Pokémon Mystery Dungeon: Red/Blue Rescue Team


I de senere år er jeg enten blevet ældre og mere kynisk, eller også er Nintendo begyndt at udvande kvaliteten af deres Pokémon-franchise, der tidligere var forbeholdt absolut gode spil, men nu bliver brugt i alle mulige underlige freemium-koncepter. Heldigvis har vi Virtual Console på Wii U, hvor to Pokémon-spil af den klart bedre skuffe netop har gjort deres debut.

Det et helt korrekt, at der er næsten tusind små, åndssvage dyr i Lommemonster-mytologien, og de hedder barnlige ting som Squirtle, Bulbasaur og Butterfree. Det er også helt rigtigt, at børn over hele verden render rundt med Pikachu på deres t-shirts og skriger “Jeg vælger dig, Wartortle!”. Men blandt lægfolk er det sandsynligvis et overset faktum, at hver eneste af de 386 små kræ har stats: Hit-points, angreb, forsvar og den slags. Set med de briller, er der i hvert fald grundlag for en god omgang strategisk RPG, og det er netop, hvad Pokémon Mystery Dungeon: Red/Blue Rescue Team tilbyder.

Af uvisse årsager, som blotlægges gradvist gennem spillets udmærkede historie, er spilleren blevet transformeret fra menneske til Pokémon og er havnet i deres verden. Efter en fornøjelig lille personlighedstest, bestemmer spillet hvilken Pokémon, man skal være, og man får selv mulighed for at vælge en partner blandt seks andre Pokémon. Da Pokémon-verdenen igennem den seneste tid er blevet udsat for en række uforklarlige naturkatastrofer, vælger det nydannede makkerpar at slå sig ned som et Redningshold, der kommer nødstedte Pokémons til undsætning (og tjener klækkeligt på det).

Spillet er proppet til randen med redningsmissioner. De fleste får man tilsendt som post eller finder på byens opslagstavle – og så er der alle dem, der udgør rygraden i spillets historie. I bund og grund handler en mission om, at man traver igennem en Dungeon, tæver alle fjendtligsindede Pokémons, samler gode ting op og fuldfører missionen ved enten at redde en Pokémon eller tæve en boss.

Konceptet er set før, men udførelsen her er i denne anmelders øjne intet mindre end genial. En Dungeon består af en række niveauer. Hvert niveau bliver genereret helt tilfældigt af spillet hver gang man besøger det, og ingen Dungeon er således den samme – selv om man besøger den to gange. Hele spillet afvikles turbaseret. Du rykker din figur, dine medspillere rykker automatisk ifølge de ordrer, du har givet dem, og alle monstrene rykker en tur. Opholder man sig i samme rum som et eller flere monstre, kan man bruge diverse angreb, for at få bugt med dem.

Hvis det lyder bekendt, er det fordi du er gammel og har spillet Nethack eller en af dets forfædre tilbage i 80’erne. Pokémon Mystery Dungeon er essentielt samme koncept, pakket ned i et langt mere tilgængeligt interface, omvundet af en ganske stor historie og befolket med små, farverige kræ. Udvikleren ChunSoft har med sin Fushigi no Dungeon-serie prøvet det her mange gange før, og det ses tydeligt på den gennemarbejdede spilmekanik.

Spillet har også præcis samme narkotiske virkning som sine åndelige forfædre: Bare én Dungeon til. Kun én, så går jeg i seng. Jeg sværger. Dungeons er forholdsvis små, inddelt i absolut overskuelige niveauer og i sagens natur altid forskellige, så oplevelsen er altid unik. Sværhedsgraden skal man bestemt ikke kimse ad – det er absolut nødvendigt at sætte sig ind i alle de specielle moves, de forskellige Pokémon kan lære, og udnytte alt, hvad man har i rygsækken til det yderste. Selvom man er bomstærk, er det en snild sag at besvime (Pokémons dør ikke, de besvimer) af sult undervejs. Taber man gejsten i en dungeon vågner man op igen i landsbyen – uden penge og alt det udstyr, man havde med ned, hvilket bestemt er en nitte, da langt det meste udstyr ikke kan købes i byens lille butik.

Man er dog aldrig alene. Ved sin side har man altid sin partner og måske en eller flere andre Pokémons, man er blevet venner med i løbet af spillet. Venne-delen af spillet er lidt kluntet implementeret; hver gang man skal ud i en dungeon skal man ture rundt i såkaldte Friend Areas og samle de venner, man gerne vil have med. Hvorfor det ikke bare er en menu, og hvorfor man skal samle holdet hver gang er uforståeligt, men det er heldigvis kun en lille plet på et ellers velpoleret spil.

Spillet er udgivet samtidigt på Nintendo DS (Blue Rescue Team) og Gameboy Advance (Red Rescue Team). Spillene er fuldstændigt identiske, bortset fra at DS’en giver mulighed for at smide kortet og nogle statusoplysninger på den øverste skærm. DS’en tilbyder også styring via stylus’en, men spillet er helt klart designet til knapperne. Begge versioner er nu også tilgængelige på Wii U, og hvilken du vælger afhænger af, om du helst vil spille på gamepad eller fjernsyn. Er du til pad’en, er Blue Rescue Team anbefalet, da du så kan få kortet væk fra spilskærmen. Er du til fjernsynet, gør Red Rescue Team sig bedre og kan spilles med alle de controllere, du måtte have liggende i skuffen. Der er også 20 kroners forskel på spillene.

Nintendo udgiver sjældent spil uden mulighed for at lege sammen med andre mennesker, og Pokémon Mystery Dungeon er da heller ingen undtagelse. Segner man i en dungeon kan man sende en SOS-mail til en ven, der så kan komme en til undsætning. I praksis fungerer det således at spillet genererer et password, som din ven modtager og dermed kan spille sig vej ned til dig. Når han har fundet dig, sender han et password tilbage til dit spil, som tillader dig at fortsætte der, hvor du faldt. Det er der bestemt ikke noget multiplayer over, da den nødstedte spiller blot sidder passiv og venter på at blive reddet. Via trådløs forbindelse (DS) eller link-kabel (GBA) er det også muligt at bytte ting med hinanden, selvom man nok ikke skal forvente at det virker i Virtual Console-udgaverne.

Red/Blue skulle senere vise sig kun at være den første udgivelse i en byge af Pokémon Mystery Dungeon-spil. I skrivende stund er der udgivet fem spil i serien, hvor Chunsoft har pillet lidt ved motoren hver eneste gang. I min optik blev den definitive udgivelse Explorers of Sky på Nintendo DS i 2009, hvor det hele gik op i en højere enhed. Variationerne imellem udgivelserne er dog ganske lille, så jeg kan uden at tøve anbefale den her anmeldte Red/Blue.

Pokémon Mystery Dungeon: Red/Blue Rescue Team er et utroligt velbalanceret spil med masser af dybde og ting at sætte sig ind i for elskere af taktiske RPG’er og gamle fans af Nethack. Under det simple ydre ligger den fineste spilmekanik af en kaliber, kun Nintendo kan præstere. Kan man se bort fra den børnevenlige indpakning, er der tale om en regulær dungeon crawler, som fans i alle aldre nu endelig kan nyde i en håndholdt version.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *