Urasawa × Tezuka: Pluto vol. 1

1244987066scan0001
En af japans største, nulevende tegnere tager kampen op mod japans ubetinget mest legendariske tegner og gendigter en snart 60 år gammel historie i et nyt, friskt perspektiv.

Osamu Tezuka var uddannet læge, men til alt held droppede han gerningen og besluttede sig for at tegne manga i stedet. Det blev til et ekstremt produktivt liv (hans samlede værker er over 150.000 sider), og Tezuka banede vejen for det meste af det, vi i dag kender som manga og anime. En af hans mest berømte serier er Astro Boy, som i sin tid blev verdens første animerede tv-serie, og som flere generationer af japanere har fået ind med modermælken. Det er sikkert Tezukas skyld, at japanerne er så glade for robotter.

Zoomer man endnu længere ind, er der én bestemt Astro Boy-historie, som står mange nær: The Greatest Robot on Earth. Den handler om tunge emner som krig og racehad set i et science-fiction-motiv, og den har åbenbart sat så dybe spor i forfatter og tegner Naoki Urazawa, at han følte for at lave en remake af historien. Det har han så fået lov til, med velsignelse fra Tezukas søn, og det er så grunden til at vi i dag kan sidde og måbe over Pluto.

Historien lægger ud med et mord på den schweitziske robot Mont Blanc, en af verdens syv store robotter, der findes ødelagt på en bjergside med grene stukket ind i hovedet, som var de horn. Kort efter finder man en kendt robot-aktivist myrdet i Düsseldorf, med samme bizarre arrangement af horn i hovedet. Politiet trækker detektiven Gesicht ind i sagen i håb om en hurtig opklaring af mordene.

Gesicht er selv robot, også en af verdens syv store, så har har helt personlige aktier i at finde morderen. Især da endnu en af de syv store bliver myrdet i Skotland. Her starter en detektivjagt over hele verden, hvor ord som “hæsblæsende” og “actionpumpende” sikkert ville være forventlige, hvis man sidder med Will Smith som detektiv i I Robot i hovedet. Men sådan er Urasawa ikke, for han behøver ikke at løsne et eneste skud eller hvine med et eneste bildæk for at lave en historie, der er så spændende at man næsten skriger, når bindet er slut og der ikke er mere.

Gesicht, som pryder forsiden af det første bind, er nok den bedst realiserede karakter, jeg endnu har oplevet i et tegnet medie. Han er fåmælt, konservativ i sin artikulering, bevæger sig ikke unødigt, tilbageholdende med sine følelser, evigt deprimeret og lynende intelligent. I hans ansigt ligger et helt bibliotek af personlighed, og man er ikke et sekund i tvivl om, hvad der foregår bag de tænksomme øjne. Urasawa har et blændende talent for at tegne følelser ind i ansigterne, og Gesichts stålsatte blik nagler læseren til stolen, hver eneste gang han skuer betænksomt ud af siden.

Universet minder mest af alt om de go’e gamle Science Fiction-værker fra Clarke og Asimovs hånd, og selvom vi stadig er på Jorden, er det en spændende fremtid at kigge ind i. Årstallet er uspecificeret, men vi er nok et sted i midten af dette århundrede. Historien starter i Europa, nærmere betegnet det Tyskland, som Urasawa har så kært, men vi kommer også forbi Skotland og Tyrkiet, inden vi endelig lander i Japan i slutningen af bindet. De europæiske lande har fundet sammen i en føderation og har fået fælles politi (det er her, Gesicht arbejder), og robotter er alle steder.

Robotterne går lige fra de forventelige service-droner, som fiser rundt og fejer gader, og op til individer som Gesicht, der ikke kan adskilles fra mennesker, medmindre man betragter bevægelsesmønstre og mimik meget indgående. Der er overraskende mange af disse menneskelignende robotter, og de arrangerer sig i ægteskaber med hinanden (vi møder endda nogen, der har anskaffet sig børn). Naturligt nok er der en vis skepsis over robotterne fra de rigtige menneskers side, og Pluto holder sig ikke for god til at traske rundt i den sædvanlige nigger/robot-konflikt, uden dog at overdrive det. Der er plads til små anekdoter, som den, hvor Gesicht skal overbringe en stuepigerobot nyheden om hendes politirobot-mands død. Der er den sædvanlige sorg, som mellem mennesker, men krøllen på historien er, at Gesicht indsætter mandends hukommelsesmodul i konen, så hun kan få alle hans minder. Og så er der den store historie om North No. 2, en tidligere kamprobot, der bliver butler for en udbrændt komponist på et afsidesliggende slot i Skotland, og hvor venskab til sidst overkommer had og raceforskelle. Jeg måtte knibe en tåre i slutningen.

