Den Onde Cirkel
Hekse har altid været et fascinerende emne og Hollywood har da også forlængst indset det med talrige filmatiseringer til følge. I 1996 fik vi så teen-udgaven med <i>Den Onde Cirkel</i> (org. <i>The Craft</i>).
Filmens hovedperson er pigen Sarah (spillet af Robin Tunney), der med sin far og stedmor flytter fra San Francisco til en mindre provinsby. Den melankolske Sarah er ligeglad med alt omkring sig indtil hun i skolen møder pigerne Bonnie, Rochelle og Nancy. Lokalt er de kendt som “heksene”. En drilagtig betegnelse, der dog er mere korrekt end folk tror. Det finder Sarah også ud af, da hun bliver gruppens fjerde medlem og fuldender deres magtcirkel. Derved sætter hun dem i stand til at gøre ting udover det sædvanlige. At have overnaturlige kræfter er selvfølgelig dejligt, men hvad sker der når man udnytter dem til egne formål? Alting har en pris viser det sig.
Det er det grundlæggende plot for filmen og hvis man synes det lyder lidt som en leflen for masserne med sit teenagepige-hekseplot… så har man fuldstændig ret. Pigerne ser mistænkeligt godt ud og temaerne er også af den type, der går rent ind hos skoleelever. Vi har mobning, forelskelse og ønsker om at være noget særligt og at ændre på sin egen krop. Filmen viser os hvordan en gruppe piger ville tackle den slags, hvis de havde magiske kræfter og det er det mest interessante ved filmen. Hverdagsskildringerne er uden alt det pjatteri der er så typisk for teen flics, og kommer igennem på en alvorlig måde.
Robin Tunney er glimrende som cirklens fjerde led Sarah, der efterhånden sætter spørgsmålstegn ved gruppens gerninger, men det er Fairuza Balk der stjæler filmen som Nancy, gruppens dæmoniske leder. Balk portrætterer Nancy som en magthungrende og samtidig ynkværdig person, der fra tilværelsens side ikke har haft det for let. Det skal hun have ros for. Hun er perfekt til den rolle og i visse scener virkelig skræmmende. Rachel True har en noget mere anonym rolle som Rochelle og det samme gælder for Neve Campbell (der senere havde hovedrollen i Scream-serien), der spiller ganske fint som Bonnie.
Teknisk er det en fin disk Nordisk Film har disket op med (haha). Udemærket anamorfisk billede der klarer skærene fint, dog virker det som om der er lidt besvær med klinikscenerne, hvor der optræder mange blå farver. De “bløder” en lille smule igennem, men det er en ret kort scene, så det er ikke noget der trækker ned i den generelle vurdering. Skiven er en DVD9 og layerskiftet er desværre ikke helt anonymt. Det ville nemt have kunnet gøres bedre, men jeg har bestemt set værre. Jeg fatter aldrig studier der laver skiftet midt i en lyd. Det er da for klodset. Lyden er for øvrigt som den skal være. Det er ikke en voldsomt aktiv film rent lydmæssigt, men musikken og dialogen kommer fint igennem.
Før vi ser på ekstramaterialet vil jeg lige give menuen et par rosende ord med på vejen. Den er animeret, har baggrundsmusik og er virkelig flot lavet. I filmens ånd er den lavet med heksediagrammer, viskende stemmer og uhyggelige baggrundslyde. Den fanger filmens stemning og er en fornøjelse bare at se på. Jeg ville ønske flere region 2 udgivelser fik så flot en menu. Udover de obligatoriske kapitelvalg og lydspor/undertekstvalg gemmer menuen på nogle godbidder: Vigtigst er en fremragende featurette, der kommer godt ind i filmen og dens tilblivelse. Den indeholder en stor mængde virkeligt informative interviews med alle de involverede og de er værd at høre.
Rachel True: “You’ll notice that the more powerful our characters grew, the shorter our skirts got.”
I modsætning til hvad der ellers er trenden får vi ikke de store gennemgange af hvordan specialeffekts blev lavet i de mere spektakulære scener, men i stedet hører vi fra skuespillernes egne munde hvad de selv tænkte og følte da de lavede scenerne. Dejligt. Af andet kan nævnes et kommentarspor med instruktøren Andrew Fleming. Jeg havde desværre ikke tid til at høre det hele, så jeg tjekkede det i nogle forskellige scener. Fleming virker lidt tør og kedelig til at begynde med, men han har faktisk nogle ret interessante detaljer at fortælle om filmen undervejs. Derudover får vi en trailer, et separat lydspor med filmens musik – der i øvrigt er ganske fin – nogle lidt uinteressante fraklippede scener og filmografier over de 4 hovedroller og instruktøren. Alt i alt er det en glimrende udgivelse.
Den Onde Cirkel er en underholdende film, hvis man synes om hekse og teenage film. Tager man den for det den er skal man nok blive underholdt, forvent dog ikke nogen Heksene fra Eastwick. Holder man af filmen er det bestemt denne udgivelse man skal have.
Skiven kan købes hos Dvdoo.