Cast Away

2 out of 6 stars
Tom Hanks strander på en øde ø og lærer en del om at kæmpe for de basale værdier i livet. Imens strandede jeg i over to timer på 19. række i Imperial, mens jeg forgæves spejdede efter oplyste exit-skilte, så jeg kunne blive reddet fra dette studie i langsommelighed.

Chuck Noland (Tom Hanks) er en travl forretningsmand, der fiser rundt i verden og sætter FedEx-kontorer op. Hans liv er styret af hans beeper og han er nødt til at forlade familien midt i juledagene, hvilket i USA betragtes som en større dødssynd end børneporno.

De Højere Magter er tilpas mugne over Chucks mangel på respekt overfor familien, så de crasher hans fly og sætter ham i land på en øde ø. Her fordriver han så tiden mens han spekulerer over de basale værdier i livet – frihed og menneskelig kontakt figurerer pænt højt på hans ønskeliste. Hans nye livssyn kommer ham til nytte, da han vender tilbage til den virkelige verden.

Slut.

Hvordan Robert Zemeckis kan få den lille historie til at vare to timer og 13 minutter lyder umiddelbart som en uoverkommelig opgave. Men Zemeckis har brugt oceaner af tid på at vise, hvordan Chuck lærer at skrælle kokosnødder med en skøjte og fange fisk med en balkjole. Da dette plotdevice efter en time ikke kan køres længere, maler Chuck et ansigt på en fodbold, kalder den Wilson og fører lange samtaler med den om de ting, han burde have sat mere pris på i sit liv.

Under ø-opholdet står der pludselig “Four Years Later” på skærmen. Jeg greb mig selv i at checke mit ur for at se, om det passede.

Budskabet i filmen er selvfølgelig at man skal give sig tid til de basale værdier og ikke altid fise til Rusland for at bygge et FedEx-kontor eller noget i den dur. Men den historie er blevet fortalt så utroligt mange gange før, at man næsten ikke orker at høre den igen.

En haltende historie kan reddes af et dejligt persongalleri, man da hovedparten af filmens dialog veksler mellem Chucks ensidige skænderier med en fodbold og total tavshed, er der ikke så meget at hente her. De få gange Chucks strabadser på øen begynder at ligne noget alvorligt man kunne sympatisere med, kaster Zemeckis en åndet joke ind i manegen i frygt for at folk skulle tage filmen alvorligt.

Skal jeg pege på et godt element i filmen, er det billedsiden. Farverne er dæmpede, lokationerne er realistiske og den øde ø er alt andet end et tropeparadis. Flystyrtet i starten af filmen er uden tvivl det mest ægte styrt, jeg endnu har set. Det er lavet med imponerende få virkemidler – et rystende cockpit og synet af havoverfladen gennem vinduet, og mine knoer må have været helt hvide af at knuge armlænet.

Men de pæne billeder kan ikke redde filmen. I bund og grund er det en fortærsket historie fortalt uden vid eller bid. Cast Away er et stort skridt baglæns for et Hollywood, der ellers var så flot igang med at forny sig. Lad være med at spilde din tid på den.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.