Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age – Definitive Edition

6 out of 6 stars

Da jeg i 2018 fik Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age var jeg solgt. Jeg har længe været fan af serien, men før det elvte spil var der gået rigtig lang tid, uden vi her i verden havde fået et ”rigtigt” nyt spil i serien. Der var gået omkring et årti, men bortset fra grafikken, så var der ikke sket meget i de mellemliggende år. Og jeg var ligeglad.

For det gør der ikke i Dragon Quest. Dragon Quest er en af de ældste serier af japanske konsolrollespil (også kendt som JRPG), på samme måde som Final Fantasy er det. Til forskel fra Final Fantasy, så har Dragon Quest dog aldrig slået igennem her i vesten på helt samme måde. Måske fordi det netop i langt højere grad holder fast i traditionerne.

Trailer

Serien – som helhed – er langt mindre selvhøjtidelig end de fleste rollespilsserier, japanske eller ej. Jojo, måske skal verden reddes fra den sikre undergang, men monstrene ser fjollede og nærmest nuttede ud, fordi de er (og altid har været) baseret på Akira Toriyamas design. Hvor andre serier har travlt med at få kampene til at være realtid, så bruger man i Dragon Quest stadig den turbaserede model. Der er næsten ingen science fiction eller referencer til den virkelige verden, som når man i Final Fantasy kører rundt i store biler og reklamerer for kop-nudler. I Dragon Quest er himlen oftest blå, det er tydeligt, hvem der er skurken, og hovedpersonen siger aldrig noget. Alligevel kan alle se på ham, at han er den sagnomspundne helt, der skal have sit endelige opgør med spillets skurk på et tidspunkt.

S for “Smadderhyggeligt”?

I mangel af bedre ord, så vil jeg nøjes med at beskrive Dragon Quest som en virkelig hyggelig serie. Pissehyggelig, måske endda. Og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at jeg knuselsker serien. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan få øje på, når spillene måske ikke egner sig så godt til det brede marked. I dag skal spil være nogenlunde nemme at gå til og fra, og det passer rigtig dårlig sammen med Dragon Quest, der altid har været meget insisterende på, at spilleren kun kan gemme sit spil ved en præst.

Jeg må derfor indrømme, at der kan være behov for fornyelser. Tidligere har jeg kunnet ignorere det, og sige, at spillene bare kræver meget af spilleren, men tiderne ændrer sig, og Dragon Quest bliver nødt til at følge med eller gå tabt.

Af den grund er det med enorm glæde, jeg nu kan begynde at fortælle om seriens seneste udspil, nemlig Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age – Definitive Edition. S’et i titlen betyder, at spillet er blevet udgivet til Nintendo Switch, men på trods af springet fra Playstation 4 til den svagere Switch, så er der absolut ikke tale om en skrabet udgave.

Nytilkomne kan starte her

Hvis du ikke har hørt om spillet før, så kan du lige få den ultrahurtige opridsning. Som spiller træder du i skoene på The Luminary, som er spillets udtryk for den særligt udvalgte helt, der en dag skal redde verden. Da spillet starter er han blot et spædbarn, og da hans hjemby bliver angrebet af monstre, lægger hans mor ham i en kurv, og sender ham ned ad floden. Han bliver selvfølgelig fundet, og vokser op blandt en adoptivfamilie, der først lang tid senere opdager, at der er noget særligt ved drengen. Senere, da Luminary er blevet voksen, og hans skæbne går op for ham, drager han imod sin hjemstavn, hvor han dog bliver mødt med fjendtlighed. Luminary bliver smidt i fængsel, men flygter sammen med tyven Erik.

Jeg vil ikke røbe mere, men blot sige, at historien er en vidunderlig blanding af det velkendte og det uforudsigelige. Der er klichéer, men de bliver tit vendt på hovedet, så jeg i hvert fald blev overrasket mange gange. Mere vigtigt er dog, at spillet, og spillets verden og alle de mange farverige karakterer, har personlighed.

Det er karakterer, som den forhenværende ridder Sylvando, der skaber spillet for mig. Sylvando er flamboyant og frembrusende, og han er blevet forstødt af sin familie, fordi han hellere vil være omrejsende performancekunstner end kriger. Han rejser rundt med en samling unge mænd, han omtaler som sine ”darlings”, og de er alle meget interesseret i hinanden og i musikalsk underholdning. Hvor meget der skal læses mellem linjerne bestemmer man selv, men der bliver aldrig gjort grin med Sylvando og hans uklare seksualitet. Sylvando er bare en badass, og han er en af mine favoritter. Ligesom Rab, den lidt ældre, vise mand, der gør sit bedste for at skjule sin lumre side, eller Veronica, der er en voksen kvinde, fanget i en barnekrop. Jeg vil ikke påstå, at jeg aldrig har set så elskeligt et persongalleri, men det er bare så… ja, okay, pissehyggeligt. Det ord dækker bare så godt her.