Denne fremtidsverden har også Asimovs robot-love, uden dog at referere så direkte til dem. En robot må ikke slå et menneske ihjel, men alligevel mistænker man en robot for at stå bag de mystiske mord, da der ikke er DNA eller andre menneskespor på åstederne. Det leder til at Gesicht besøger et AI-fængsel, og jeg sad næsten og klappede i mine hænder over tanken at sende AI’er på opgragelsesanstalt, for selvfølgelig må der da være nogle rådne æg imellem dem. Her møder han Brau 1589, den eneste robot, der har slået et menneske ihjel, og scenen er en potent reminiscens af Clarisse overfor Dr. Lecter i Silence of the Lambs. Brau 1589, der ligger smadret men funktionel i fængslets kælder, er et uhyggeligt interessant bekendtskab, jeg er sikker på vi får mere at se til senere.

Urasawas streg er der simpelthen ikke en eneste finger at sætte på. Hans karakderdesign er sublimt, ligesom i Monster, hvor alle karakterer enten er lidt overvægtige, har store næser, vigende hårgrænse eller andre små skønhedsfejl, der gør at man let kan læse en hel livshistorie i et ansigt. Personerne er dermed fremstillet langt mere realistiske og levende, end man er vant til i tegnede medier, og det gør at man helt automatisk involverer sig i dem. Baggrundende er underlagt samme ideologi, hvor de smukke bygninger er gjort realistiske ved at få træer, folk, ukrudt og andet med ind i billedet, så det ikke ligner en arkitektskitse, men et rigtigt hus. Urasawas fremstilling af den moderne metropol står også mindst til en Oscar for de usandsynligt detaljerede bygninger med veje, der snor sig ind og ud mellem dem i en svimlende grad. Enkelte bygninger, som f.eks. AI-fængslet, er designet så flot, at man uværgeligt sidder i flere minutter og beundrer linierne, balancen, detaljerne og sågar materialevalget i bygningen. Designet af nogle af de syv store robotter kan virke lidt malplaceret, men det er sandsynligvis fordi de skal ligne robotterne fra Tezukas snart 60 år gamle original.

Selve bogen er også en herlig sag i et noget større format, end manga normalt udgives i. Omslaget er tykkere end normalt, med flapper, og der er en række ekstramateriale bagerst, bl.a. et interview med Urasawa og Tezukas søn, og en hurtig forklaring af Astro Boy-serien for de uindviede. En dejlig detalje er, at de første 8 sider er i farver. Det er normalt i japanske udgivelser, men det er sjældent at se dem i andet end sort/hvid, når de udgives i vesten.

Pluto er for mig simpelthen hele idéen med Science Fiction. At præsentere en spændende historie i en fremtidig verden, hvor tingene er genkendelige men alligevel anderledes, og lade denne verdens præmisser drive handlingen frem på en ny, overraskende og fremfor alt troværdig måde. Robotten og Europol-detektiven Gesicht er den bedst realiserede karakter et tegnet medie kan byde på, og at følge hans opklaring af de bizarre mord er så spændende, at man ikke kan stoppe med at læse, før sidste side er vendt. Det er imponerende at få så meget historie presset ind allerede i første bind, og det endda uden at løsne et eneste skud – alt vold foregår udenfor billederne. Om historien lever op til originalforlægget skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke har læst Astro Boy, men det er også flintrende ligegyldigt, når Pluto er så hamrende god, som tilfældet er. Jeg ved godt, at det er modigt at smide seks stjerner efter første bind, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan gå galt herfra. Det her er bundsolid, klassisk Science Fiction, der helt uden at blinke kan sammenlignes med det bedste fra Asimov og Clarke. Køber du kun én manga i dit liv, så lad det være Pluto.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *