Final Fantasy Tactics Advance

Cremen af cremen indenfor turbaserede rollespil hedder Final Fantasy Tactics og blev udgivet til PlayStation i 1997. Spillet blev reinkarneret på Gameboy Advance i 2006 og den version er nu genudgivet på Virtual Console til Wii U. Kan et af de mest komplekse spil klare turen ned på det håndholdte format?

Marche og hans venner sidder og drømmer om, hvilke RPG’er de synes bedst om. Efter lidt snakken frem og tilbage, bliver de naturligvis enige om, at Final Fantasy er det bedste.

Nu ligger landet sådan, at en af vennerne netop har scoret en magisk bog hos marskandiseren, og i løbet af natten bliver hele deres by Ivalice transformeret ind i en parallelverden af samme navn. Vore venner vågner op og indser, at de er havnet i et Final Fantasy-spil. Når man har tørret sveden fra panden i et forsøg på at kapere paradokset, åbenbares et af de bedste spil på Gameboy Advance, som denne anmelder har haft fornøjelsen af at spille.

Som nævnt i indledningen, er dette spil arvtageren fra det bedste turbaserede rollespil, jeg har spillet: Final Fantasy Tactics til PlayStation (ja, PlayStation – før de hed 2, 3 og 4). Sidstnævnte spil var et af de mest komplekse og ultimativt dybeste turbaserede rollespil, der har set dagens lys på en spillekonsol.

Det, der virkelig vil bage nudlen på spillets nyfunde ejere, er at Final Fantasy Tactics Advance (FFTA) er mere komplekst og endnu dybere end sin forgænger. Ved hjælp af ekstremt talent og et par trylleformularer eller to, har Square Enix formået at få stort set samtlige detaljer fra det originale spil presset ned i den lille kapsel – og har samtidig udbygget spillet med så mange nye features, at man tror det er løgn.

PlayStation-udgaven tog udgangspunkt i en tung historie, som bandt kampscenerne sammen. I FFTA er der lettet noget på atmosfæren, og vi bliver serveret for en meget simplere historie, med langt mere vægt på humor. Personligt hilser jeg denne historie meget velkommen, da jeg for en gangs skyld kan nyde den uden at få kvalme over alle de ridderlige helte- og udåder, der normalt bliver lagt for dagen i disse spil.

Da man lander i den nye verden bliver man lynhurtigt leder af en klan, som er en overbygning til det party man kender fra traditionelle rollespil. En klan kan have helt op til 23 medlemmer (op til 8 af dem kan gå i kamp på samme tid), og udover at være den enhed, du rykker i kamp med, kan du også sende klan-medlemmer ud på mindre jobs på egen hånd, mens resten af klanen følger de missioner, der nu er tilgængelige i det område, man befinder sig i.

Spillets historie fortælles gennem missionerne. I starten er missionerne meget simpelt byggede op, så man får en chance for at lære spillets fantastiske kampsystem at kende. Senere begynder historien langsomt at rulle igennem missionerne, og kæben dratter længere og længere ned ad brystkassen efterhånden som man erfarer, hvor stort det her spil er.

En mission er en kamparena, hvor man har et mål. Arenaen er afbildet isometrisk, og man kan rykke sine enheder rundt efter tur, ganske som i et spil skak. Hver tur består af bevægelse og handling (angreb, helbredelse, magi og andet), og så gælder det om at kombinere sine karakterers evner, våben og landskabet på bedst tænkelige måde for at nå målet. Fjenderne gør naturligvis det samme, og de er ganske gode taktikere, som man kan forvente. De går lige i flæsket på dine healere og dine svageste karakterer, og de forstår at udnytte landskabet perfekt.

Kampsystemet er, ganske som forgængeren, noget af det bedste, der fås i den turbaserede genre. Det kan lyde lidt kedeligt og brætspilsagtigt at man skal rykke sine brikker efter tur og der ikke bare er action på drengen konstant, men så må jeg venligst henlede læseren på ordet “Tactics” i spillets titel. Kampene handler om at tænke, ikke om at reagere lynhurtigt. Åbningsstillingen med de to kæmpende grupper stående overfor hinanden ser meget simpel ud, men 30-40 træk inde i en kamp er det lige så komplekst som et skakspil. Hver eneste træk kræver mange overvejelser, og man vinder kun – som i skak – ved at tænke flere træk frem og ved at lade alle figurerne arbejde som en samlet enhed.

For tilskueren ser det kedeligt og ensformigt ud. For spilleren er det som den smukkeste ballet, man kan forestille sig. Det er længe siden, jeg virkelig har været grebet af et spil, men første gang jeg trykkede “New Game” i FFTA gik der fem en halv time, før jeg igen ænsede at der også eksisterer en virkelig verden. Både første gang, jeg spillede det på Gameboy Advance i 2003, og igen i 2016, da jeg spillede det på Wii U’s Virtual Console.

Som et nyt tiltag i FFTA, gælder der love for enhver kamp, og de er tilfældigt genererede. På den måde bliver spillet aldrig det samme, lige meget hvor mange gange man spiller det igennem. Lovene er delt op i forbudte og velsete handlinger – f.eks. kan det være forbudt at bruge gift men velset at bruge hvid magi. I hver kamp deltager så en dommer, der deler gule og røde kort ud ved forseelser – får en spiller et rødt kort (det gælder både dig og computeren), ryger vedkommende ud af banen og direkte i fængsel og kan ikke deltage i flere kampe, før hun er løsladt igen. Udfører man en velset handling, får man Judge Points, som kan bruges til at udføre specielt kraftige Combo Attacks. Lov-systemet fungerer godt og giver spillet en ny dimension. Man kan have det sejeste hold sværdkæmpere, men hvad nytter det, når man havner i en kamp, hvor man ikke må bruge sværd? Det hele bliver vendt på hovedet og nu er det pludselig de svageste figurer, der skal vinde kampen. Lov-systemet sætter til tider ens taktiske formåen på en hård prøve.

Efterhånden som man kæmper sig vej gennem missionerne, støder nye karakterer til klanen, og man får samlet sig en større styrke. Så introducerer spillet pludselig Turf-begrebet, hvor man skal kæmpe om områder med de andre klaner. Jo større område man besidder, jo flere specielle ting kan man købe i forretningerne og tilmed til en billigere pris. Man behøver strengt taget ikke at kæmpe med de andre klaner, men ens naturlige territorie-instinkt træder i kraft, når en eller anden opkomlings-klan tror de kan marchere ind på dit område uden at få prygl.

En velkendt genganger fra PlayStation-udgaven er Job-systemet, hvor en karakter kan have et job, som beriger ham eller hende med visse evner. Jobs er f.eks. munk, præst, kriger eller bueskytte. I FFTA er jobsystemet, som var komplekst i forvejen, blevet udbygget med fem racer, således at forskellige racer kan have forskellige jobs. Der er nu i alt 42 jobs at vælge imellem, og der er kommet mange nye, spændende til (jonglør, monstertæmmer og den slags). I PlayStation-udgaven skulle man sørge for at have et nogenlunde balanceret hold med krigere, magikere og healere. Men Lov-systemet tvinger spilleren til at have et langt mere varieret hold i FFTA, så man kan imødegå enhver situation, og det er da også sjovt at bygge de forskellige karakterer op i deres professioner. Når en spiller har mestret et angreb eller lignende i en jobklasse, kan man tage det med over i en anden jobklasse og på den måde generere sine helt egne klasser af karakterer.

Min eneste anke mod FFTA er butikken, der er uoverskueligt bygget op. Man bliver præsenteret for et udstyrsmarked i Bilka-størrelse, men har ingen chance for at se om et givent sværd er bedre eller dårlige end det, en given karakter allerede er udstyret med. I starten er det til at overskue, men står man og skal købe udstyr til 20 mand, er man nødt til at have en liste over deres eksisterende udstyr og tilhørende attributter ved hånden, før man går ud og handler. Det er unødvendigt og kluntet. Heldigvis finder man så meget udstyr under missionerne, at man sjældent har brug for at købe mere i butikkerne, men netop denne del af spillet er underligt mangelfuld sammenlignet med resten.

