Dark Water


Da Hideo Nakata blev dagens ukendte mand i skysovs i 1998 med Ring, var forventningerne skyhøje til hans anden psyko-horror-film, Dark Water. Kunne han leve op til forventningerne og levere endnu et mesterværk?

Yoshimi Matsubara er igang med en rigtig kedelig skilsmisse fra sin mand, og er på udkig efter en billig lejlighed til hende og datteren Ikuko. Yoshimi har åbenlyst ikke mange penge på kistebunden, for hun er nødt til at tage et skodjob for at få tingene til at hænge sammen, og hun har kun råd til en rigtig billig lejlighed i et næsten forladt boligkompleks.

Har man besøgt Japan, har man uden tvivl også lagt mærke til, at de konstant er i gang med at bygge huse overalt. Japanerne bryder sig ikke om at bo i gamle bygninger (og her er 30 år altså gammelt), så derfor bygges nye lejlighedskomplekser efterhånden som folk rykker ud af de gamle. Det resulterer i en mængde forladte og henfaldne bygninger af grim beton, drysset ud over lanskabet og blot efterladt indtil et enterprisefirma jævner dem med jorden og bygger nye.

Det er sådan et kompleks Yoshimi og Ikuko er havnet i. Udover den gamle vicevært i stuen bor der tilsyneladende ingen andre mennesker i bygningen, der er kedelig grå på en tilpas uhyggelig måde. Lejligheden har alvorlige fugtproblemer, som Yoshimi antager kommer fra et sprunget vandrør hos ovenboen. Men det er mere end bare et sprunget vandrør, der huserer i dén lejlighed.

Ikuko finder en rød pigetaske på taget, som de afleverer til viceværten. Han smider den ud, men kort efter finder de den på taget igen, og Yoshimi, der i forvejen er ved at miste forstanden over sin hårde skilsmisse, begynder at gå op i limningen. Det hjælper heller ikke at hun kan høre børnefødder løbe over gulvet hos ovenboen, når der ikke bor nogen.

Dark Water er en langsom og dvælende film, og ikke nær så stramt fortalt som Ring. Der gøres meget ud af at skildre hvor normalt livet er omkring Yoshimi, når hun selv er ved at gå ud af sit gode skind. Yoshimi og Ikuko er tilsyneladende de eneste med problemer i en verden, der stort set ignorerer dem, og i den første times tid kan man godt bilde sig selv ind, at det hele er noget Yoshimi forestiller sig i sit paranoide sind. Som i Ring hænger en truende følelse konstant i luften, men den er ikke så vedkommende her – det hele er antydninger og hints indtil filmens sidste 20 minutter, hvor helvede bryder løs omkring den lille familie.

Da det går op for Yoshimi, at den er helt gal med lejligheden ovenpå, tager hun den ultimativt fornuftige beslutning, man ellers aldrig ser i film om hjemsøgte huse: Pak sydfrugterne og ryk ud. Heldigvis for historien skrider hendes advokat ind og råder hende til at blive for ikke at stå i dårligt lys i den verserende forældremyndighedssag.

Da meget af filmen foregår i lejlighedskomplekset får den et noget klaustrofobisk skær over sig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange man ser Yoshimi tage elevatoren, og hvor mange gange man skal se hende skræmt tridse ned ad en gold betongang pendlende til og fra den mystiske lejlighed ovenpå hendes egen. Til gengæld er elevatorscenerne gode – der er noget dejligt skræmmende over at være lukket inde i en metalkasse uden flugtvej.

Hvor Ring brillerede med et lydspor af skærefast gru og hårrejsende uhygge, kan Dark Water ikke helt følge med. Det betyder at de uhyggelige scener ikke har den samme slagkraft, og man kan næsten opfatte filmen som en allegori over de besværligheder en skilsmisse kan nedkalde over en familie. Der bliver serveret gru i store mængder, men det virker som om det ikke er det vigtigeste for Nakata denne gang – hvilket den meget overraskende slutning også bevidner.

Dvd’en kommer i samme Digipack som den nyligt udgivne Ring, og også denne gang er der en lille folder gemt inde i papomslaget. Den indeholder en biografi af Nakata, der underligt nok kun handler om Ring, og to anmeldelser af Dark Water – en lallende inkompetent fra FilmNet.dk og en mere inspireret affære fra BT – alt i alt en ligegyldig addition til filmen. På skiven ligger filmen og et par trailere, men desværre intet ekstramateriale. Billedkvaliteten er flot, med god skarphed og gode farver, selvom billedet har en noget mærkelig størrelse – det er skaleret en lille smule ned, så med mindre man bruger zoom på sit fjernsyn, er der sort kant hele vejen rundt. Lyden fejler ikke noget og lider heldigvis ikke af det dårlige miks, der skæmmede Ring-udgivelsen. Underteksterne er der ikke meget at udsætte på, bortset fra at Yoshimi, der taler meget høfligt japansk, er blevet oversat noget brask fra tid til anden.

Dark Water er en hæderlig gyser, og kan sagtens nydes som sådan. Jeg ville dog ønske, at Nakata havde smidt gyserelementerne længere i baggrunden og ladet seeren tvivle på om det hele bare skyldes Yoshimis paranoia. Dén del af historien er rigtig god og kunne sagtens udforskes yderligere – det er lidt synd, at det “bare” er en gyser. Men som gyser formår den dog uden problemer at hæve sig over mængden med Nakatas dejlige minimalisme og ferme brug af antydningens kunst. Endnu et godt eksempel på, at den største skræk ligger i sindet og ikke i splat og monstre.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz