Detective Pikachu

Endnu en Pokémon-spinoff ser dagens lys, denne gang med Pikachu som detektiv.

Jeg drager ud på livets vej

Jeg har haft meget svært ved at møde Detective Pikachu på spillets egne præmisser, måske fordi jeg har haft meget svært ved at finde ud af, hvad de præmisser egentlig er. Det er et spil i Pokémon-universet, og det har jeg det okay med, for jeg har spillet og nydt en håndfuld Pokémon-titler siden de første udgivelser kom til Danmark sidst i halvfemserne.

Derudover er det også et detektiv-spil, hvor man skal opklare mysterier, indsamle spor og snakke med folk, for at danne sig et større billede af et handlingsforløb, som regel en eller anden form for forbrydelse. Jeg nåede endda at gøre mig forhåbninger om et adventurespil med hjernebrud og gåder som jeg også har set det i Layton- og Phoenix Wright-serierne. Det får jeg også en lillebitte smule af, men jeg vil gerne slå fast med det samme, at Detective Pikachu ikke er for alle. Det er nok desværre heller ikke for mig.

Jeg har et enkelt mål

I spillets historie træder spilleren i skoene på Tim Goodman, der er kommet til Ryme City for at blive klogere på sin fars forsvinden. Han møder ret hurtigt en ganske særlig Pikachu, der fortæller, at han var partner med Tims forsvundne far. Udover at han går med detektivhat kan denne Pikachu også tale – eller i det mindste kan Tim forstå ham, mens alle andre stadig hører de sædvanlige ”pika pika”-lyde.

De to supplerer hinanden godt, for Pikachu kan snakke med de allestedsværende Pokémon, og Tim kan snakke med mennesker. Denne udgave af Pikachu er mere voksen, end man har set figuren før. Han er kaffedrikkende og taler med rusten stemme, og er i det hele taget mere rå end normalt. Det giver en lidt mærkelig dissonans i et spil, der ellers virker meget sigtet imod børn under 10, men omvendt kan jeg også kun bifalde, at man har givet Pikachu lidt mere personlighed heri. Specielt fordi han klart er den, der udviser mest.

Spillets struktur virker velkendt, hvis man har spillet Phoenix Wright før. Som spiller har man altid adgang til et afgrænset areal, man kan udforske, hvor man kan bearbejde potentielle spor og snakke med vidner, både mennesker og Pokémon. Kameraet er fastlåst, og det giver udviklerne mulighed for, i højere grad, at begrænse hvad spilleren kan se.

Den fornemmelse sidder jeg også med i forbindelse med designet af gameplayet. Flere gange finder jeg ting, som jeg kan observere, men fordi jeg ikke er nået til et tidspunkt i spillet hvor genstanden er relevant, så kan jeg ikke samle den op.

Pokémon’er snakker jeg med

I spillets andet kapitel finder man en stav og en sten. De to skal man senere sætte sammen, så de danner en hakke, men før man får den oplysning, ligger de to ting på jorden uden mulighed for at samle dem op. Det samme er tilfældet med samtaler i spillet. Som spiller kan du godt regne ud, at du skal spørge, om nogen har set en særlig type Pokémon, men den dukker ikke op i dialogmulighederne, før nogen har nævnt den for Tim Goodman.

For mig betød det, at jeg gik det tilgængelige område igennem fra en ende, snakkede med alt og alle, og prøvede at samle alle genstande op. Efter en gennemgang på den måde kunne jeg så starte forfra, fordi der sikkert var dukket nye muligheder op undervejs. Tredje gang jeg begynder forfra på et område, begynder jeg at føle mig for gammel og utålmodig til at kunne værdsætte spillet.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg er kommet gennem flere af spillets kapitler, hvor spilles flow ikke i så høj grad har været præget af gentagelser. Og selvom meget af spillet består af at tale med folk og undersøge områder, så skal man som spiller en gang imellem udlede noget. Den nævnte sten og pind skal sættes sammen, eksempelvis. Det gøres ved at bruge stylus på den nederste skærm. Til tider stiller Pikachu spørgsmål, og igen kan man svare ved at flytte rundt på nogle ikoner på den nederste skærm.

Som det måske fremgår af ovenstående, så havde jeg flere perioder, hvor spillet var lidt kedeligt for mig. Jeg kan godt leve med, at historien er tilsigtet det yngre publikum, specielt fordi spillets verden virker så gennemført, og faktisk er den også rigtig godt realiseret, rent teknisk. Nintendo 3DS har aldrig været den stærkeste maskine på det tekniske plan, men spil som Detective Pikachu viser, at et motiveret designhold med et passende ambitionsniveau, faktisk godt kan frembringe en billedside, der er ret behagelig at se på.

Min vilje er af stål

Jeg har det straks mere stramt med, at hvis jeg gennemskuer løsningen på en situation, så er jeg stadig tvunget til at sidde og vente på, at historien indhenter. Jeg tænker, at et langt yngre menneske (men stadig med betragtelige sproglige færdigheder, for spillet har ikke mulighed for hverken dansk tale eller tekst) ikke vil opleve spillet sådan. Men min holdning er, at man godt kan lave spil, der tilgodeser både voksne og børn. Det har man ikke gjort her, og det trækker helhedsindtrykket lidt ned.

Når jeg ikke føler mig holdt tilbage af spillet, så er der faktisk perioder, hvor jeg er ret tæt på at hygge mig med Detective Pikachu. Det kan være når jeg går ind på en café, hvor der arbejder en Pokémon, jeg aldrig har set før, men som jeg, igennem Tim og Pikachu, erfarer, er ret glad for sit arbejde. Det kan også være når jeg snakker med en stor og skræmmende Pokémon, der er blevet manipuleret af en ukendt tredjepart, men som egentlig bare er venlig og hjælpsom, og vil egentlig gerne bare have noget at drikke.

Universet er farverigt og familievenligt, og bestemt ikke uden charme. Jeg får endda lidt lyst til at se den film, der er annonceret til 2019. Til syvende og sidst kan jeg ikke rigtigt anbefale Detective Pikachu som spil, i hvert fald ikke til alle og enhver. Hvis du tilfældigvis er en kæmpe Pokémonfan og du besidder langt mere tålmodighed end jeg selv, så er der muligvis noget at hente for dig her, men ellers tror jeg godt, du kan sidde over.