Fire Emblem

De taktiske rollespil er en uddøende genre på de kraftige, moderne spillekonsoller, men ejer man en Gameboy Advance er der en næsten uudtømmelig kilde af kvalitetstitler at vælge imellem. Nintendo har netop sendt endnu en på markedet – kan den skille sig ud fra mængden?

Svaret på dét spørgsmål kan gives meget simpelt med de to ord, der toner frem på skærmen når man starter spillet: Intelligent Systems. Tidligere kendt som R&D1, Nintendos første interne udviklerstudie med den legandariske Gunpei Yokoi ved roret og en række usammenlignelige titler under bæltet: Metroid, Super Metroid, Paper Mario, Pokémon Puzzle League og Advance Wars. Spil, der på overfladen virker simple, men som gemmer på uanede kvantiteter af det pureste gameplay, der sjældent ses magen til.

Fire Emblem-serien har huseret på de fleste Nintendo-konsoller i 13 år nu, og det var faktisk det første spil fra 1991, der grundlagde hele den taktiske RPG-genre. Der er indtil videre udgivet syv spil i serien (med to yderligere på vej), men det her anmeldte til Gameboy Advance, som altså er Fire Emblem VII, er det første, der er blevet udgivet i Vesten – et faktum jeg kun kan begræde efter at have spillet det til døde i den sidste uges tid.

På det grundlag kan jeg naturligvis ikke sige, hvor tæt denne version følger serien, og om der er en reel sammenhæng imellem spillene. Fire Emblem virker ved første øjekast som et meget generisk RPG, der er skåret over den samme læst som dusinvis af andre: Generisk karakterdesign, skønjomfruer i fare, onde magter i kulissen og drager. Historien, der er linær som en lineal, mangler heller ikke hverken klichéer eller fraser og strør om sig med heroiske dåder og store floskler.

Men glem ikke, at spillet er fra Intelligent Systems, og deres guld ligger altid og glimter lige under overfladen. Det gør sig også gældende for Fire Emblem, der naturligvis formår at spinde en både spændende, underholdende og især overraskende historie og byde på et par unikke features, der skiller det ud fra mængden af taktiske RPG’er til Gameboy Advance.

Man spiller som “Tactician”, en taktiker, hvis opgave er at vejlede en gruppe helte i utallige kampe mod de onde magter. Når spilleren ikke har rollen som helten i spillet, kan designerne tillade sig at skifte hovedpersonen ud flere gange undervejs – første gang er det desorienterende, men senere viser det sig at være til historiens fordel.

Historien er delt op i kapitler, hvor hvert kapitel er lidt plot og en efterfølgende kamp, hvor man har et specifik mål: Indtag borgen, bekæmp bossen, beskyt pigen og hvad de ellers finder på. Der er ingen fri udforskning af kortet, og der er ingen byer man kan besøge for at overnatte på kroen, møde nye allierede og købe nye våben. Fire Emblem er simpelthen kogt ind til det essentielle i de taktiske RPG’er: Spillets eneste interaktion med spilleren er på kamppladsen – skal man købe våben, er man nødt til at besøge en butik under kampens hede, hvilket giver en ekstra strategisk udfordring.

Til forskel fra Final Fantasy Tactics Advance, har Intelligent Systems gjort alt for at holde Fire Emblem simpelt. Hver karakter kan kun bære rundt på 5 ting i rygsækken, og der er ikke hundredevis af forskellige våben, elixirer, magiske formler og andet habengut, der kan forvirre spilleren, ligesom der heller ikke er dusinvis af forskellige status-påvirkninger (forgiftning, forstening, blindhed osv), man skal tage højde for. Desuden kan en karakter kun stige til level 20, og kan kun skifte klasse én gang undervejs.

Denne simplificering gør Fire Emblem langt nemmere at gå til end Final Fantasy Tactics Advance, uden at spillet på nogen måde bliver lettere. Intelligent Systems har koncentreret sig om én ting – de taktiske kampe – og alt overflødigt er blevet skåret væk, så spilleren kan koncentrere sig om spillets vigtigeste aspekt. Det simple design betyder også, at spillet egner sig perfekt til Gameboy Advances begrænsede skærmopløsning; skærmen bliver aldrig overfyldt med information og er man i tvivl om noget, kan man på ethvert tidspunkt få hjælp til alt med et enkelt tryk på R-knappen.

Våben og magi har et sten-papir-saks-forhold, der også skal udnyttes, hvis man har tænkt sig at vinde. Sværd er bedre end økser, Økser er bedre end lanser og lanser er bedre en sværd. Det er simpelt, og det er hamrende genialt; det nytter ikke noget bare at sende sin stærkeste mand galoperende ind i fronten, hvis han ikke har det rigtige våben ved hånden. Hvert eneste angreb resulterer i et modangreb, hvis fjenden ellers kan ramme dig, hvilket gør taktisk brug af magikere og bueskytter – der kan angibe fra distancer uden frygt for repressalier – et must.