Teknisk set er FFTA lige så overdådigt som spillet er dybt. Det er uden tvivl et af de flotteste spil Gameboy Advance. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man snildt tro at det her var et PlayStation-spil. Spillet blev udgivet i den tid, hvor Gameboy Player eksisterede til GameCube og er derfor udstyret med en “TV Mode”, der får det til at se ekstra godt ud på den store skærm. Den kommer også til sin ret på Wii U.

På kamp-arenaen (hvor man bruger 90% af sin tid i spillet) kan tingene godt blive lidt gnidrede, og man savner muligheden for at rotere arenaen frit som man kunne på PlayStation. Men man vænner sig hurtigt til at køre markøren henover enhederne for at se de utroligt smukke håndtegnede billeder af karaktererne og dermed genkende dem (og fjenderne). Det hjælper også, at spillet forsyner samtlige monstre med tilfældigt genererede navne, der passer til deres racer. Det er altsammen med til at sætte ansigter på de små sprites, så man ikke mister overblikket. Ydermere er hvert eneste angreb assisteret af herlig animation, og hvert eneste monster har sine egne animationer alt efter hvilket angreb, det udfører. Vi har tidligere oplevet, hvordan Square præsenterer grafiske overflødighedshorn i deres “store” Final Fantasy-spil, og denne gang imponerer de mindst lige så meget med den overdådige detaljerigdom, de har proppet spillet til randen med.

FFTA har i sagens natur brug for at forsyne spilleren med tonsvis af statistikker og statusbeskeder under kampene, men der er lagt et ufatteligt stykke arbejde i at kun præsentere de absolut mest nødvendige detaljer og kun, når man har brug for dem. På diverse knapper ligger så ekstra information, man gnidningsfrit kan kalde op efter behov. Der er hjælpe-beskrivelser til stort set alt, så man aldrig føler sig fortabt i det komplekse system. Det er helt utroligt så optimalt, den lille skærm anvendes.

Lov-systemet kombineret med racer og jobs giver spilleren helt nye muligheder for at skrue sit drømmehold sammen – igen alt efter tid og lyst. Historien er for en gangs skyld til at have med at gøre, og de mange karakterer er sjove at lære at kende. Kampsystemet, som er spillets vigtigeste element, er finpudset og afstemt i en grad, hvor selv perfektionister intet har at udsætte på det. Det eneste, der afholder mig fra at give spillet seks røde og fuldfede stjerner er Shop-delen, der er unødvendigt kompliceret. Men lad ikke denne lille skønhedsplet forhindre dig i at give dig i lag med et af de bedste taktiske RPG’er, du nogensinde kommer til at spille.

Final Fantasy Tactics Advance er manna fra himlen til dem af os, er elsker at fordybe os i taktiske, turbaserede RPG’er. Trods sin diminutive størrelse, indeholder spilkapslen et af de største, mest komplekse og komplette rollespil, der nogensinde er udgivet til en spillekonsol. Spillet er så dybt, at man kan få alt for mange timer til at gå med det, og samtidig designet så det kan spilles i små bidder, når man har tid og lyst. At spillet er 13 år gammelt og oprindeligt udgivet på en håndholdt konsol med små kræfter og store pixels, er glemt efter få stunder i selskab med Ivalice og dets herlige indbyggere. I de mellemliggende år er der gjort flere forsøg på at kapre titlen som det bedste turbaserede rollespil, og kun Disgaea har været rigtig tæt på. Men selvom Disgaea er et helt fantastisk spil, proppet til randen med humor og gakkede påfund, synes jeg simpelthen det er for stort. Disgaea er designet til, at man aldrig bliver færdig med det, og alene det faktum bringer min entusiasme langt ned. FFTA er derimod designet til at blive spillet i små bidder uden at gå på kompromis med taktik og dybde, og det passer perfekt ind i en travl hverdag.