerikanere har haft fingrene i designet af seriens karakterer.

Men som de tre stjerner ovenfor indikerer, er der noget galt med Sol Bianca. Der er ingen tvivl om at showet er den flotteste OVA man kommer til at se i meget lang tid, men med todimensionelle karakterer og en udpræget sær handling, falder konceptet til jorden. April er først stille og mystisk, men pludselig er hun pjattet og barnlig. Pigernes seiyuu er sandsynligvis også forvirrede, da stemmerne flere gange falder ved siden af den stemning, billederne viser.

Efter at have set de to afsnit på skiven (serien er på seks afsnit i alt), forstod jeg stadig ikke hvad historien gik ud på. Der er mængder af løse ender, bibelsk symbolik og ikke megen sammenhæng imellem de to episoder. Det virker som om manuskriptforfatterne har fået en masse gode idéer til flotte computeranimerede scener og er efter en heftig tur i byen kommet op med det geniale koncept at tage alle scenerne med. Så må historien prøve at omfavne det hele så godt den nu kan, hvilket især får episode 1 til at være forvirrende.

Man ved på forhånd at DVD’en er af høj kvalitet, når der står Pioneer på coveret, men den her går en tand højere. Billedkvaliteten er knivskarp (på niveau med Lain), lyden er i top og menusystemet, leveret af Nightjar (der også står for de superbe Trigun-menuer) og modelleret efter Sol Biancas skærmbilleder, er uden tvivl det mest gennemførte på en anime-udgivelse til dato. Extra Features udgøres af 3D ship animation tests, karakter-skitser og et bonus animetronic sound clip, der består af sekvenser fra serien tilsat techno. Skal man sige noget negativt om skiven må det være at Pioneer kun har lagt sølle to episoder på den.

Sol Bianca ser utroligt godt ud, men er noget tyndbenet både i persongalleri og historie. Det er modigt at dømme en serie efter to afsnit, men denne ligner en episodisk affære, hvor hver episode blot er endnu jagt efter en skat på en fremmed planet. Om serien er værd at købe afhænger af udviklingen i de sidste fire episoder.

Den officielle hjemmeside på www.solbianca.com har et godt image gallery og en movie, der giver en fornemmelse af seriens lækre design.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.