Fire Emblem: The Sacred Stones

Nintendos hof-udvikler, Intelligent Systems, har smidt endnu et Fire Emblem-spil på gaden. De bryder med If It Works Don’t Fix It-princippet, men den gode historie og det ekstremt polerede gameplay redder dagen.

Den gode Historie

Kong Fados børn, Eirika og Ephraim, lever en fredfyldt tilværelse i landet Renais. Men en dag invaderer det ellers så fredselskende naboland Grado med fuld kraft, og kort tid efter er Kong Fado død og de to søskende skildt fra hinanden og i kamp med misdædere og mørkets magter i et forsøg på at finde ud af, hvad Kejseren af Grado har gang i og få det stoppet.

Belært af forrige udgivelse, bevæbnede jeg mig med papir og blyant fra første færd i Fire Emblem: The Sacred Stones: Persongalleriet er enormt og hvis man har svært ved at huske navne er det essentielt at få dem dokumenteret, ellers er historien lige så håndgribelig som morgendis. I løbet af få timer var galleriet på over 30 (heldigvis fik jeg slået nogle af dem ihjel, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om dem mere), og mange af dem er relaterede. Med dokumentationen i hånd bliver historien dog en leg at følge, og denne gang er den både gribende og spændende lige fra første færd.

Så spændende, at 20 minutters eksposition midt i spillet (hvis interaktivitet udelukkende bestod i at trykke på knappen for at se næste dialog-skilt) var drønspændende at følge med i. Som altid, når Intelligent Systems står bag, er alle de grimme hjørner poleret ned til pæne, skinnende rundinger.

Jan-ken-PON!

Spillet kører stadig på det gyldne sten-papir-saks-forhold mellem de tre våben- og magi-typer, som japanerne elsker (og kan udføre med så stor hast, at en simpel vesterlænding sjældent kan følge med) og det er stadig både simpelt og genialt. Det gør et slag mellem to krigere en herlig simpel affære, og allerede inden man vælger at angribe, får man præcise oplysninger om sandsynligheder og skade, så man selv kan vurdere om trækket er klogt eller ej, inden man udfører det.

For når trækket er gjort, fanger bordet og hammeren falder. Spillet gemmer efter hvert eneste træk, og mister man en elsket kriger til et drøjt øksehug, nytter det ikke noget at resette maskinen og genoptage spillet. Så bliver man blot præsenteret for det fatale øksehug endnu en gang. Og præcis som i forrige udgivelse (og det virkelige liv), kan en karakter kun dø én gang. Er man død, er man ude af resten af spillet. Laver man en fejl, må man spille banen helt forfra eller leve med tabet resten af spillet.

Fire Emblem: The Sacred Stones er forunderligt nok generelt nemmere end forgængeren, da man allerede fra starten er udstyret med nogle røvsparkende enheder, der kan hakke sig igennem de tykkeste rækker af trolde og edderkopper uden at blinke. Men fra tid til anden dukker en bane op, hvor man skal have en bestemt enhed til at snakke med en bestemt fjende-enhed, og naturligvis helst uden at blive hakket til plukfisk undervejs. Eller man skal nå at besøge en landsby inden en gruppe lejesvende brænder den af. De baner er forbistrede svære, og det er ikke ualmindeligt at bruge fire eller fem forsøg, før man har taktikken i orden – og da spillet gemmer konstant betyder ét fejltræk 30 minutter inde i kampen, at man må starte forfra. Man smider maskinen fra sig i vrede, men kan ikke lade være med at tænke strategier og 20 minutter efter sidder man der igen, sammenkrøbet i sofaen med et stift stirrende blik mod den lille skærm. Når det så endelig lykkedes, er man nærmest euforisk.

For mange Nyheder

Hvor den forrige version kørte spilleren på skinner igennem historien, har man nu fået et kort til rådighed, som man frit kan bevæge sig rundt på og besøge butikkerne i ro og mag (tidligere foregik indkøbsturene udelukkende og lettere frustrerende i kampens hede). Tidligere klarede baner kan blive besat af monstre, som man kan fordrive tiden med at tæve lidt på og på den måde tjene guld og levels. Nogle byer har Arenaer, hvor man kan kæmpe om penge og så er der kommet to nye kamppladser med en mængde levels af stigende sværhedsgrad, som man også kan bruge til at forbedre nye gruppemedlemmer med lave levels.

Intelligent Systems har måske ment at forgængeren var for simpel, men her er i hvert fald denne anmelder af den modsatte opfattelse. Forgængerens simple stil gjorde netop spillet til en så ren oplevelse til forskel fra så mange andre turbaserede RPG’er på markedet, hvor man bruger oceaner af tid på micro management. Men mange af disse features har nu også sneget sig ind i Fire Emblem: The Sacred Stones.

Man kan stadig kun stige til level 20, men der er kommet mangle flere karakter-klasser på bordet (13 grundklasser, der hver kan opgraderes til fire andre klasser). Der er kommet status-effekter (gift, lammelse osv), så nu skal man også have den rigtige medicin med i kamp. Support/Bond-systemet er kraftigt udvidet, og det er næsten et helt spil i sig selv at gætte hvilke karakterer, der føler sig tiltrukket af hinanden og så sørge for at de kæmper side om side for at styrke deres bånd. Slutteligt er der kommet et væld af nye items, man kan få fra fjender eller landsbyer og huse. Til tider kan deres funktion være noget gådefuld, men heldigvis kan et tryk på R-knappen til enhver tid give hjælp til alt, man kan se på skærmen.

Alt i alt er spillet en mere kompleks affære end sidste gang, og man bruger uforholdsmæssigt meget tid på item management, da hver karakter stadig kun kan bære fem ting og udvekslingen af disse mellem enheder og lageret ikke ligefrem er intuitiv.

Blandt de nye tiltag er der desværre ikke blevet plads til en liste over de personer, man har mødt på sin færd, og et resumé af historien. Det betyder, at man skal have papir og blyant ved hånden (med mindre man ikke har problemer med at huske alle navnene i Ringenes Herre) og gennemføre spillet i ét hug, da man ellers glemmer den hidtige historie.

Jeg elsker dig, på godt og ondt

Mit forhold til Fire Emblem: The Sacred Stones er ikke en stormende forelskelse, men snarere et reelt kærlighedsforhold. Jeg elsker det her spil, og selvom det til tider kan opføre sig fuldstændigt urimeligt, tilgiver jeg det alligevel og fortsætter. Intelligent Systems ved, hvad de laver, og det her er bestemt ingen undtagelse. Alligevel vil jeg primært anbefale spillet til dem, der også holdt af den forrige udgivelse. Er man nybegynder, skal man starte med forgængeren.