Der er, som man kan læse sig til, nok at tænke over under kampene. Men Intelligent Systems har endnu et trumfkort på hånden: Når en karakter dør, så dør han. Vedkommende kan ikke længere deltage i kampene i resten af spillet. Det betyder at man spiller langt mere defensivt, end man er vant til, og man gør alt for at spille som et samlet hold og passe på de svage karakterer. Spillet er endda udstyret med en “Rescue”-funktion, hvor en stærkere enhed kan tage en hårdt såret enhed på ryggen og redde vedkommende fra den visse død.

Hvis man dummer sig og mister en enhed, nytter det ikke noget at slukke sin Gameboy Advance og starte spillet påny – Fire Emblem gemmer spillets tilstand konstant. Næste gang man tænder den, fortsætter spillet præcis ved det sværdhug, man var kommet til. Det er en genial feature til dem af os, der lige har tid til et 10 minutters taktisk fix mens vi venter på at kedlen koger. Når den fløjter, slukker man bare sin Gameboy Advance, og kan uden problemer genoptage kampen senere. Er tabet af en enhed uoverskueligt, har man dog mulighed for at genoptage spillet fra starten af det kapitel, man var kommet til. Men da spillets sværhedsgrad bestemt ligger i den tunge ende, er det hårdt at skulle genspille et helt kapitel, fordi man dummede sig, så man gør alt for at holde live i alle gruppens medlemmer.

Og dem er der mange af – over tyve karakterer befolker historien, heraf er hele tre af dem hovedrolleindehavere på forskellige tidspunkter. Intelligent Systems har gjort et enormt arbejde ud af at gøre karaktererne til rigtige personer, som får spilleren til at passe ekstra meget på dem i kampene. Mister man en svag enhed uden egentlig taktisk værdi, bliver man stadig meget bedrøvet, da man føler at man har mistet en vigtig person i historien.

Selvom Fire Emblem bestemt ikke hører til de lette spil i genren, er det alligevel et perfekt sted at starte for nybegynderen, der gerne vil bryde hovedet med et taktisk RPG. Spillets første fem timer er ét langt tutorial, hvor hvert eneste aspekt af spillet gennemgås underholdende og letforståeligt – samtidig udfolder historien sig allerede fra den første kamp, så man føler aldrig at man spilder tiden mens man lærer spillet at kende.

Fire Emblem er et meget smukt spil, der snildt kunne ligne et spil fra PSone. Der er mængder af detaljerede baggrunde, flotte håndtegnede billeder, flotte karakterdesigns og superb musik med 100 kompositioner man aldrig bliver træt af at høre på (den amerikanske version indeholder endda operasang i åbningssekvensen, men det er blevet fjernet i den europæiske udgave – muligvis for at give plads til tyske og franske tekster). Der er utallige animationer i spillet, der alle er håndtegnede og flot udført. Men selvom der er så meget eye candy, er spillet lynhurtigt – der er naturligvis ingen ventetider mens spillet loader, og overgangen fra taktisk kort til nærkampscener foregår på under et sekund. Fjendens AI er ikke imponerende (det er deres antal og styrke til gengæld, så udfordringen er altid stor), men det resulterer i lynhurtige træk, når det er maskinens tur til at rykke sine enheder. Man kan ydermere skrue på en masse indstillinger, så man kan slå animationer og meget andet fra, der gør spillet endnu hurtigere. Lange ventetider forekommer kun, når man sidder og grubler over sit næste træk – Fire Emblem er simpelthen raffineret ned i mindste detalje, og det endelige produkt fremstår som et højglanspoleret taktisk RPG, som andre kun kan måle sig imod og kun få vil kunne overgå.

Fire Emblem er efter 13 år endelig sluppet ud af Japan. Denne inkarnation er uden tvivl et af de bedste og mest udfordrende taktiske RPG’er, jeg nogen sinde har spillet, og vil utvivlsomt gå over i historien som en klassiker. Det simple design dækker over et dybt og komplekst spil, hvor man begraver sig fuldstændigt i de spændende kampe, mens man følger en række veludviklede personer igennem en ligeså veludviklet historie. Fans af taktiske RPG’er skal bare styrte ud og købe det her spil med det samme – der er intet at diskutere. Nybegyndere har sjældent haft en bedre chance for at springe på vognen end her, så hvorfor ikke prøve noget af det bedste, genren har at byde på, når det samtidig er et af de lettest tilgængelige spil på markedet?