Nintendo LABO

4.5 out of 6 stars

Pap er noget af det nemmeste at bygge ting af. I gamle dage, hvor mine forældre bragte varer hjem fra supermarkedet i papkasser, har jeg fået lavet mange sjove ting af pap. Bygget fæstninger, klippet figurer ud, lavet rustninger og alt muligt andet.

Børns fascination af det på samme tid hårde og medgørlige materiale har Nintendo forsøgt at lave noget undervisnings-morskab ud af med deres nye Nintendo LABO, med undertitlen Make, Play, Discover.

Der er to forskellige kits på markedet, Variety Kit og Robot Kit. De koster hhv. kr. 499 og kr. 549 vejledende, og for den sum får man et stykke software og en bunke papplader med udstansede figurer i.

Konceptet er ganske enkelt at man følger vejledningen på skærmen, trykker nogle figurer ud, folder dem og samler dem til en eller anden konstruktion.

Variety-kittet indeholder to radiostyrede biller (de kalder dem godtnok “RC Cars” på pakken, men det er mere end en tilsnigelse), Fiskesæt, Hus, Motorcykel og Klaver. Robot Kit har kun ét byggeprojekt i sig; en robot-rygsæk, der gør brugeren i stand til at kontrollere en robot på Switch’ens skærm.

Jeg vil anbefale at starte med Variety Kit, da den starter med små konstruktioner og har mere alsidighed i projekterne. Har ungerne ikke fået nok, kan man kaste Robot Kit efter dem.

Når man har bygget sit projekt, han man mulighed for enten at lege med det sammen med den medfølgende software (fange fisk, forsøge at drukne et dyr i et hus, drible en bille rundt på bordet, køre motorcykel og spille klaver) eller få en mængde ganske interessant viden om, hvordan konstruktionen rent faktisk virker i samspil med JoyCon-controllernes vibrationsfunktioner og infrarøde kamera.

Og ikke nok med det – også hvorfor det virker med vibrationer, og hvad infrarødt lys egentlig er. De har ikke sparet på forklaringerne, og er man mekanisk interesseret, er der en guldgrube af spændende lærdom her, forklaret på en både underholdende og håndgribelig måde, for man kan straks lave forsøg med den viden, man netop har tilegnet sig.

Softwaren er, for at sige det mildt, helt vildt blæret. Konstruktionsfasen, som snildt kan tage to-tre timer for et projekt, vises i udførlige detaljer med 3D-modeller, der kan zoomes og roteres efter behov, og som fuldstændig præcist ligner det pap, man sidder med i hånden. Nogle af modellerne er ganske komplekse, men jeg var aldrig i tvivl om, hvad de ville have mig til at gøre, med hvilket stykke pap, og hvordan.

Når pakken er henvendt til børn i 7-12 års alderen, kan man begræde, at softwaren kun er på engelsk – men i konstruktionsfasen betyder det intet. Jeg droppede tit at læse instruktionerne, og kiggede bare i stedet på de præcise animationer af den forventede handling. Når det kommer til at lege og lære med den færdige konstruktion er det dog nødvendigt at have et godt greb om det engelske sprog, eller have en voksen til at forklare detaljerne.

Konstruktionernes interaktion med den medfølgende software er overraskende præcis. Om man drejer en nøgle, trykker på en knap eller pilker efter fisk, er reaktionen på pappets bevægelser dejlig kontant. Til gengæld er der ikke meget spil i konstruktionerne, og underholdningsværdien kommer dermed primært fra byggeriet og den efterfølgende forklaring om, hvordan tingene virker.

Nintendos pap-ingeniører har virkelig lagt hovederne i blød for at finde på nogle spændende projekter, der er sjove at bygge og samtidig lærer konstruktøren en hel masse om, hvordan industriel konstruktion faktisk virker. Man bygger fjederkontakter, drejehjul, nøgler med automatisk tilbagespring (ligesom tændingsnøglen i bilen), snoretræk med automatisk oprulning og meget andet sjovt. Man lærer også, hvordan man laver bevægelige dele, som bliver ved med at hænge sammen, mens man bruger dem (stabiliserende låseskiver, dobbelvæggede konstruktioner og meget mere). Alt sammen med pap, elastikker og snore, så man får fornemmelsen af, at man selv kan udtænke de her konstruktioner, når byggematerialerne er så simple.

