Fire Emblem: Awakening

En brat opvågnen

Dette er sjette gang, vi kigger på et spil i Fire Emblem-serien, hvilket faktisk betyder, at vi har anmeldt omtrent halvdelen af seriens udgivelser. Hvorfor bliver de ved med at lave spil, og måske lige så vigtigt – hvorfor bliver vi ved med at købe dem? Svaret er enkelt. Serien har aldrig haft et dårligt eller bare gennemsnitligt spil. Lad det bare være sagt med det samme – Awakening er heller ikke spillet, der bryder den fine statistik. Tvært imod.

For de nye

Selvom det er sjette gang, vi kigger på serien, er en hurtig opridsning af de grundliggende mekanikker på sin plads. I Fire Emblem rykker man som spiller en masse enheder rundt på et kort, der er set oppefra. Disse træk foregår efter tur, og serien foregår i en middelalderlig eventyrverden, med sværd og trolddom og alt det der. Enhederne kan derfor være healere, riddere på hesteryg eller i rustning, farlige magikere, tyve eller lignende. Forskellige enheder har forskellige svagheder og styrker, og en stor del af udfordringen i spillet kommer fra at finde ud af, hvordan man udnytter ens egne styrker og fjendens svagheder. Til forskel fra spil som Advance Wars kan man ikke lave nye enheder, men alle enhederne er unikke, med deres egen historie og deres egen personlighed. Derfor gør det også en stor forskel, når figurerne i Fire Emblem kan dø og helt forsvinde fra spillet – en feature, Fire Emblem i øvrigt er kendt og måske ligefrem berygtet for.

Denne feature, der også er kendt som permadeath – er med igen, men i Awakening kan man slukke for den, for første gang i et Fire Emblem-spil udgivet i Europa. Gør det nogen forskel? Det kan det gøre, alt efter, hvordan man spiller. Nogle mennesker vil nok være fristet til at spille som før, hvor man ganske enkelt resetter eller slukker konsollen, når man mister en uerstattelig kriger. De mennesker kan spille som de altid har spillet. Nu har man også bare muligheden for at kunne spille videre, og med mindre man mister en nøglekarakter, vil de faldne soldater dukke op igen i næste kamp. Lader man permadeath være tændt, og vil man fortsætte efter man har mistet en våbenbror, kan man dog opleve den forskel, at selvom en figur er død i spillet, og man ikke længere kan tage figuren med i kamp, så kan figuren stadig have en rolle i spillets historie. Personligt synes jeg det er fint, at man nu har muligheden for at slukke, men jeg spiller selv præcis lige så forsigtigt som jeg gjorde i de to Fire Emblem-spil til Game Boy Advance, der er mit primære sammenligningsgrundlag.

Valgfri permadeath er dog ikke det eneste nye i denne omgang. Der er gjort virkelig meget ud af at polere hele oplevelsen, og det ses hurtigt. Der er lækre animationer i 3D, når to (eller flere) enheder kæmper, samt forskelligt lavede mellemscener, der enten kan avancere historien med en lille tegnet film, noget 3D i spillets egen engine, eller de velkendte “talking heads” fra de tidligere spil, hvor en dialog er illustreret med karakterernes hoveder og en tekstblok. Under disse tekstblokke kan man også høre karakterernes stemmer, og talen kan både være engelsk og japansk. Det giver lidt mere personlighed til spillet og karaktererne, men for at spare plads har man valgt kun at sample ganske få lyde og ord, der nogenlunde rammer stemningen, i det, der bliver snakket om. Lydsiden til en typisk samtale kan derfor være “Chrom? Huh? Listen! Gisp! Fnys! Right. Gisp! Good evening to you. Gisp! Suk! Huh? Chrom? Yes.”. Det bliver lidt ufrivilligt komisk på et tidspunkt, og måske også lidt irriterende.

Det er så yndigt…

Den største nyhed for mig er dog, den måde, spillet håndterer interne forhold på. Lad os forestille os to enheder og kalde dem Arne og Britta. Stiller man Arne og enhed Britta ved siden af hinanden i kamp, styrker det deres forhold, og de får bonusser af at stå ved siden af hinanden. Til at starte med kan Arne og Britta få 10% ekstra chance for at ramme fjenden, men udvikler deres forhold sig, kommer der flere plusser på, som mere skade, større chance for at undgå et modangreb eller lignende. Deres forhold er delt op i niveau, C, B, A og S. Jo højere niveau, jo flere plusser, og jo bedre et forhold har Arne og Britta i historien. Mellem kampene kan man måske vælge at se en dialog mellem Arne og Britta, der underbygger og udvider det forhold. Er deres forhold stærkt nok – niveau S – kan Arne og Britta endda vælge at gifte sig. Det tager tid at opbygge et stærkt forhold, men fordelene er til at få øje på, og det giver så meget dybde til spillet. Det har altid været vigtigt at placere enheder fornuftigt i Fire Emblem, men i denne omgang er der endnu mere at tænke over. En ny ting, der dog er noget nemmere at overse, er muligheden for at slå to enheder sammen. Det kom aldrig rigtigt til at fungere for mig.

Sans serif

Grafikken udnytter 3DS rigtig godt. De animerede mellemscener i historien er lækkert lavet, og det ser ret pænt ud, når der er en kampscene i fuld 3D, til forskel fra de små og meget enkle 2D-animationer, der var på Game Boy Advance. Man kan springe kampanimationerne over, hvis man hellere vil fokusere på at rykke enheder rundt, eller man kan spole hurtigt igennem dem ved at holde en knap inde. Det fungerer fint. Jeg bliver dog nødt til at kommentere, at det ser ud til, at alle figurerne i spillet mangler deres fødder. Et kunstnerisk valg, jeg aldrig kommer til at forstå. Det ser underligt ud.

I denne omgang er der også gjort mere ud af online-delen. Der er noget StreetPass funktionalitet, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at teste, men ifølge Wikipedia giver det mulighed for at spille imod og rekruttere andre spilleres avatar. Fire Emblem: Awakening har også mulighed for at hente DLC igennem en såkaldt Outrealm Gate. En lille smule af det er gratis, men resten er forholdsvis dyrt. Det billigste jeg kunne finde, kostede lidt under 20 kroner. Jeg er for nærig til at kunne udtale, om det er pengene værd, men man har selv muligheden for at finde ud af det, når man er igennem spillet og mangler yderligere udfordring.

Selve spillet har dog rigtig meget udfordring. Der er mange sværhedsgrader at vælge imellem, og efter de første par historie-baserede missioner begynder man at få sidemissioner, der gerne er lidt sværere end ellers, men som så også har belønning derefter. Jeg kan nævne den første af dem, hvor man får en svag knægt med på holdet. Hvis man kan få knægten til at gå en level op, får man ham med fast, men man kan også klare missionen uden. Jeg løste den ved at mandsopdække den svage knægt med min healer, men der er uden tvivl hundredevis af måder at knække den nød på.

Som det måske fremgår af denne anmeldelse, så er jeg fan af serien, og som fan af serien er det her en fantastisk oplevelse. Det er dog også et godt sted at starte, hvis man har overvejet at hoppe på, men er blevet afskræmt på grund af permadeath. Derudover er spillet nok et af de bedste spil til 3DS, og hvis man er fan af serien er Awakening et af højdepunkterne, og måske endda den killer app, der skal til for at retfærdiggøre et køb af maskinen.