Vandal Hearts
To-dimensionelle karakterer, et plot så linært som en lineal og stærkt optrukne grænser mellem godt og ondt – det lyder som et afsnit af Kaj og Andrea. Men Konamis RPG fra ’97 er blandt de kraftigst skinnende stjerner i rollespilsfirmamentet.
I dette RPG spiller du Ash, en Helt med stort H, der kæmper i regeringstropperne mod alt ondt. Du bliver opmærksom på lidt knirkeri i regimets egne rækker, og de sender dig langt væk på en hemmelig mission. Bagtanken er naturligvis at bruge dig til at udføre beskidte tricks, men de bli’r jo nok snydt.
Historien er simpel, men for en gammel mand som mig kommer det som en lettelse. Japanske RPG’er har det med at lave ekstremt komplekse historier hvor en kones fætters hemmelige elskers bror er i familie med en prinsesse, der engang har trådt på søsterens lillebrors hundehvalp og derfor er verden naturligvis på randen af et sammenbrud. Japanerne har også en idé om, at når de har nævnt en person én gang i spillet, kan de uden videre referere til vedkommende 32 timer senere. “Vi ved alle, hvad Adolphus gjorde! Derfor skal du nu DØ!”. Nå, okay, jamen så må vi jo hellere slås, selvom jeg ikke aner hvorfor.
Det kan godt være, at jeg besidder et begrænset intellekt og en mangelfuld hukommelse. Men som aldrende spiller med andre pligter end at rydde op på mit værelse en gang om måneden, kan jeg ikke tillade mig at spille 30 timer i ét stræk. Det bliver til en halv eller hel time en gang i mellem, og så er det dejligt befriende at jeg umiddelbart kan tænde for Vandal Hearts, loade mit savegame, sige “nåja, det var jo her jeg kom til” og kæmpe videre.
Selvom karaktererne er todimensionelle (i mere end én forstand), og det er meget let at se, hvem der er gode og hvem der er onde, bliver der alligevel plads til et par overraskelser undervejs. Desuden er der en pæn portion humor og personlig drysset ned over personerne (pudsigt nok er bifigurene de sjoveste og mest interessante).
Selve spillet er meget simpelt: Et stykke plot udfolder sig, man rykker sit party hen til et sted på kortet, tæver nogle monstre og/eller slemrianer, gentag indtil rulleteksterne. Historien er underholdende, der en kæmpe, hemmelig side quest, der er mennesker at snakke med og udstyr at købe og så er der selvfølgelig kampsystemet.
Vandal Hearts er et turbaseret RPG. Du rykker alle dine spillere, så rykker computeren alle sine spillere, og når én af siderne har mistet alle spillere, er kampen overstået. Jeg er rabiat tilhænger af turbaserede kampsystemer, da det er ren hjerne – der er ikke behov for hurtig tænkning, reflekser eller fingerakrobatik på controlleren. Man sidder stille og roligt med en kop kaffe og planlægger sine bevægelser. Det er som at spille skak, bortset fra at dine brikker bliver sejere efterhånden som spillet skrider frem.
Fornemmelsen af at spille skak bliver forstærket undervejs. Flere personer slutter sig til dit party, og til forskel fra andre RPG’er, kæmper du altid med hele dit party i Vandal Hearts. På et tidspunkt havde jeg 12 karakterer med i samme kamp, og det er noget skæggere end de evindelige fire man er vant til.
Landskabet spiller en stor rolle – en højt placeret bueskytte kan stille og roligt eliminere hele fjendens styrker. I starten er det livsvigtigt at man planlægger sin strategi ud fra landskabet, men senere i spillet, når man får langtrækkende spells og flyvende karakterer, betyder det ikke længere så meget.
Computeren spiller dejligt. Almindelige soldater er ikke specielt intelligente og nemme at forudse, for de går altid efter den svageste karakter i dit party. Men boss-karaktererne og bueskytterne spiller den så mesterligt ondt, at man ofte har fornemmelsen af at spille mod et tænkende menneske.
Grafikken i Vandal Hearts er meget chunky – selv for et gammelt PlayStation-spil, ser det grimt ud. Landskabet er 3D-polygonbaseret, og ser okay ud, men spillerne er 2D sprites, der ser ud som om de er bygget af Duplo-klodser. Det er dog kun et problem de første 10 minutter, for spillet er så spændende at man hurtigt har andet at tænke på. Karakter-animationen er meget sparsom, ofte kun 2 eller 3 frames for et angreb, men til gengæld er det tit lavet så skægt (og ledsaget af geniale lydeffekter) at man ikke kan lade være med at grine, selvom en Clay Golem tamper livet ud af den sidste bueskytte. Så det er dejligt tilfredsstillende, at drabet af en karakter resulterer i et svuuushj! og en geyser af blod ret op i luften. Vandal Hearts tager aldrig sig selv for seriøst, og heri ligger en stor del af charmen.
Vandal Hearts ser ikke særligt godt ud, men det spiller som en drøm. Personerne er skægge, dog uden den større dybde, historien er dejlig nem at følge og – vigtigst af alt – kampsystemet er af en sjælden overgået kaliber med masser af karakterer på brædtet og en drabeligt godt spillende computer. At spille det er for mig forbundet med lige så stor hygge som december måned og varm kakao.
Hvor Final Fantasy Tactics er det ypperligeste den turbaserede RPG-genre kan byde på, er Vandal Hearts langt mindre komplekst og mere tilgængeligt. Har du ikke prøvet turbaserede RPG’er før, eller har du bare lyst til et spil, du ikke behøver bruge alt for lang tid på at lære, er Vandal Hearts et perfekt valg.
Der findes i øvrigt også en Vandal Hearts II, som stadig er i handelen. Spillet har langt bedre grafik, men på alle andre punkter er det etteren underlegent. Kan ikke anbefales
Desværre er dette gamle spil ikke længere i produktion. Men efter just at have gennemspillet det for anden gang, synes jeg stadig det er så godt, at det fortjener en anmeldelse. Ser du spillet i en second-hand shop, må du ikke tøve – køb det!