Bortset fra, at det kan man ikke. De udstansede skabeloner er vildt detaljerede, og udført med en præcision, så alt passer præcist sammen og klikker tilfredsstillende på plads, når man folder det i hænderne. Det har sandsynligvis taget ubeskriveligt mange timer at konstruere skabelonerne til de konstruktioner, man kan bygge med LABO, og dermed er brugeren også låst fast på de konstruktioner, Nintendo har valgt at lægge i pakken. Bevares, man kan farvelægge dem og dekorere dem, som man lyster, men man kan ikke boltre sig med sine egne konstruktioner.

For at imødekomme den begrænsede værdi af de færdige konstruktioner, har Nintendo inkluderet ToyCon Garage, som er et simpelt og ganske effektivt IF → THEN visuelt programmeringssprog, hvor man kan sætte kriterier op i en inputboks, som føder ind i en output-boks. Flere bokse kan sættes i system i forhold til hinanden, og på den måde kan man opdage nye og sjove måder at bruge konstruktionerne på, og samtidig lære om programmering af hardware. Det er super simpelt og intuitivt, og mulighederne er vidt åbne, så kun fantasien sætter grænserne.

Konstruktionerne alene kan tage 5-8 timer at komme igennem, og nogenlunde samme tid til at lege med dem og få dem forklaret. Afhængigt af, hvor meget tid man bruger i ToyCon Garage, er sættet måske en anelse pebret. Det kan ikke sælges videre, når poderne er færdige med det, da konstruktionerne er mere eller mindre irreversible, når først de er bygget. Det betyder også, at hvis man synes huset var skide sjovt at bygge, kan man ikke få lov til at gøre det igen.

Jeg synes pappet er en lille smule for tyndt, og de finere dele har nemt ved at bøje de forkerte steder. En central (og desværre også lidt kedelig) del af alle konstruktionerne er at bøje papstykkerne efter nogle forudpressede foldelinier, således at det er nemmere efterfølgende at folde stykket sammen til en tredimensionel genstand. Her skal man passe på ikke at være for voldsom, for når man først har bøjet pappet, er det permanent og en måske ønsket styrke er svækket. Man skal også være forsigtig, når man trykker stykkerne ud af pladerne, for her er det også nemt at komme til at bøje dem de forkerte steder. Med mindre dine børn er overordentligt forsigtigt anlagte, vil jeg anbefale at arbejde med sættet sammen med dem. Laver man en fejl eller ligefrem kommer til at rive noget i stykker, er det utroligt svært eller umuligt at fikse det.

Og så er det, jeg kommer til min egentlige anke med LABO: Hvorfor er det ikke LEGO? Hvis æskerne var fyldt med Technic og den samme bundsolide og alt for lækre software, ville det her være en drøm at lege med for konstruktører i alle aldre. Især kombineret med ToyCon Garage, hvor man virkelig kunne give de kreative evner frie tøjler. Ja, pakken ville sikkert koste det dobbelte, men den ville have den tidobbelte værdi i mulige konstruktioner, mulighed for at skille ting ad og prøve igen, mulighed for DLC med nye konstruktioner, mulighed for tilkøb af udvidelsessæt med motorer og andet sjovt. Og ikke mindst muligheden for at bygge sine egne ting, og give dem liv gennem ToyCon Garage, når man først har lært principperne fra de medleverede konstruktioner. Det ville være vildt.

Jeg vil anbefale LABO til folk med børn, der er glade for at bygge ting selv, og nysgerrige på at lære nye ting. De vil opdage en helt ny verden og få forklaret en masse koncepter, der sandsynligvis kan give dem et godt skub i retning af en ingeniøruddannelse. Hvis LABO kan vække eller styrke en interesse i at bygge industrielle maskiner, er det langt mere værd end samtlige andre spil, du kan hælde i hovedet på ungerne. Det virker dyrt for en bunke papplader, men den medfølgende software gør hele forskellen her. Den tager konstruktøren i hånden, fører ham eller hende trygt og sikkert ind i en verden af nye oplevelser, og giver sig god tid til at forklare alt om, hvordan det bygges, hvordan det virker, og hvordan man selv kan opfinde nye funktioner gennem ToyCon Garage.

One thought on “Nintendo LABO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.