Fire Emblem: Path Of Radiance

5 out of 6 stars
Udvikleren Intelligent Systems ramte en guldåre med udgivelsen af det første Fire Emblem-spil til Gameboy Advance. Spillets blanding af turbaseret strategi og et gennemarbejdet fantasyplot gjorde det til noget nær det perfekte spil til en håndholdt konsol. At gameplayet var mere vanedannende end billig heroin, og at der var mere end 40 spiltimer i det, skadede bestemt heller ikke.

Intelligent Systems var da heller ikke sene til at følge sucessen op med efterfølgeren Fire Emblem: The Sacred Stones, som gik efter den gamle devise med ikke at ændre på en god opskrift. Historien var ny, men absolut intet var ændret i gameplayet. Plottet var dog lige så medrivende og gameplayet stadig så vanedannende som i det første spil, så manglen på fornyelse gjorde intet. Nu prøver Intelligent Systems så lykken for tredje gang med Fire Emblem: Path Of Radiance, dog tager serien denne gang springet til den stationære konsol Gamecube.

Plottet er umiddelbart meget bekendt: Et fredeligt land invaderes af nabolandet med verdensherredømme-aspirationer og som leder af en lille gruppe lejesoldater, må man vælge side. Da en prinsesse pludselig dukker op, siger det sig selv, at man bliver mål nummer ét for det nyoprettede imperium. Ganske som i de foregående spil bliver historien dog mere og mere interessant, efterhånden som den udvikler sig undervejs. Nu vil det jo være oplagt at se på, om spillets gameplay er lige så velkendt, om det egner sig til en stationær konsol og hvilke fornyelser, der eventuelt er introduceret for at imødekomme den nye platform.

For meget makeup på, skat…

Overraskende nok er det ikke i kraft af men snarere på trods af ændringerne, at det er et godt spil. Path Of Radiance ændrer nemlig ikke radikalt på den formel, fans af serien elsker, men indeholder adskillige små ændringer, hvoraf flere faktisk trækker lidt ned i det overordnede indtryk. Lad os starte med det, de fleste vil lægge mærke til først, nemlig grafikken.

Mens de to første spil i serien benyttede sig af ren 2D-grafik, er Path Of Radiance overgået til 3D – i selve de turbaserede kampe såvel som mellemsekvenserne. Mens sidstnævntes blanding af cell-shading og 3D modeller er lykkedes ganske godt (på trods af dårlige stemmer), så kunne jeg godt have været foruden ændringen i kampene. Ikke overraskende er det overblikket, der har lidt overlast. Det er muligt at zoome ind og ud på kamparenaen, og man kan skam også vende og dreje perspektivet, som man har lyst. Problemet er, at 3D-modellerne er ret primitivt designede og langtfra er så letgenkendelige som de nydelige små 2D portrætter i de foregående spil. Alt for tit følte jeg mig nødsaget til at markere en karakter for at få en popup-beskrivelse, så jeg var sikker på, hvem det var. Det føles unægteligt alt andet end intuitivt, når man har bruug for en kriger med en økse, og man er nødt til at søge igennem enhederne. Før i tiden kunne man bare kaste et blik på arenaen og sige “ham”.

Når en kamp udspilles, er det underligt nok nogen tydeligt anderledes karaktermodeller end dem på oversigtskortet, der bruges. De er dog stadig alt for generiske at se på og mangler helt den charme som de havde i GBA-spillene. Der var der en klar forbindelse mellem deres udseende i gameplayet og i de flotte 2D-figurer i mangastil, som blev brugt til at fortælle plottet. De animerede mellemsekvenser er ret sparsomme, så plottet bliver stadig fortalt via 2D portrætter, som er af høj kvalitet – absolut på højde med dem i GBA-spillene. Derfor er kontrasten så meget større her, hvilket er en skam.

