20th Century Boys

124836160720thcenturyboys1_5004 out of 6 stars
Som dreng havde Kenji drømme om at blive rockguitarist, som voksen ser han sig selv stå bag disken i den kiosk, han har overtaget efter sine forældre. Han bor stadig sammen med sin mor, og passer tilmed det lille barn, hans søster efterlod.

Ikke ligefrem det drømmeliv, han ønskede sig som knægt. Men Kenji har affundet sig med sit liv og ser endda ud til at nyde det almindelige liv, sådan som de fleste af os gør, langt fra drømmene om at blive brandmand, pilot eller astronaut.

Kenji får rig mulighed til at lade tankerne tage på rejse tilbage i tiden, til barndommen i slutningen af 60’erne og ungdommen i 70’erne. Ikke af nostalgiske årsager, men fordi han stadig har kontakten med nogle af sine barndomsvenner, og de tit sludrer om datidens drengestreger.

Og her er det så, at historien langsomt strammer grebet om læseren, for det viser sig at et symbol, som drengene designede til deres hemmelige klub dengang, nu begynder at vise sig rundt omkring igen, ledsaget af bizarre hændelser. Mange af barndomsminderne har fortabt sig i fortidens tåger, men vennerne opdager modvilligt, at de er nødt til at prøve at huske, hvad der skete dengang.

Der er mange karakterer i serien, og vi følger dem både som børn, unge og midaldrende, og jeg tror det første binds egentlige mission er at gøre os komfortabel med de mange navne, ansigter og perioder. Langt fra en Tolkien-agtig, søvndyssende familie-opremsning, formår Urasawa at gøre selv noget så indholdsløst som introduktionen af et stort persongalleri både underholdende, vedkommende, hjertevarmt, ømt og spændende. Turen tilbage til barndommens dage er ikke gjort med rosenrøde nostalgibriller trykket godt ned over næsen, men med en ærlig og barnlig tilgang til verden, sådan som man også selv var. Verden var ikke simplere dengang, men det var vi, og den følelse får Urasawa mesterligt overbragt læseren, så man selv rejser tilbage til sin egen barndom og genklangen mellem knægtene i 20th Century Boys og en selv er fysisk mærkbar.

I stedet for at starte historien i 1969 og så køre den frem, hopper Urasawa let og elegant mellem flere tidsperioder, og på den måde bliver kontrasterne mellem det bekymringsfrie drengeliv i en lang sommerferie under en endeløs blå himmel og voksenlivets daglige trummerum trukket så skarpt op, at man næsten gisper efter vejret. Der er ingen tvivl om, at 20th Century Boys er en serie tegnet for dem af os på den rigtige side af de 30, og det er dejligt at læse noget, man kan relatere så umiddelbart til.

Men dette første bind er ikke alene introduktion til persongalleriet, der sker faktisk også en masse underlige ting omkring Kenji og hans barndomsvenner. En af dem begår selvmord under mystiske omstændigheder, en kultleder bliver stukket ned, en mystisk virus bryder ud forskellige steder i verden, og et eller andet ukendt sted i en ligeså udefinerbar tid tromler en kæmpemæssig robot rundt. Alle disse hændelser kædes til det symbol, drengene tegnede i deres hemmelige hule tilbage i 1969, men hverken dem eller os aner endnu, hvad der foregår.

20th Century Boys er skrevet og tegnet af Naoki Urasawa, og så behøver jeg jo næsten ikke at skrive mere, før folk er feset hen til den nærmeste boghandel. Urasawa er en af Japans nationalskatte, og der er blevet dynget hæder og ære over ham igennem hans snart 30 år lange karriere. Han står bag værker som Monster og Pluto, og selvom der ingen tvivl er om disse værkers metier, er det 20th Century Boys, der har høstet flest priser: Kodansha Manga Award i 2001, Excellence Prize i 2002 ved Japan Media Arts Festival og Shogakukan Manga Award i 2003. Ikke nok med det, serien bliver også filmatiseret med hele tre film (de to første er ude nu, også i vores del af verden), et af de hidtil største projekter i den japanske filmverden med over 300 skuespillere og et budget på 300 millioner kroner.

Selvom 20th Century Boys er tegnet samtidig med Monster, er stregen radikalt anderledes og det tog mig faktisk lidt tid at vænne mig til den. Baggrundende er umiskendelige Urasawa-kunstværker med de sædvanlige enorme mængder af detaljer og en besjæling, men sjældent oplever andre steder. Forskellen fra Monster og Pluto ligger i et andet af Urasawas varemærker: karakterdesignet. Han er kendt for de lidt grimme karakterer, hvor man kan læse en hel livshistorie i et vejrbidt ansigt. I 20th Century Boys er karakterdesignet nærmest karikaturer, dybt overdrevne og svære at få hold på. Men efter nogle sider overgiver man sig alligevel til Urasawas nærmest skødesløst lette streg, der puster så meget liv i de her mennesker, at man næsten kan høre dem tale.

20th Century Boys er populær, det kan der ikke herske tvivl om. Men når man sidder med det første bind i hænderne, er man undskyldt for at spørge sig selv, hvor al den popularitet stammer fra. Der sker nemlig ikke ret meget på de 216 sider, og man har svært ved at referere en egentlig handling når sidste side er vendt og omslaget smækket i. Til gengæld får vi en vidunderlig introduktion til en række karakterer, der er lige så almindelige som dig og din nabo, og et dybtfølt og meget kærligt gensyn med den barndom, vi alle næsten har glemt. Historien tårner sig op som buldrene, sorte skyer i horisonten, og selvom der kun kommer et par dryp i dette bind, er jeg mere end overbevist om, at vi godt kan forberede os på den helt store tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.