Trigun vol. 3: Wolfwood

Da vi sidst forlod Trigun, var Vash & Co. på vej mod en ravine i en løbsk sand steamer. På denne discs tre episoder redder de selvfølgelig skindet, og på deres videre færd gennem ørkenen møder de den enigmatiske Nicolas D. Wolfwood, en præst med planetens mindste skriftestol og største skjulte våben.

Trigun, der udkommer sideløbende med Cowboy Bebop og foregår i nogenlunde samme genre – Space Western – har taget den traditionelle sti. De første 6-7 episoder introducerede karakterer og univers. Med sidste episode på volume 2 begyndte historien så småt at titte frem, og trenden fortsætter heldigivis på denne skives tre episoder. Vi aner stadig ikke hvem eller hvad Vash er, men han er på en eller anden måde knyttet sammen med planetens Lost Technology, hvilket giver mulighed for nogle spændende plot-udviklinger undervejs.

Den nye karakter, Nicolas D. Wolfwood, er genial. Ham og Vash etablerer et had/kærlighedsforhold i løbet af fire sekunder, og derfra presser de konstant hinanden ud i de mest åndssvage situationer, der gør de sidste to episoder på skiven til noget af det sjoveste anime, jeg har set i lang tid. Under al klammeriet har de to mænd dog en dyb respekt for hinanden og bygger langsomt et dejligt venskab op.

En af de største grunde til Triguns popularitet hos mig er Vash’s seiyuu, Onosaka Masaya, der behersker mange forskellige stilarter og mesterligt formår at skifte mellem dem med hysterisk skægge konsekvenser til følge. Vash har fået en konkurrent til sin position som seriens sjoveste karakter i Wolfwood, stemmelagt af Hayami Sho. Han er, om muligt, endnu sjovere end Vash og kombinationen af de to er blandt de større genistreger.

Som sagt i tidligere anmeldelser, er Trigun ikke for alle. Showet vælter rundt mellem genrer, det ene sekund er det en spændende science fiction med en dyb og alvorlig handling, det næste sekund står en super deform Vash og nikker skaller til en lille dreng. Skiftene er lynhurtige, ekstreme og ofte helt uventede. Det kræver lidt tilvænning, men gør humoren i Trigun helt unik.

Trigun var en slags sleeper-hit i Japan. Mangaen var ikke specielt kendt før showet gik i luften, og ingen forventede at det skulle gå hen og blive så stor en success, som det gjorde. Det ses tydeligt i animationen, der er tæt på “all keys and no tweens”, og ydermere ser det ud til at store dele af animations-staben er blevet udskiftet fra episode 10; jeg kunne næsten ikke kende Vash og Meryl.

Den tekniske finesse og gennemarbejdethed der mangler i animationen er til gengæld at finde til overflod i Tsuneo Imahoris musik. Imahori spillede desuden guitar i Seatbelts, Yoko Kannos ad-hoc band til Cowboy Bebop, hvilket forklarer den punktvise musikalske lighed mellem de to shows. Efter at have set showet og hørt klippene brugt i DVD’ernes menusystem, anskaffede jeg mig de to soundtracks til serien, hvoraf det første (The First Donuts) absolut kan anbefales. Musikken er ikke umiddelbar tilgængelig, men som Lain-soundtracket vokser den langsomt, og har efterhånden opnået en favoritplacering i min samling.

Pioneers anime-udgivelser på DVD er konsekvent gode. De to tidligere Trigun-udgivelser havde nogle moiré-problemer, man heldigvis har fået løst her, så der ikke længere er noget at udsætte på billedkvaliteten. Menusystemet er direkte blæret med computeranimerede scener fra filmen og lækre bidder fra det spændende soundtrack. Valgmulighederne er tydelige og hurtige; det hele fungerer optimalt. Under Extra Features finder man et galleri med godt udvalgte billeder (når man ser dem, får man straks lyst til at se episoderne igen) og et skitsegalleri med mange af seriens sære og absurd detaljerede våben. Mit eneste ankepunkt er at Pioneer bliver ved med at udgive serier med kun tre episoder pr. DVD, når Bandai og Viz udgiver 5-7 epsioder pr. DVD til samme pris. Trigun er en dyr fornøjelse, og det tager over et år at samle hele serien.

I den uundgåelige sammenligning med Cowboy Bebop, vinder Trigun points på humor og sammenhængende historie, men taber stort i stil-afdelingen grundet den ringe animation. Men kan ikke fremhæve den ene fremfor den anden, begge shows har sine klare værdier, og jeg kan anbefale Trigun til folk, der tør smide traditionerne over bords og investere lidt tid på en alternativ oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.