Perfekt til Switch

Jeg har selv spillet begge udgaver, altså den “almindelige” uden S, og nu også S. I starten bemærkede jeg, at grafikken måske kørte en lidt lavere framerate i S, og at man måske skulle lidt tættere på ting som træer og bygninger, før man kunne se dem. Efter ganske kort tid var det dog ikke noget, jeg længere lagde mærke til. Spillets grafiske stil passer måske bare bedre til Switch end den stærkere Playstation 4. Jeg ender faktisk med at være mere imponeret over spillets tekniske side i denne omgang, ikke mindst over hvordan de har klemt så meget ned på 16gb. Hvis man er interesseret i de grafiske forskelle, så vil jeg henvise til en sammenlignings-video på YouTube, men jeg vil også gerne påpege, at hvis man spiller Switch-udgaven isoleret fra PS4-udgaven, så vil man givetvis ikke opleve nogen mangel.

Grafiksammenligning

Til gengæld oplevede jeg en markant forskel i indhold i S-udgaven, og det fandt jeg langt mere værdifuldt end den grafiske klarhed, jeg havde givet afkast på. Den feature, flest anmeldere hæfter sig ved, er muligheden for at spille i 2D. Tidligere har denne feature været forbeholdt udgaven til Nintendo 3DS, men den udgave er ikke blevet oversat. Jeg vil dog sige, at selvom jeg så frem til den feature, og selvom den er sjov, så har jeg ikke brugt den ret meget. Mest, når spillet tvang mig til det. Mere om det senere.

Ekstra stads

Man kan i princippet skifte frit mellem 2D og 3D mode, men man bliver så tvunget til at starte forfra i det “kapitel”, man er kommet til. Jeg bruger citationstegn, for spillet gør ikke ret meget ud af at oplyse spilleren om, at man er i et nyt kapitel. Man beholder guld og erfaringspoint ved skiftet, men bliver altså næsten altid nødt til at spille en del igen. Når man spiller i 2D er den grafiske stil meget mere grov. Det minder om et 16-bit spil lige pludselig, og selvom man ved første øjekast har de samme muligheder i kamp, så skal man gøre tingene på andre måder. I 3D kan man se monstrene gå rundt, og man kan undgå at gå ind i dem, hvilket starter en kamp, men i 2D er der RME – random monster encounters. Det vil sige, at kampe starter på tilfældige tidspunkter, mens man ellers går rundt og passer sig selv. Underligt nok er menuerne anderledes udformet også, hvilket godt kan skabe lidt forvirring.

Lydmæssigt er der også sket en mærkbar forbedring. Den oprindelige udgivelse fik meget negativ omtale, fordi musikken i spillet var lavet i det gammeldags MIDI-format, fremfor indspillet med et orkester. Det er der rettet op på til denne udgivelse. Nogle steder kan man også vælge at høre musikken fra Dragon Quest – Journey of the Cursed King (det ottende spil i serien, og min personlige favorit), og sørme om der ikke også er blevet plads til det japanske lydspor.

Selvom der også er gjort plads til nogle flere småting i historien, som jeg ikke vil spoile, for det er ret sent i spillet, så har den største nye ting for mig i S-versionen været Tockles. Tockles er nogle små væsener, der også er med i selve spillet, hvor de mest er blå. I S-udgaven kan man dog være heldig at finde Tockles i alle regnbuens farver, og de giver hovedpersonen såkaldte “pastwords”, så han kan rejse til andre verdener. Disse andre verdener viser sig så at være tidligere spil i Dragon Quest-serien, og selvom hvert pastword måske kun giver adgang til en lille smule af et andet spil, så er der omkring 25 af dem, og det ender med at være en væsentlig tilføjelse, specielt for fans af serien. Er man startet med dette spil, så kan man også lade Tockles være. De er helt valgfri. Eneste mindre minus ved hele Tockle-delen er, at den SKAL spilles i 2D, også når man besøger de spil, der altid har været tredimensionelle.

Ikke for alle

Selvom jeg synes, spillet er noget nær perfekt, så vil jeg også skynde mig at sige, at det stadig er et krævende spil. Til trods for alle tiltagene, der gør spillet mere spiseligt for andre end den hårde kerne, så er der stadig en historie, der har taget omkring 60 timer for mig at komme igennem. Og det fører endda ikke til den sande, mere tilfredsstillende slutning. For at være helt færdig med det hele, så skal man nok regne med 120-150 timer. Det er en kæmpe tidsmæssig investering, som man skal være forberedt på, inden man går i gang. Når det så er slået fast, så har jeg nydt hver en time, jeg har brugt med spillet, og hvis jeg om nogle år får lyst til at opleve dette eventyr igen, så bliver det helt sikkert på Switch.

2 tanker om “Dragon Quest XI S: Echoes of an Elusive Age – Definitive Edition

  • 18. december 2019 at 13:59
    Permalink

    “Den oprindelige udgivelse fik meget negativ omtale, fordi musikken i spillet var lavet i det gammeldags MIDI-format, fremfor indspillet med et orkester. Det er der rettet op på.”

    Rettet op på af Tokyo Metropolitan Symphony Orchestra (https://www.tmso.or.jp/index_e.php), som ikke helt er til at kimse ad.

    Svar
  • 18. december 2019 at 18:08
    Permalink

    Det skal nok passe. Spillet lyder jo pissegodt, men det er den samme musik, der er med hver eneste gang. I Final Fantasy serien varierer de lidt over nogle af de samme temaer, men i DQ er det altså meget tæt på at være præcis det samme musik som for 30 år siden. Der er vist også noget med, at komponisten er en gammel mand med nogle ret upopulære holdninger til nogle kontroversielle emner, men han har altså lavet noget rigtig godt musik.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.