…men jeg tilgiver dig

Det var det dårlige. Den gode nyhed er, at kampene er stort set uændrede. Har man spillet et af de andre spil, vil man straks føle sig hjemme, da alle funktioner og muligheder er bevarede. Man vælger stadig, hvor personer skal gå hen, og derefter om de skal angribe (hvis de er tæt nok på), bruge et item eller bytte items med personer op ad dem. Et par enkelte nyskabelser er kommet til såsom muligheden for at give generelle kommandoer til allierede enheder, der ikke er under ens direkte kontrol. En anden mindre, men stadig brugbar tilføjelse er muligheden for at skubbe allierede enheder ét felt. Dette er dog begrænset til enheder, der vejer mindre end den, der skubber. Det lyder måske ikke som noget af betydning, men i situationer, hvor en enhed står overfor den sikre død, når det bliver fjendens tur, så kan det i en snæver vending være en redning.

Udenfor kampene er der også blevet tid til lidt finpudsning. Det er nu muligt at få fremstillet våben efter eget ønske hos smeden i den karavane, der rejser med en. Egenskaber såsom træfsikkerhed, skade og vægt kan frit vælges, men prisen stiger selvfølgelig også derefter. Det er dog uendeligt tilfredsstillende, når man en sjælden gang står med en mindre formue, at gå ind og lave det vildeste “mad skillz” tohåndssværd, som giver latterligt meget i skade.

En interessant, men alt for ofte uudnyttet mulighed i GBA-spillene, var muligheden for at karakterer kunne snakke sammen under kampene for at styrke det interne sammenhold. Det var mere et spørgsmål om held end overordnet strategi, når “Kurt” og “Brian”, som var de eneste ud af ens store persongalleri med uafsluttede samtaler, fik mulighed for at stå ved siden af hinanden under en kamp med tid til bare at sludre lidt. Det er stadigvæk muligt i Path Of Radiance, men der er også åbnet mulighed for at gøre det mellem kampene. Nogen vil måske mene, at det er for letkøbt, men jeg syntes faktisk, det var rart ikke at sidde med følelsen af, at jeg manglede bare en lille smule af de forskellige karakterers historier.

En anden finpudsning, som jeg har mere ambivalente følelser overfor, er bonus XP-systemet. Som i de andre spil er det ikke altid, man har mulighed for at tage alle ens karakterer med i en kamp. Nogen gange vil man måske ligefrem vælge en specifik person fra, fordi han eller hun ikke vil have en chance på den bane, man kommer til. Da den eneste måde, man kunne få experience points, og dermed blive stærkere, var gennem kamp, så fandt man hurtigt ud af, at svage karakterer ikke skulle udelukkes fra alt for mange kampe, før et “comeback” ville være nærved umuligt. I Path Of Radiance er dette blevet “rettet”, hvis man kan kalde det det. Efter en kamp får man nu uddelt en procentdel af de XP, der er optjent under kampen til fri disponering for de karakterer, man selv vælger. På den positive side, så er det nu nemt at holde alle enheder på samme niveau. Det fjerner dog en del af udfordringen i spillet, da et blandet hold kræver mere kreativ strategi end en samling supermennesker. Dermed ikke sagt at alle kampe bliver nemme, men det var ærligt talt en unødvendig ændring.

Vi klinger stadig godt sammen

Det er næppe gået hen over hovederne på nogen, at jeg synes GBA-spillene var bedre spiloplevelser. En del af charmen er gået tabt, og skiftet til 3D er efter min mening direkte en fejltagelse. Jeg ville langt hellere have set en 2D-udgave med den øgede opløsning, som Gamecube-udgaven kan præstere, sammenlignet med GBA-udgaverne. Den nye 3D-grafik er kedelig at se på, hvilket gør den til intet andet end en gimmick. Af og til er nogle af kampanimationerne dog flot udført – jeg bliver især aldrig træt af at se en ridder kaste et spyd, det er vidunderligt brutalt. Det meste af tiden er det dog middelmådigt.

Gameplayet er dog stadig lige så solidt og vanedannende som før, og plottet lige så gennemarbejdet. Det er medrivende fantasy med et interessant persongalleri og ligesom GBA-spillene, formår Radiance at få spilleren til at passe overordentligt godt på personerne. Tit genstartede jeg kampe, der havde taget op til en time, udelukkende fordi jeg havde mistet en enkelt enhed.

Hvis du har spillet de tidligere spil i serien, så vil du uden tvivl også få mange timers underholdning ud af Path Of Radiance. Historierne i de tre spil er også komplet uafhængige, så nye spillere kan sagtens starte her. Er du til turbaseret strategi og fantasy, så er det et sikkert køb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.