Ghost of Tsushima

5 out of 6 stars

Et spørgsmål om ære.

Jeg har vist nævnt det før, men jeg har alle dage været en overordentlig stor fan af outputtet fra udviklerne hos Sucker Punch. Mit første bekendtskab med dem var pudsigt nok også med deres første udgivelse, Rocket: Robot on Wheels, som jeg roste til skyerne som et af de absolut bedre Nintendo 64-spil. Efterfølgende har jeg mere eller mindre anmeldt alle deres spil med udelt fornøjelse, og jeg har derfor ventet med stor spænding på deres seneste udspil, der har været på vej siden 2014.

Historien er i hvert fald ganske spændende, omend der er tale om et klassisk David mod Goliat-eventyr, der er løseligt baseret på virkelige hændelser. Vi befinder os i det 13. århundrede i Japan, hvor en mongolsk hær har invaderet øen Tsushima, undertrykt befolkningen og dræbt næsten alle samuraier. Jin Sakai er en af de få overlevende samuraier, og foruden at ville befri øen og dets indbyggere har han selvfølgelig også et personligt mål; at dræbe mongolernes øverste general, Khotun Khan, der holder hans mentor og onkel fanget. Generalen er dog ikke Hr. Hvemsomhelst, idet han er barnebarn til Genghis Khan, og så har han allerede besejret Jin én gang og derefter kastet ham ud over en bro som afslutning.

Forslået, men ikke besejret, begiver Jin sig afsted for at dygtiggøre sig selv og samle nok modstandskraft til at besejre Khan, og med den besked slippes vi løs i en sandkasse, der kun er begrænset af Tsushimas kyster. Adskillige, kapitelinddelte missioner, sidemissioner, hemmelige områder, objekter til indsamling m.v., der sædvanen tro både fremmer historien og muliggør opgradering af Jins evner og våben, venter forude. Har man således forventninger om, at Sucker Punch genopfinder genren, så må man tro om igen, men hvis man i stedet forbereder sig på et velpoleret, underholdende open world-spil, der bruger konventionelle gameplay-elementer i et forsøg på at levere et spændende action-eventyr, ja, så kan man godt begynde at glæde sig.

Og det første, man kan glæde sig til, er den mildest talt overdådige grafik. Sucker Punch viste allerede til fulde med sin InFamous-serie, at de havde styr på Sonys konsoller, og de har virkelig ikke holdt sig tilbage denne gang for at oppe standarden. Den japanske flora og fauna er blevet gengivet på en særegen “halvt romantisk, halvt realistisk” måde, hvor pangfarver på blomster, buske og blade foruden dramatisk lyssætning på større genstande som klipper og bygninger er med til at forstærke indtrykket. Tillæg en gavmild portion vind og vejr i en nærmest pulserende døgnrytme, og jeg kan godt garantere, at spillets fotodel vil blive brugt en del.

Om noget sker der faktisk lidt for meget i omgivelserne, men det virker næsten tarveligt at stå og klage over, når man i stedet kan snige sig gennem de smukke skove i skumringen, mens lyset titter gennem trækronerne, eller ride henover marker badet i fuldmånens skær, mens kornet vajer og lyn slår ned i det fjerne. Blade falder fra oven og fugle, råvildt og andet kravl flygter til siderne, idet man galoperer forbi, og oplevelsen er ikke ulig det sukkerchok, der kommer ovenpå at have spist hele familiens fredagsslik alene.

Teknisk er det også værd at nævne, at loadetider er holdt på et absolut minimum, både under generel indlæsning og i særdeleshed ved Fast Travel rundt på øen, samt at min PS4 Pro næsten ikke larmer, selvom jeg mistænker maskinen for at blive presset til det yderste med den afsindigt flotte grafik. Begge dele beviser som nævnt, at Sucker Punch altså har afsindigt godt styr på Sonys hardware, og det er blot en fryd at konstatere igen og igen.

Vi er som sagt på velkendt grund, når det kommer til gameplayet, men derved ikke sagt, at Jin ikke er en fleksibel herre med mange tricks i ærmet. Der er lagt stor vægt på at gøre ham til en ekspert med katanaen, og varierende fodstillinger skal hjælpe ham med at angribe forskellige typer af fjender på den mest optimale måde. Et væld af angrebsmetoder kan læres undervejs, og man skal koncentrere sig en smule, når man går i kamp. Multiple fjender kan godt angribe samtidig, foruden at bueskytter fejt kan angribe på lang afstand på samme tid. De rammer også usandsynligt godt, så hvis man vil have et godt råd, gælder det altså om at tage sig af dem først.

Derudover får man selv adgang til projektilvåben som buer, kasteknive og diverse bomber, der kan hjælpe med at tynde lidt ud i horderne eller blot desorientere dem, så man lettere kan angribe. Endelig bliver der også plads til en gribekrog senere hen, så man lettere kan overraske fjenderne ovenfra eller blot flygte over hustagene, da fjenderne er ganske ihærdige og sagtens kan finde på at jagte én over lange distancer. De har dog en elendig korttidshukommelse, så får man dem rystet af, glemmer de heldigvis alt om én efter femten sekunder.

Kampene fungerer som regel godt, selvom der ikke er mulighed for at låse kameraet fast på en given fjende, hvilket godt kan undre. Det bliver også hurtigt kaotisk, når man angribes fra flere vinkler, så de forskellige fodstillinger er i min optik overflødige, da det bedre kan betale sig at øve sig på enten at parere eller undvige og angribe bagfra. Ligeledes kan man erhverve sig et væld af rustninger, der også kan opgraderes, men deres respektive fordele kan være svære at få øje på under kampene. Jeg bruger derfor kun to af dem – den ene under kamp, og den anden under udforskning af Tsushima, hvor også små fugle, ræve og fårekyllinger guider én til at opdage øens mange hemmeligheder.

Ovenstående understreger dog nok, at der mere er tale om et actionspil end et RPG, hvilket jo bestemt ikke gør denne anmelder noget. Jeg har dog fået at vide, at brugen af forskellige fodstillinger bliver mere nødvendig ved højere sværhedsgrad, men forventer man et miks mellem Demon Souls og Bushido Blade, så bliver man nok lidt skuffet. I min bog kan man således komme nogenlunde lige så langt med lidt defensivt spil og en portion button-bashing i under nærkamp, og så ellers sørge for at benytte buen på længere afstande og tynde ud i masserne.

Alligevel når karakteren akkurat op på de fem stjerner, da det lettilgængelige gameplay, det mangfoldige univers, de mange forskellige sidemissioner og hemmeligheder samt de tilfredsstillende opgør med den mongolske overmagt – oftest ved hjælp af en god portion snigeri – virkelig er møgsjovt. Jeg har ikke engang gennemført spillet endnu, da jeg fornøjer mig gevaldigt med at ride ud i uvisheden med hævet katana, spændt bue og en stor portion nysgerrighed.

One thought on “Ghost of Tsushima

Skriv et svar til Christian Seier Wittus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.