Senseis mappe


I krydsfeltet mellem det moderne og det traditionelle Japan møder to ensomme eksistenser hinanden.

De japanske forfattere, vi kender bedst i vesten, har en flair for at skrive i simple og letlæselige termer og samtidigt præstere en dybde i prosaen, som vestlige forfattere har svært ved at nå. I vores del af verden har vi en kutyme for at sige tingene lige ud, og som de er, hvorimod japanerne sjældent skærer ind til benet, men kredser om den varme grød.

Det kan virke uendeligt enerverende. Hvorfor siger hun det ikke bare fra begyndelsen, i stedet for at jeg skal sidde og tolke på kryds og tværs for at finde ind til det egentlige budskab? Men på den anden side har den form for kommunikation også en umådelig skønhed og indforståethed over sig. Med det rette forståelsesapparat kan man kommunikere ekstremt dybe koncepter med meget få, velvalgte ord.

Det ses i haiku-digtene, hvoraf Matsuo Bashos fra slutningen af 1600-tallet er de mest kendte. Digtene er altid korte og har altid den samme kadence:

Syg på rejsen
mine drømme strejfer om
på visne marker

Det skrev han tre dage, før han døde af sygdom. At kunne krystallisere en følelse med så få ord er ingen trivialitet. At finde ind til essensen af en sindstilstand og beskrive den så malerisk, så klart og utvetydigt og med så få ord, at den samme sindstilstand fremkaldes hos læseren, er noget nær magi.

Det samme gør sig gældende for Senseis Mappe, illustreret af Jiro Taniguchi efter en roman af Hiromi Kawakami. Tsukiko er en karrierekvinde på 37 år, der aldrig har slået rod og stiftet familie. Hun ynder at gå på izakaya, som er små japanske værtshuse, hvor man godt nok kommer for at drikke, men hvor de uendeligt mange delikate småretter er det centrale i oplevelsen. Her sidder hun en dag ved siden af en ældre mand, som tilfældigvis, og samtidigt med hende, bestiller de samme retter.

“Du er Tsukiko, ikke?”, spørger han. Hun har set ham før, men kan ikke huske hvor. Efter lidt gransken af hukommelsen går det op for Tsukiko, at det er hendes gamle gymnasielærer. Hun kan ikke huske hans navn, så hun kalder ham bare sensei.

De to har mere til fælles end bare smag for sofistikerede retter og sake, og langsomt udvikler et forhold sig imellem de to skæve eksistenser. Tsukikos rodløse eksistens graviterer uværgeligt mod senseis klippefaste fundament.

Japans udvikling fra feudalt krigersamfund til den moderne teknologis højborg er sket på svimlende kort tid. Vi havde vores industrielle revolution i midten af 1700-tallet, og har igennem de sidste 300 år langsomt omstillet vores liv og skiftet det gamle ud med det nye. Japanerne blev bogstaveligt talt skudt ind i den moderne tidsalder af Perrys kanonbåde i 1853, og har aldrig sænket farten siden. Det har givet nogle enorme omvæltninger i samfundet, men alligevel har man som et af de eneste steder i verden holdt fast i gamle traditioner og flettet dem ind i det nye liv. I Tokyos gader ser man piger i kimono gå og tale i mobiltelefon, og ingen skænker denne sammensmeltning af kulturer en tanke. Går man ned ad Strøget iført almuetøj og iPhone, vil man nok få mere end bare skæve blikke.

Japanerne har holdt fast i deres rødder for at bevare deres identitet i en moderne verden, der flytter sig hurtigere end, at nogen af os kan følge med. Det har givet dem styrken til at omfavne det nye uden at give afkald på det gamle. Det har også givet nogle enormt forvirrede mennesker som Tsukiko.

I Senseis Mappe oplever læseren således også mødet mellem det moderne Japan i Tsukiko og det traditionelle Japan i Sensei.

Ordet “sensei” består af to skrifttegn, “sen” og “sei”, der henholdsvis betyder “før” og “født” – en person, der er født før dig. Det danske ord “lærer” kradser kun i overfladen af ordet “sensei”, der altid er en ærbødig titel, og bruges om mange andre end lærere. Det være sig politikere, læger og præster, men også om dem, som har mestret en kunst, et emne eller en profession. I det lys er Sensei mere end bare Tsukikos gamle lærer. Han er et forbillede; en, der har mestret livet.

Jiro Taniguchi er forventeligt suveræn i sin fortolkning af romanen. Hans sider er ikke så meget tegneserie, men et sted i grænselandet mellem fortælling og kunst, hvilket passer fint til den til tider meget metaforiske og drømmende fortælling. Tempoet i historien er lavt, og det giver fin tid til at dvæle ved de ufatteligt mange detaljer, Taniguchi formår at proppe ind i sine billeder.

Da historien altid fortælles ud fra Tsukikos synspunkt, er der meget indre monolog, som Taniguchi skal ledsage med et udtryk i Tsukikos ansigt. Det er ikke altid lykkedes, og forklaringen skal findes i en lille samtale mellem forfatteren Hiromi Kawakami og Jiro Taniguchi, som er inkluderet sidst i andet bind: Taniguchi har aldrig tegnet en kvindelig hovedperson før. Han erkender blankt, at det var meget svært, og selvom det næsten lykkedes, er der scener, hvor Tsukikos ansigtsudtryk bare ikke passer til hendes indre monolog.

Mette Holms oversættelse er, som altid, rigtig behagelig og naturlig at læse, men af uvisse årsager er sætninger ofte delt op i to talebobler, så de får et underligt knæk i midten: “Jeg kan ikke …” og “… få mig selv til at smide noget væk”. Jeg ved ikke, om den originale dialog er delt op på samme måde, eller om det giver mere mening på japansk, men den danske version kan være lidt irriterende at læse. Taleboblernes placering er heller ikke helt intuitiv, og flere gange kom jeg til at læse replikker i forkert rækkefølge, hvilket også giver et afbræk i historiens gang. Det er dog små kritikpunkter, når vi taler om Taniguchi, som altid hæver sig hoved og skuldre over de fleste andre manga-kunstnere.

Efter at have tygget mig igennem de to bind på i alt 440 sider, sad jeg tavs i lang tid og fordøjede den smukke historie. Her er virkelig noget at tænke over, og det er muligvis den manga, der har rumsteret længst tid i hovedet på mig, efter den sidste side er vendt. Historien er ligefrem – måske endda kedelig – på overfladen, men der stikker så meget under, og der er så meget usagt og indforstået, at man er nødt til at tænke over, hvorfor man føler så stærkt for så lille en historie. Præcis som med Bashos haiku.

Jeg var så betaget af historien, at jeg styrtede ud på nettet og købte romanen. Det er en kort lille sag på 250 sider, og det er imponerende at opleve, hvor præcis Taniguchis fortolkning er (stort set alt dialog er løftet direkte fra romanen), og hvor meget arbejde han har lagt i at visualisere de lokaliteter, som Kawakami kun flygtigt beskriver i romanen. Man behøver ikke den ene for at kunne nyde den anden, men sammen giver de en meget smuk oplevelse af historien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.