Pokémon Omega Ruby & Alpha Sapphire


Gamefreak justerer lidt på maskineriet; folk køber 3 millioner spil den første weekend.

Set udefra virker den uendelige række af udgivelser som et kynisk, kapitalistisk træk fra en udgiver, der kun ønsker at score kassen på et godt brand. Set mere realistisk, ville folk nok have holdt op med at købe spillene for længe siden, hvis der ikke var noget at komme efter. Og det er der. Hver eneste gang. Gamefreak ramte en guldåre i første forsøg, men de kan på intet tidspunkt beskyldes for at cashe in på tidligere succes; hver eneste udgivelse i serien præsenterer årevis af hårdt arbejde og en sindssygt dedikeret raffinering af alle de små aspekter, spillene indeholder.

Set udefra kan det virke ligegyldigt at samle en evigt stigende skare af små dyr sammen. Men har man først prøvet bare ét af spillene og læst lidt på lektien, er det svært ikke at beundre den utrolige diversitet, der gemmer sig under overfladen. Pokémon er mere end tegninger af søde dyr: Det er stats, stats og stats. Et spil, der på overfladen ser meget simpelt ud, indeholder nok taktisk dybde til at give selv den mest hårdføre strateg sved på panden.

Med andre ord: Pokémon er virkeligt gode spil, og Gamefreak har endnu til gode at lave en dårlig udgivelse i serien. Hver eneste nye iteration bygger videre på alle de gode ting fra tidligere udgivelser, justerer hist, strammer op pist, og introducerer som regel en enkelt eller to nye features. Således er den her anmeldte version den definitive udgave af Pokémon-spillene, og hvis du nogen sinde har tænkt dig at starte på dem, skal du starte her.

Som sædvanligt er der udgivet to spil på samme tid, med lidt små forskelle imellem dem, som gør handel med andre spillere en nødvendighed. De hedder henholdsvis Omega Ruby og Alpha Sapphire, og bliver herfra omtalt som ORAS.

Formlen er der naturligvis ikke ændret en tøddel ved, og præmissen i ORAS er fuldstændig den samme som i de første spil fra 90’erne: Løb ud i naturen, fang nogle bæster, træn dem op, lav et godt hold, kæmp mod andre trænere og besejr The Elite Four.

Historien er den samme som i original-spillene Ruby og Sapphire fra 2003, bortset fra lidt omskrivning for at gøre plads til de Mega Evolutions, der blev introduceret i X/Y. I de ca. 20 timer, det tager at gennemføre den, er der kun adgang til de Pokémon, der optrådte i det originale spil.

Men når Elite Four er besejret, bliver der lukket op for godteposen og over 700 pokémons er klar til at blive fanget og trænet af de mere dedikerede spillere – og dem er der mange af. Det er helt almindeligt at støde på folk online, der har lagt over 300 timer i spillet, og det er her serien viser sin sublime evne til at trække folk ind og holde dem fanget: Bliver man først bidt af pokévirussen, er der så meget at foretage sig, at man ikke har tid eller lyst til ret meget andet det næste halve eller hele år.

Som sagt er Gamefreaks udgivelser mere evolutionære end revolutionære, og teknologisk set har de ofte været noget bag feltet. Vi har alt for længe måtte nøjes med sprites, efterhånden som resten af verden var gået over til 3D. Men Gamefreak ventede, til teknologien var på plads, og så kom den største omkalfatring i seriens historie: Pokémon X/Y til 3DS i 2013. For første gang var de hundreder af småkræ renderet i fuld 3D.

Det er de også i ORAS, og det ser virkelig godt ud. Det er dog lidt uheldigt, at 3DS ikke helt er opgaven moden, for animationerne kan hakke lidt fra tid til anden. Det er især grelt, hvis man har 3D-slideren skruet op. Sjovt nok er dybde-effekten helt deaktiveret i store dele af spillet, kun i kampene kan man bruge den.

ORAS bringer de fleste nyskabelser fra X/Y til torvs, således også den fine PokeNav, der nu hedder PokeNav Plus. Det er en slags tablet-computer, der kan installeres apps på, som giver adgang til nye funktioner i spillet. Player Search System, PSS, er online-delen, Pokemon Amie er en slags tamagochi til pokémon og Super Training giver nem adgang til at træne de såkaldte Effort Values, der tidligere krævede utrolig meget opmærksomhed og et par regneark kørende ved siden af spillet. Purister er ikke tilfredse med, hvor let det er blevet, men for os andre er det rart at denne del af spillet nu også er tilgængelig for folk, der ikke er autister. PSS, Pokémon Amie og Super Training kommer fra X/Y, men nyt for ORAS er DexNav.

DexNav gør spillet en del mere fornøjeligt for dem af os, der godt kan lide at samle og katalogisere Pokémon. DexNav viser de tilgængelige pokémon i et område, og viser også, om der er nogle arter, man ikke har fanget endnu. Er man på jagt efter en specifik pokémon, kan DexNav lokalisere den, så man ikke behøve arbejde sig igennem hundredevis af tilfældige kampe, før den dukker op. Pokémon, som DexNav finder, skal man nu liste sig ind på, hvilket faktisk er mere underholdende, end man skulle tro.

Jo flere gange man har fanget den samme pokémon, jo bedre bliver DexNav til at identificere pokémon med sjældne moves og gode individual values, der normalt kun kan opnås gennem spillets indbyggede avlsprogam. Det er guld værd for dem, der ønsker at sætte et godt hold sammen til online-kampene.

Så gennemarbejdet, som spillene i Pokémon-serien altid er, kan det undre at brugerinterfacet i PokeNav er så gennemført grimt, som er tilfældet. PokeNav har optrådt i mange inkarnationer igennem årene, og har altid stukket grimt ud fra spillets øvrige brugerflade, og det er bestemt også tilfældet her. De forskellige apps har vidt forskelligt design, så knapper, menuer og skærmbilleder overhovedet ikke ligner resten af spillet. Det gør direkte ondt at se på for en interface-purist som mig, men det er sikkert det, ungerne vil ha’ nu om dage.

Player Search System er online-delen af spillet, og den er dybt imponerende. Glem alt om friend codes og andre besværligheder: Når man tænder for den, dukker der altid nogle hundrede spillere op, som man med det samme kan gå i kødet på. Man kan handle eller kæmpe med andre spillere, ligemeget hvor de befinder sig i spillet – man behøver altså ikke længere besøge førstesalen i et pokémon-center for at møde dem. Når man bytter pokémon, kan man enten lægge én af sine egne op og angive specifikke ønsker for en byttehandel, eller man kan også bare smide en op i luften, og se, hvad der kommer ned. Sidstnævnte funktion, der kaldes Wonder Trade i spillet, er virkelig rar i starten af spillet, hvor man ikke har adgang til så mange forskellige pokémon. Fang nogle stykker af den samme type og byt dem til noget tilfældigt via Wonder Trade.

Som altid stiger byttede pokémon hurtigere i levels, så selvom man får den samme type pokémon retur i en Wonder Trade, giver det stadig mening. Man behøver endda ikke længere at besøge et pokémon-center og klargøre de pokémon, man gerne vil bytte med; de er alle tilgængelige hele tiden. Ting, der tidligere var små irritationsmomenter er blevet meget nemmere nu.

Andre spillere deles op i ‘forbipasserende’, ‘bekendtskaber’ og ‘venner’. De starter i den første kategori, men efterhånden som man interagerer med dem, stiger de til ‘bekendtskaber’, og når man har kæmpet eller handlet med dem nogle gange, tilbyder spillet at gøre dem til ‘venner’. Helt uden friend codes. Tak, Nintendo. Det er sådan, det altid skulle have fungeret i alle jeres spil.

Online-delen er fælles for X/Y og ORAS, og med over 15 millioner solgte spil i de to udgivelser, er der altid oceaner af folk online.

1417940117core-training-screenshot-1 1417940141original-1 1417940156original 1417940174pokemonorasgts1 1417940188pokemon-11 1417940253pokemon-47 1417940367pokemon-48 1417940388pokemon-50 1417940408pokemon-54 1417940420pokemon-55 1417940435pokemon-59 1417940451pss-3ds-lower-screen-screenshot1 1417940741demo9 1417940125oct_p20_01_en_gar
<
>

Har Gamefreak gjort det igen? Det har de bestemt. Min eneste anke mod ORAS er, at spillene simpelthen føles for store efterhånden. Der er meget at gøre og se, at jeg bliver helt stakåndet ved tanken. Men det er mere mit problem end spillets, fordi jeg er kommet i en alder, hvor tiden til at spille ikke er så stor, som da jeg var teenager. Jeg nyder historien, og jeg nyder at fylde de tomme pladser i pokédexet ud. Derfor er jeg enormt glad for DexNav-funktionaliteten i ORAS, der gør samleopgaven langt mere fornøjelig, end den tidligere har været. Men jeg er også den type, der stopper ret kort tid efter hovedhistorien er færdig – som er det sted, de fleste i virkeligheden starter på spillet.

Online-delen af Pokémon-spillene er efterhånden blevet så god, at det faktisk er det primære fokus nu. Elsker man at bytte og battle, bliver det ikke bedre end i ORAS, men kommer man kun for historien, er der store dele af spillet, man ikke får stiftet bekendtskab med.

Det gør dog ikke ORAS til en mindre sublim oplevelse, det er mere en tilkendegivelse af, at man kan nyde de dele, man har tid til, og så lade resten ligge til klimaforandringerne har ødelagt samfundet og man har fritid nok.

Har du selv masser af fritid, eller har du børn i den rigtige alder, må der dog ikke herske nogen tvivl om at Pokémon Omega Ruby eller Alpha Sapphire er blændende gode spil, der let kan lægge beslag på dit liv indtil træerne igen begynder at blomstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.