Black Heaven vol. 1

3 out of 6 stars
Et sjældent forsøg på at lave anime for og med voksne. Der er mange nye og interessante idéer, men desværre tør man ikke helt slippe traditionernes åg.

Another lethargic morning has begun. Today, I stand on the stage of deception once again. Life is fleeting. To live in a dream, to shine in the dream – that is the dream of dreams. Defeated by the dream I chose to bury myself in mundane reality day after day. Believing that here is a small happiness hidden somewhere inside… Fellows, you shall not ask me my name. I have since lost a name to call myself… I am a transparent being. Yes. I am merely playing the role of the hapless salary-man, one gear in the machine called society.

Sådan lyder Oji Tanakas tanker første gang vi ser ham. Han er i midten af 30’erne, gift og har en lille søn. Han arbejder som kontorslave i et tilfældigt firma, hvor dagene bare triller afsted uden ende. Da han var yngre var han guitarist i rockbandet Black Heaven, der næsten blev til noget. Hans fremtidsvisioner dengang var omend ikke klare, så i hvert fald meget langt fra det liv han nu er fanget i.

Den daglige trummerum brydes, da en ny sekretær dukker op på Ojis arbejde. Hun er lamslående smuk og viser af ukendte årsager en stor interesse for Oji.

Black Heaven kunne have været en virkelig interessant dramaserie, hvis man havde holdt historien ved disse koncepter. Men det viser sig, at Ojis nye sekretær er en alien, og at det eneste, der kan hjælpe disse aliens i kampen mod nogle andre aliens er Ojis guitarspil.

Historien synker ikke ned i den rene science fiction-plathed, for der bliver gjort god plads til at udforske Oji’s følelser og tanker over sit liv, og dem af os der selv er eller har været i samme situation kan genkende en hel del. Serien kan dog ikke undgå at falde mellem to stole. På den ene side er det en triviel science fiction-historie, og på den anden side et drama om livet i 30’erne. Jeg ved ikke om disse temaer kan kombineres, men det er i hvert fald ikke lykkedes specielt godt i Black Heaven.

Når serien alligevel ikke ryger under tre stjerner skyldes det en mængde god humor og nogle gode karakterer. Man kan vel heller ikke forvente mindre fra Hiroki Hayashi (Tenchi Muyo! OVA, Bubblegum Crisis 2040). Den er underholdende, men ganske som med Oji, skærer det lidt i sjælen at se et så stort potentiale gå til spilde i mundæne trivialiteter.

Animationssiden i denne 13-episoders TV-serie er middelmådig. Det virker som et sats, man ikke har turdet sænke for mange penge i. ED-sekvensen bør dog fremhæves: Den består af tre piger, der ligger og sover mens en glad Lisa Ekdahl-agtig sang kører. Simpelt, men så genialt udført at det kunne være en video på MTV. Lydsiden er derimod rigtig god. Baggrundsmusikken af Koichi Korenaga er fyldt med gode guitarriffs fra 80’erne og OP-sangen “Cautionary Warning” af John Sykes (tidligere guitarist i Thin Lizzy, Whitesnake og Blue Murder – Japanerne er fuldstændig vilde med ham) er der godt gang i.

Stemmerne er generelt gode, men især Oji’s tanke-stemme er suveræn. Han lyder lidt som Spike fra Cowboy Bebop, hvilket han egentlig også er, hvis Spike pludselig en dag vågnede op og fandt ud af at han var gift, havde børn og et kedeligt job.

DVD’en er fra Pioneer, så her kan man blot indsætte den normale paragraf om høj kvalitet og for få episoder. Jeg er lidt muggen over coveret, der let kunne lede folk til at tro at her er tale om en mørk og dyster serie, hvilket overhovedet ikke er tilfældet.

Med sin solide baggrund i 80’ernes heavy metal og voksne karakterer, tør jeg kun anbefale Black Heaven til folk omkring de 30 år. Har du overskud på kontoen og savner lidt eksperimenterende anime, er denne serie ikke helt ved siden af. Men den er langt fra essentiel i din samling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.