Dark Souls III: The Ringed City

5 Stars

Hvordan sætter man punktum efter tre spil og en god håndfuld udvidelser, der har fået et hengivent publikum, af flere omgange har sat standarden for leveldesign og har nydt så stor succes fra både kritikere og fans, at formlen nu forsøges efterlignet igen og igen? Løsningen er ikke at sætte punktum. I historien, i hvert fald. For The Ringed City afsluttes ikke med en episk videosekvens, hvor alle tråde samles og alt endelig giver mening. Slutningen på selve Dark Souls III er stadig den egentlige slutning, og The Ringed City er tænkt at blive spillet før enden på hovedhistorien og i forlængelse af den første udvidelse, Ashes of Ariandel.

The Ringed City er en verden i forfald. Vi vandrer gennem støv til livet. Rester af bygninger eroderet af tidens tand og asken fra de mange helte, der kom før os, men fejlede. Alle søgte de den mørke sjæl, der indgød menneskets forfædre liv og magt. Nu er det vores tur, men den tjenende ridder Gael er måske kommet os i forkøbet. Ildens Alder har nået sin ende, rigerne kolliderer og åbner vejen nedad, hele tiden nedad, mod verdens ende. Så vi følger sporet fra Gael og håber, at vi ikke kommer for sent.

Dark Souls III: The Ringed City 11
Ja, jeg synes også, hulen var lidt kold.

I denne sidste udvidelse er sværhedsgraden skruet op til 11. Som om en svanesang skal gøre mere ondt og være kilde til mere frustration end det egentlige spil. Alle fjender slår hårdt, de optræder ofte i grupper, og har du ikke øjnene med dig, er det meget nemt at løbe ind i et baghold. Den konstante søgen nedad giver banerne en klar vertikalitet, men man skal heller ikke glemme at kigge op. I sumpområdet – det ville ikke være Dark Souls uden en giftig sump – skal man først og fremmest undgå projektilangreb fra nogle englelignende væsener, der konstant bombarderer dig, hvis du ikke er i skjul.

På grund af dette kigger man hele tiden op for at sikre sig, at man fortsat har dækning, og får øje på et ventende baghold. Man tror, man har regnet den ud, for så straks at blive tævet i jorden fra højre af en Harald Knight, en fjende tre gange din størrelse, der ventede bag et hjørne. Så nu skal du slås mod den, mens du forsøger ikke at trække dig for langt tilbage i retning af det baghold, du før fik øje på, men også holde dig oppe af sumpen, så du ikke bliver skadet af giften, og endelig også skal huske på, at englen fortsat skyder efter dig, hvis du går ud fra dækningen og kommer til syne. The Ringed City stiller store krav til hele tiden at være bevidst om alle fjender og holde styr på dine omgivelser i alle retninger. Særligt er det godt at huske på flugtveje, hvis man skulle få brug for en retræte.

Spilleren præmieres for at kæmpe sig forbi alle disse fjender. Flere af de nye våben, der samles op flere steder undervejs, er blandt seriens bedste og mest interessante. Samtidig kan man finde bedre varianter af de ringe, man ofte tyer til for at få en ekstra, lille fordel. Endelig er der bosserne. Fire i alt, hvoraf en lidt er en gimmick, en er temmelig frustrerende, og to er aldeles fremragende. Den første boss er to enorme dæmoner, der skiftevis går i nærkamp og angriber på afstand. Og lykkes det dig at slå dem ihjel, kommer den sidste til live igen i en stærkere udgave. Naturligvis.

Kampen minder lidt om en dobbelt Sanctuary Guardian og er tæt på at nå Ornstein & Smough som bedste bossduo i serien. Anden boss er som sagt lidt af en gimmick, da andre spillere hidkaldes og skal kæmpe mod dig. En PVP-boss. Det fungerer fint, men er ikke videre mindeværdigt. Da det er tilfældigt, hvem du kæmper imod, kan det også være en meget let eller svær boss, afhængig af om du har heldet med dig.

Dark Souls III: The Ringed City 5
I den endelige form er første boss imponerende og frygtindgydende.

Udvidelsens sidste boss, Gael, kombinerer kvaliteterne fra opgørene mod Artorias og Orphan of Kos og lander solidt i min personlige top tre over bosskampe i Soulsborne. Alle angreb telegraferes, men timingen for at undvige ændrer sig gennem kampens tre faser, der også introducerer nye angreb at lære, og fejl straffes nådesløst. En hektisk og storslået afslutning, der også følges af et af seriens bedste bosstemaer. Det er lige til at blive forpustet af og næsten nok til at bortviske skuffelsen over, at man ikke trakteres til en sidste videosekvens – i stedet står man blot alene tilbage og kan tænke over, hvordan Gael blev drevet til vanvid af den mørke sjæl.

Kampen mod Gael er essensen af seriens mærkat som ’hård, men retfærdig’. Det samme kan ikke siges om den valgfri boss i The Ringed City, ærkedragen Midir. Midir er kæmpestor, har alt for meget helbred og har naturligvis et instant kill-angreb, som bruges alt for ofte. Hvis man har sloges mod Laurence fra Bloodbornes udvidelse The Old Hunters på Ng+5 eller højere, har man en ide om, hvordan Midir er, blot med værre hitboxes. Midir er en valgfri boss, men vil man blive en af de spillere, der kaldes ind for at slås i PVP-bosskampen, skal dragen nedlægges. Uden hjælpere kan det knække de fleste.

The Ringed City sætter sig med udmærkelse i rækken af glimrende udvidelser fra From Software. Ejer man Dark Souls III, bør det være uomgængeligt. Ejer man ikke spillet, er den samlede pakke med begge udvidelser netop udkommet, så hvad venter du på? Du kan lige nå at dø en sidste gang.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz