Surely You’re Joking, Mr. Feynman

1290635089joking
Richard P. Feynman: Fysiker, nobelprismodtager, medudvikler af atombomben, kvantecomputer-pioner. Og trommeslager, sambadanser, kvindebedårer, practical joker, maler og meget, meget mere.

Selvom Wikipedia definerer Feynman som en af de mest kendte videnskabsmænd i verden, havde jeg alligevel aldrig hørt om ham, før jeg læste denne bog. Bogen handler endda slet ikke om Feynmans bedrifter udi den videnskabelige verden, men om det ekstremt rige liv, han førte. Bogen er en serie af båndede samtaler, samlet i kronologisk orden og næsten ordret nedfældet på papir, og allerede fra første side vælter Feynmans karisma ud i hovedet på én som en kærlig omfavnelse.

Her er en mand, der på den ene side er så tindrende klog, at store dele af den videnskabelige verden kun kunne se måbende til, og på den anden side har så stor appetit på livet og en fuldkommen fandenivoldsked, at han kaster sig hovedkulds ud i de mest bizarre projekter.

Han er komplet ligeglad med, hvad folk tænker om ham, og han udfordrer autoritet og konformitet ved hver eneste lejlighed. Men samtidig er han også en stærkt disciplineret forsker, der lægger et afsindigt antal timer i dybt seriøst arbejde.

Således finder man ham ude i skoven en mørk vinteraften, alene, dansende, syngende og trommende i måneskæret i en hyldest til indianerne. Mens han om dagen bruger sit skarpe intellekt til at udvikle atombomben på Los Alamos sammen med andre verdenskendte navne som Oppenheimer og Bohr (der talte så dårligt engelsk, at han havde sønnen med som tolk). Feynman var forresten den eneste, der så den første prøvesprængning, fordi alle andre havde kraftige svejsebriller på. Han var overbevist om, at lys i sig selv ikke var farligt for øjnene, og stillede sig blot bag en bilrude for at skærme for den ultraviolette stråling.

På Los Alamos var alle kontorer forsynet med pengeskabe for at videnskabsmændene kunne opbevare de tophemmelige dokumenter om atombomben sikkert. Feynman var overbevist om, at pengeskabene havde dårlig sikkerhed, og gjorde opmærksom på det flere gange. Ingen gad høre på ham. For at få beskeden igennem, analyserede han låsen på ét af skabene og brugte sin skarpe matematiske hjerne og fingersnilde til at udvikle en metode til at aflæse to af skabenes tre kombinationer, hvis skabslågen var åben. Han brugte lang tid på at udvikle metoden, og endnu længere tid på at aflure alle kontorernes skabe deres to tal, efterhånden som han stødte på åbne skabe. Efterhånden var han i stand til at åbne alle pengeskabe i Los Alamos, og morede sig med at bryde ind i pengeskabe for at låne folks rapporter, og senere levere dem tilbage til den måbende forfatter med et kækt “tak for lån”.

Denne totale dedikation til et tilsyneladende tilfældigt emne er det, der om noget hæver Feynman over mængden. Jeg skal ikke kunne sige, om det samme gælder hans videnskab, men i alt, hvad han foretog sig i livet af gakkede ting, var der intet, der var halvhjertet.

Hvis noget lød bare moderat interessant, var Feynman ikke bleg for at kaste sig ud i det, også selvom han ikke vidste en klap om emnet og der var stor fare for at blive til grin. Under en diskussion med en kunstner, blev han og kunstneren enige om, at de ikke kunne skændes ordentligt, før de kendte lidt mere til hinandens virke. Så Feynman begynder at tegne, og han bliver så god, at han kan sælge sine værker og betale Playboy-piger for at modellere nøgne for ham. Samme “jamen, hvor galt kan det gå?”-attitude bragte ham fra amatøragtigt trommespil på kontoret til komponist bag en ballet, der gik sin sejrsgang både i USA og Europa.

Bogen er som sagt baseret på båndede samtaler, og man bliver gang på gang slået over Feynmans totale overblik over emnet, han taler om, hans struktur i fortællingen, hans evne til at bygge en kompleks historie støt og roligt op og lade den kulminere perfekt, hans skarpe humor og varme lune. Der er efter sigende næsten ikke redigeret i materialet, så at læse bogen er nærmest som at høre ham tale, og den har en virkelig umiddelbar følelse og en livlighed, der gør den en vidunderlig læseoplevelse. Man kan næsten se Feynman sidde i sofaen over for sig og fortælle de her historier, med et stort smil og ivrige gestikuleringer – for hans sprog er lige så sprudlende og rigt, som hans liv.

På en bryllupsrejse blev han træt af at trave op og ned af pyramider i sydamerika, og fandt i hotellobbyen en bog om mayaernes talsystemer og deres astrologi. Det kommer næsten som en selvfølge, at dette tilfældige møde med en kultur resulterede i at han nogle år senere holdt en række populære, videnskabelige foredrag om Maya-indianernes opfattelse af universet. Under et ophold i Brasilien kedede han sig lidt og begyndte at spille på en frigideira. Inden længe var han med i en sambaskole og dansede med i optogene i byen – og hans gruppe vandt naturligvis.

Sådan kan man blive ved med at trække eksempler frem fra bogen, der simpelthen dirrer af liv. Feynman blev kun 69, men inden da nåede han at leve hundrede gange mere, end de fleste af os formår, drevet af sin fandenivoldskhed og brændende interesse for at lære nye ting. Jeg ved stadig ikke meget om Richard Feynman som videnskabsmand, andet end de få berøringer med den del af hans liv, som bogen kommer ind på, men jeg ved at Feynman er et af de mennesker, som vi ubetinget skal beundre og se op til.

Videnskabsmænd kan være meget mere end tørre nisser på støvede kontorer, og måske ville det være sundt for os at svinge blikket lidt væk fra pop- og sportstjernernes ligegyldige bidrag til verdenssamfundet, og i stedet begynde at dyrke fysikkens usungne helte. Start med Surely You’re Joking, Mr. Feynman, og du vil få en læseoplevelse langt mere farverig, end du kan forestille dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *