Perfect Blue
Idol-sangeren Mima Kirigoe får tilbudt job som skuespiller i en mindre TV-serie. Mima vil gerne videre med sin stagnerende karriere og siger farvel til popgruppen Cham. Men den manipulerede Mima bliver mere og mere desillusioneret i den hårde TV-branche, der er så anderledes fra hendes sangkarriere. Det er ingen hjælp at hun opdager en fan-side på nettet med meget intim information om hendes gøren og laden og at folk omkring hende bliver myrdet. Inden længe ved hun ikke, hvem hun kan stole på, hvad hun gør med sit liv og hvem hun egentlig selv er.
Mimas nedtur har en voldsom effekt på hendes psyke. Hun begynder at blande virkeligheden med de film hun er ved at optage og har samtidig vrangforestillinger om sin sangkarriere. Man involveres meget direkte i Mimas verden, fordi kameraet nøgternt viser hvad Mima ser og præsenterer det som virkelighed. Det er simpelt men uhyre effektivt.
Allerede fra starten bliver man forvisset om at Satoshi Kon’s instruktørdebut er en helt speciel film. En række krydsklip, hvor Mima skiftevis køber mælk i et supermarked og optræder som idol-sanger, illustrerer tydeligt den store forskel på de to personligheder uden at der bliver sagt et eneste ord. Detaljegraden i billederne er sjældent set lignende: Alle lokationer har en atmosfære af liv; i Mimas lille lejlighed ligger der skødesløst tøj på gulvet, bøger flyder alle steder, gammel opvask står i køkkenet – det hele virker ægte, som om hvert objekt har en lille historie, der ligger til grund for dets placering i billedet. Det er enormt imponerende når man tænker på at ingen af stederne eksisterer udenfor tegnerens hovede.
Satoshi Kon er en ekstrem dygtig billedmager. Hans opfindsomme kameravinkler og kompositioner får næsten hver eneste scene til at være så flot og energiladet at den er værd at have som plakat på væggen. Den gennemgående brug af refleksioner til at understrege karakterernes dualiteter viser, at Kon kan illustrere store koncepter med meget simple virkemidler. Det er som sagt Kon’s instruktør-debut, og han skulle nå at lægge navn til en stribe fantastiske film og serier – Magnetic Rose (den første kortfilm i Memories-trilogien), Millennium Actress,Tokyo Godfathers, Paranoia Agent og Paprika – inden han blev taget fra os i 2010, kun 47 år gammel. Det meste af Kon’s virke er i den dystre ende, og Perfect Blue er bestemt ingen undtagelse her.
Perfect Blue er både en spændende psykologisk thriller og en dybereliggende historie om valg, konsekvens og skæbne, fortalt i miljøet omkring den japanske pop-kultur og idol-dyrkelse, der er meget fremmed for os vesterlændinge. Selvom filmen om et par år kan fejre 20 års jubilæum og behandler et emne, der var aktuelt dengang, skulle det vise sig at den japanske idol-kultur ikke var noget forbipasserende fænomen. Samme år som filmen premierede, debuterede idol-gruppen Morning Musume med fem piger og et stort hit. Efterfølgende er flere stødt til og andre faldet fra, og af de nuværende 13 medlemmer er 11 af dem født efter gruppen blev dannet. Morning Musume skulle gå hen og blive den bedst sælgende pigegruppe i Japan, indtil super-idol-gruppen AKB48 slog alle rekorder i 2012. AKB48 er en sammentrækning af “Akihabara forty-eight”, der hentyder til gruppens oprindelse og medlemstal. Det var dog kun i starten – i dag er der over 140 medlemmer, og de er branchet ud i film, reklamer, tv-shows, bøger, blade og alt andet, man kan forestille sig. Idol-grupperne er en kæmpe industri, og den æder de her piger, der debuterer helt ned i 11-års-alderen, råt. Perfect Blue er mere aktuel i dag, end den var i 1997.
Sammen med Akira og Ghost in the Shell danner Perfect Blue den meget lille og eksklusive klub af anime-film, der krydsede over i mainstream-publikumets bevidsthed i 00’erne, og er uden tvivl blandt de film, der gjorde tusindvis af mennesker til anime-fans. Satoshi Kon har brudt næsten alle traditioner og kreeret et stilskabende og visionært mesterværk, der er en sand fryd for øje og sjæl.